Harald Voetmann: Alt under månen

Menneskenes martrede sjæle svupper rundt i kroppenes sprukne skind. Der skides, smaskes, savles og spyttes. Der fryses og sultes. Der bliver drukket, horet og begået alle slags utugt og trolddomskunster. Børn og dyr bliver pint og plaget, dværge og krøblinge ydmyget og latterliggjort, kvinder torteret, tyende tævet til døde.

Velkommen til Tyge Brahes Uranienborg på Hven anno sidst i 1600-tallet, hjemstedet for renæssancens danske lys, inkarnationen af den ypperste videnskab – som der ser ud i Harald Voetmanns vellykkede, sorte og groteske vision Alt under månen.

Bogen er ikke ligefrem nemt tilgængelig, den er kompleks i sin fortællestil og kan kræve en overvindelse at holde fast i gennem de første kapitler. Men når man kommer ind i den, viser den sig at være ganske fermt komponeret.

Historien fortælles i en kakafoni af forskellige stemmer:

Dels er i alt seksten korte kapitler fortalt af Tyge Brahes vekslende assistenter, heraf tolv kapitler for hver af årets måneder plus fire kapitler, som i overskriften er dedikeret til 1500-talsalkymisten Paracelcus’ tre principper, salt, svovl og kviksølv, samt æter. Assistenternes kapitler er samlet i fire dele under fællestitlen ‘Drabanternes år’.

Læg en tudse til kvindens bryst
så den kan malke hende til døde
og blive fed af mælken.
(Emblem med tilhørende epigram fra Michael Maiers ‘Atalanta Fugiens’ (1618). Illustration og citat fra ‘Alt under månen’)

I kapitlerne i drabanternes år tager Voetmann afsæt i Tyge Brahes Meteorologiske Dagbog, som blev ført af skiftende assistenter på Hven i perioden 1582-97. Voetmann citerer flittigt fra disse dagbogsoptegnelser. Det vil sige: det tror jeg, at han gør, hvis man ellers kan tage en kortfattet indledende note til bogen for pålydende. Der er nemlig ingen citationstegn i teksten eller andre klare angivelser af, hvor citaterne fra det historiske kildemateriale stopper, og Voetmanns fiktion begynder. Det er en del af charmen ved bogen.

Citaterne fra de meteorologiske optegnelser (som alle har formen: “Mørkt, sydøst. Mørkt, sagt sydvest, Mørkt, om natten fugtig tåge, temmelig gråendes vesten.”) blander Voetmann med assistenternes beretninger, nogle fortalt i 1. person, andre i 3. person, om årets gang på Hven omkring den store mand.

Assistenterne kredser som drabanter om tre himmellegemer i form af tre videnskabsmænd og adelsfolk, Tyge Brahe ham selv og hans to videnskabeligt mindre vellykkede venner, junker Falk Gøye og junker Erik Lange.

Tyge Brahe får stemme i tre indlagte ‘Breve fra Uraniborg’, som Voetmann lader ham skrive som en slags dagbogsoptegnelser til sin dødfødte, aldrig navngivne tvillingebror. Her afslører den store Tyge sig som et tvivlende menneske ligesom alle andre.

Alt under månen er i oprør, er i ophør. Hun destillerer os, adskiller sjælen fra de blodige trevler, fra skødets bundfald, fra den djævelskab, der bor i kroppen. Øje mod øje og skamben banket mod blodigt skamben. Et evigt nu, ikke frosset fast i væren, men frosset fast i vorden og i ophør.

Via Tyges breve til den døde broder får vi også den ubetalelige historie om den italienske medicus Gasparus Tagliacozzi, der i et brev har tilbudt at genskabe Tyges næse (som han som bekendt fik skåret af i en duel) i en kompliceret og detaljeret beskrevet transplantationsoperation, som indebærer, at Tyges arm skal sys fast lige midt i ansigtet for dér at gro en ny næse af armkød…

Også Tyge Brahes berømte bolig og observatorium på Hven, Uranienborg, bringes godt ned på jorden af observationerne fra et tilrejsende sendebud fra en hollandsk globemager:

[…] dette må være en anstalt, hvor lærdom sammenbyltes og forkludres, et sted, hvor man af visdommens mannagryn koger grød til tandløse bogsmaskere. Sådan tænkte jeg ved synet af den himmelstræbende gemenhed, der kommer til udtryk i den bygning, som Mester Brahe kalder Uranias Borg.

Falk Gøye arbejder med en stort anlagt teologisk Commentariolus til Apokalypsen baseret på en personlig vision om Dommedag, hvor Helvedes flammer omdanner verden til glas. Han gives stemme gennem nogle fiktive kapitler fra hans kommentar dedikeret til den danske konge, hvori Falk Gøye afslører, at han har modtaget sin store teologiske vision på en kro i Jylland vokset ud af sin barndoms og ungdoms traumer knyttet til erindringen om en spøgelsesamme og de fysiske mén fra et mislykket amourøst drevet voldtægtsforsøg.

Erik Lange er alkymisten, som i arrigskab tæver en uheldig assistent til døde i laboratoriet på Hven, og hvis senere ‘videnskabelige’ rejse til Tyskland, finansieret af vennen Falk Gøye, ender i forsøg på sortekunster, druk, vold og sexturisme.

Uden for byen sled to svin og en hund i fællesskab med at vriste et lig ud af hullet under skafottet, for at kunne æde det på åben mark […]. Erik Lange komplimenterede dyrene for deres evne til at arbejde sammen mod et fælles mål.

Alt er med andre ord såre menneskeligt. Det, der skulle være ophøjet ånd, bliver hos Voetmann til ikke meget andet end snavset, dunstende, stinkende, savlende, skidende, opkastende, ejakulerende, sårvæskende, rådnende kropslighed. Liderlighed og andre gemene kødelige lyster er den primære drivkraft for menneskene, som lever og dør indespærret i deres kroppe, hvis mistrøstige forgængelighed gennemsyrer synet på verden.

Selv noget så livsbekræftende som det spirende forår i april lykkes det Voetmann at fremstille frastødende:

Året gylper sig selv op igen, og det opgylpede år tager det fortæredes plads med en forbavsende selvfølgelighed.

Undervejs muntrer Voetman sig (og læseren) med at ironisere over tidens floromvundne, kunstlede sprogbrug, især i de dele af romanen, der er udformet som breve. Læs som eksempel bare her, hvordan en simpel spytklat kan beskrives af en forsmået tjener i et brev til sin herre:

[Han svarede] med en udslyngning af pituita rettet mod min person, eller snarere mod dennes hat; en katapultering af flegma fra den ludende mundvig og op på kanten af min hattepuld, hvorfra det drev mod min pande og gennemvædede mine bryn og vipper.

Bogens i alt ni dele indledes hver med et optryk af et kobberstik (et såkaldt emblem) og et lille epigram fra det historiske, alkymistiske værk Atalante Fugiens af Michael Maier (1618), som medgår fint til at sætte bogens alkymistiske stemning.

Jeg er ikke ganske sikker på, at jeg gør Harald Voetmanns lille bog helt ret. Når jeg genlæser ovenstående, lyder det hele vist mest af alt en kende mærkeligt og frastødende. Det er det også, men det fungerer faktisk forbløffende godt, bogen er velkomponeret og har en passende længde (konceptet kunne nok ikke have båret meget mere), og der er masser af humor gemt rundt omkring i teksten. Bestemt anbefalet herfra.

K's vurdering: