Jesper Ilum Petersen, Morten Carlsen og Chris D’Amato: Malkøbing Museum

Sympatisk forsøg på en konceptantologi i horrorgenren holder desværre ikke hele vejen hjem.

Malkøbing Museum er en ny dansk antologi bestående af elleve korte, delvist sammenhængende historier af Jesper Ilum Petersen, Morten Carlsen og Chris D’Amato. Genren er “gys og gru” (“horror”, som det hedder på nudansk) eller “skæbnefortællinger”. Det er ikke normalt min favoritgenre, og det er det heller ikke blevet efter denne antologi.

Der er noget støvet over genren – jeg fik reminiscenser til mine unge drengeår, hvor jeg tømte bibliotekets hylder for antologier med diverse spøgelseshistorier og skæbnefortællinger, som imidlertid næsten altid efterlod mig med en flad fornemmelse, skuffet over manglen på gys og uhygge. Således også denne gang. Men måske er det bare mig og genren, der er et dårligt match.

Et opslag fra Malkøbing Museum (fra historien “1969. Pigen fra skoven”).

Malkøbing Museum er en lavpris-paperbackudgivelse fra det lille Randersforlag Mojibake, men ikke desto mindre har man forsøgt at gøre noget ud af layoutet, og det skal forfatterne og forlaget have cadeau for. Hver fortælling er rammet ind af en manchet og en eftertekst i forskellig grafisk udformning, som skal illudere artefakter fra “Malkøbing Lokalhistoriske Arkiv.”

Konceptet i samlingen er, at hver fortælling tager afsæt i eller er inspireret af en genstand fra det fiktive museum i den fiktive landsby Malkøbing. Flere af genstandende knytter sig til velkendte, klassiske sagn og myter som f.eks. lygtemandens lygte, maren der rider ungkarlene om natten, en stump tentakel fra havuhyret Kraken osv. Samtidig bevæger fortællingerne sig op gennem historien, således at den første finder sted i 1905 og den sidste i 2002.

Det er søgt gennemført også i skrivestilen derved, at nogle af de første historier er skrevet med gammel sprogbrug og retstavning. Det er en svær øvelse, og den lykkes heller ikke rigtigt, hvorfor forsøget desværre mest fremstår lidt påklistret og prætentiøst (især i historien “1922. De tre fjer”, hvor forsøget med gamle ord, udtryk og stavemåder fremstår karikeret og falder lidt til jorden, når den gamle stavemåde ikke gennemføres konsekvent).

Ambitionen i hver af de små fortællinger er at slutte med et lille humoristisk, skævt twist – og på den måde lægger antologien sig fint i traditionen fra de klassiske skæbnefortællinger, jeg husker fra min barndom.

Ideen og ambitionen fejler med andre ord ikke noget, og forfatter og forlaget skal have ros for et frisk forsøg. Men de fleste af historier er – desværre – bare ikke helt gode nok til at bære bogen igennem efter min smag.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget Mojibake som signeret anmeldereksemplar. K’s bognoter har ingen forbindelse til forlaget eller forfatterne i øvrigt.

K's vurdering: