Jacques Rancière: Hadet til demokratiet

Hadet til demokratiet er et skarpt, provokerende og tankevækkende indslag i en aktuel debat om demokratiets og det politiskes vilkår. Et meget fransk indslag, som ikke desto mindre indeholder et kerneargument, der er tilpas generaliserbart til også at være relevant i f.eks. en dansk sammenhæng.

Rancière udvikler i den lille bog et radikalt, egalitært begreb om demokrati. Det bruger han som afsæt for en kritisk analyse af det, han betegner som den vestlige intellektuelle, politiske, økonomiske og kulturelle elites had til demokratiet – et regulært had, han identificerer som den underliggende og egentlige motivation bag eliternes kritik af “populisme”, “forbrugerisme”, “individualisering” mv.

Ranciéres grundsyn på demokratiet er, at det ikke er hverken en samfundsform, en forfatningsart eller en styreform. “Der findes strengt taget ikke noget demokratisk styre”, som han skriver, for et styre udøves altid af mindretallet over flertallet. Det gælder også det såkaldt repræsentative demokrati, som vi i den vestlige del af verden ellers nærmest har vænnet også til at betragte som den eneste rigtige og naturlige form for demokrati – og dermed den eneste legitime styreform overhovedet.

[Det repræsentative demokrati] er i virkeligheden en oligarkisk form, en repræsentation af mindretallet, der har adkomst til at varetage fælles anliggender. […] Og valghandlingen er heller ikke i sig selv en demokratisk form, ved hvilken folket gør sin stemme hørt. Den er oprindelig udtryk for en suveræn magts krav om et samtykke, der skal være enstemmigt for at at opfylde sin rolle.

Idet han trækker tilbage til de første former for demokrati i det antikke Athen, identificerer Rancière demokratiets grundform som lodtrækningen: Den legitime adkomst til at herske er i demokratiet netop fraværet af en sådan adkomst – udmøntet ved at kaste lod om, hvem der skal styre. Demokratiet er dermed i sin essens en styringsmæssig skandale: “En skandale for retskafne mennesker, der nægter at anerkende, at deres fødsel, deres anciennitet eller deres indsigt skal bøje sig for lodtrækningens lov.”

Tanken om at udvælge politiske ledere ved lodtrækning forekommer nok de fleste – undertegnede inklusive – umiddelbart som en useriøs og uansvarlig idé: i bedste fald en idealistisk og sympatisk, men naiv forestilling -i værste fald direkte farligt for samfundet.

Men det er er ifølge Rancière kun fordi, vi har glemt den indsigt, som både de gamle grækere, men også demokratitænkere som Montesquieu og Rousseau var optaget af, at lodtrækningen “var midlet mod et onde, der var både mere alvorligt og mere sandsynligt end et herredømme af inkompetente ledere; nemlig et herredømme af dem med den særlige kompetence at tage magten ved listige manøvrer.”

Lodtrækningens princip har ifølge Rancière imidlertid undergået “et formidabelt glemselsarbejde”, som indebærer, at vi i dag har vænnet os til at betragte en bestemt idé som naturlig, nemlig ideen om, “at den første adkomst til udvælgelse af de værdige til magten er begæret efter at udøve den.”

Især denne pointe om magtbegæret som legitim adkomst til magten har en brod også til aktuel dansk politik og demokratidebat, som nok er en refleksion værd. Ganske vist er jeg nok heller ikke klar til at erstatte valgene til Folketinget, kommunalbestyrelserne og regionsrådene med lodtrækning (jo, måske til regionsrådene…). Men jeg vil nok mene, at det er et tæt på et faktum, at vores politiske system i praksis fungerer sådan, at de magtbegærlige via partisystemerne og kampagnedemokratiet har ikke uvæsentlige fortrin i kampen om at blive stillet op og valgt. Og den indsigt behøver man ikke at have læst Den hemmelige socialdemokrat for at nå frem til.

Rancières argument starter ret indforstået midt i en meget fransk debat, hvor han bl.a. polemiserer mod navngivne og ikke-navngivne skikkelser blandt de såkaldt nye franske filosoffer (typer som André Glucksmann, Bernard-Henri Lévy, Alain Finkielkraut m.fl.). Og ligeså indforstået trækker han på nogle lidt idiosynkratiske begreber for det politiske, som han har udviklet i tidligere værker. Som sådan er bogen ikke helt nem at gå til. Dertil kommer, at Rancières baggrund i den franske filosofiske tradition i det hele taget skinner igennem – en tradition med forkærlighed for det obskurantiske og for de mange ord, og hvor man altid er klar til at ofre tankens klarhed for en god vending….

Rune Lykkeberg har heldigvis forsynet bogen med et kort og klart forord, som både placerer Rancière i den franske sammenhæng, forklarer nogle af de centrale begreber og i øvrigt giver et kondenseret referat af Rancières hovedargument. Vil man skyde en genvej, kan man næsten nøjes med Lykkebergs forord. Men jeg vil nu anbefale at man ikke snyder sig for at læse hele bogen – den er både provokerende, tankevækkende og sine steder helt underholdende. Evt. kan man læse lidt hurtigt henover det første kapitel, der er det mest højtravende og indforståede.

K's vurdering: