Satirisk, litterær fantasykrimi kunne man måske kalde denne sære bog af finske Pasi Ilmari Jääskeläinen. Men man kunne sikkert også kalde den noget andet – den er ikke helt let at klassificere. Og heller ikke helt let at finde ud af, hvad man skal mene om.

Jeg faldt over bogen tilfældigt på Amazon og blev lokket af løfter om et mørkt-humoristisk, satirisk univers med litterære ambitioner. Og når forfatteren er finsk, plejer det gerne at borge for noget skævt. Og så skal man jo engang imellem prøve noget nyt.

Hovedpersonen er den 26-årige skolelærer i finsk sprog og litteratur Ella Amanda Milana. Hun har skrevet speciale om mytologiske temaer i den verdensberømte forfatter Laura Whites eventyrbøger for børn og voksne. Som færdiguddannet har hun nu fået et job som lærervikar på skolen i hendes hjemby, den lille finske by Rabbit Back (som givetvis hedder noget andet i den finske original), hvor også den berømte forfatter Laura White er opvokset.

Laura White har årtier tilbage indstiftet et litterært selskab for særligt talentfulde forfatterspirer, The Rabbit Back Literature Society, hvoraf de fleste stadig bor i byen og udgør en eksklusiv og hemmelighedsfuld kreds omkring Laura White. Ella Milana optages til sin egen store overraskelse som det tiende medlem af litteraturselskabet, men på aftenen, hvor hun skal fejres som sådan ved en stor fest i den berømte forfatters hjem, forsvinder Laura White på mystisk vis i en hvirvelvind af sne.

Fortællingen i romanen udfolder sig som en slags krimiintrige, hvor Ella som det unge nye medlem af litteraturselskabet sætter sig for at optrevle en række mystiske omstændigheder i selskabets fortid, herunder en mistanke om, at selskabet skjuler historien om et muligt mord. For slet ikke at tale om en mystisk bogvirus, som indebærer, at ordene i visse biblioteksbøger omarrangerer sig selv og danner nye historier.

Romanens største styrke er et satirisk portræt af forfattergerningen og af (skønlitterære) forfattere som en slags mentale vampyrer, der får deres ideer ved mentalt at suge stumper af andre menneskers – og hinandens – liv til sig og kynisk bruge dem i deres romaner.

Den del er fint skildret som kernelementet i det hemmelighedsfulde spil med strenge regler, ‘The Game’, som medlemmerne af The Rabbit Back Literature Society er pålagt at spille med hinanden.

Den underliggende hovedpointe i historien er dels, at ikke alt er, hvad det ser ud til, og dels, at der ikke findes noget sådant som guddommelig litterær inspiration, men at alle forfattere, selv de største, altid står ovenpå hinanden og henter deres inspiration i mennesker omkring dem. Mere er der sådan set ikke.

Pasi Ilmari Jääskeläinen tilsætter så sin historie en række overnaturlige elementer fra fantasy- og horrorgenren, som tilfører noget ydre spænding og mystik.

Fantasy er ikke en af de genrer, jeg gør det mest i, og jeg er måske ikke den bedste til at bedømme en bog som denne. På den anden side er jeg normalt ikke bleg for at acceptere en hvilken som helst præmis for et litterært univers, så længe universet hænger internt sammen.

Det gør det for så vidt også i The Rabbit Back Literature Society. De overnaturlige fantasyelementer i bogen forekommer mig nu alligvel mestendels fjollede og især som unødvendigt påklistrede i forhold til hovedhistorien, der sagtens kunne have klaret sig i et ‘realistisk’ univers, måske endda klaret sig bedre. Lidt for mange tråde i historien forekommer mig også uforklarede som noget, der bare skal tilføre mystik og horrorstemning.

Hertil kommer, at personerne i romanen alle er stærkt karikerede. Nogle af personportrætterne er for så vidt sjove nok, men ingen af dem får for alvor liv i bogen, heller ikke Ella Milana, og bogen kommer af den grund heller ikke rigtigt ind under huden.

Romanen har på nogle måder noget ungdomsbogagtigt over sig, men på andre bestemt ikke.

Men bogen er ikke uden kvaliteter. Den er fint, omend ikke bemærkelsesværdigt, godt skrevet og fungerer udmærket som mild underholdning i den lettere genre.

Bedst underholdt var jeg af portrættet af Rabbit Back som et bysamfund, der er gået i hysterisk selvsving over at have fostret en berømt forfatter. Det er ikke uden satirisk kant og humor.

Jeg kunne i den forbindelse ikke lade være med at tænke på ‘H.C.Andersenbyen’ Odenses markedsføring af sig selv som ‘Danmarks Eventyrby’ – nogle gange ført ud i det rene overdrev. I tilfældet Rabbit Back er hysteriet blot koncentreret i en meget mindre by, hvor stort set alle indbyggerne har internaliseret det berømte bysbarns eventyrunivers i en grad, så de selv er begyndt at tro på elver, trolde, nymfer og nisser. Her findes ikke en have, der ikke er udstyret med alskens slags havenisser, og det er ikke gjort med dét.

Eksempelvis er det i byen også almindeligt at få foretaget en officiel ‘mytologisk kortlægning’ af sin ejendom udarbejdet af en ‘akkrediteret mytologisk kortlægger’, som udfærdiger et officielt certifikat, der oplister de mytologiske væsner i form af nisser, trolde, elver osv., der holder til på ejendommen, og som den certificerede kortlægger skriver under på, at hun har set i en drøm, mens hun sov nogle timer i haven… Det er da meget sjovt, men så heller ikke mere.

Pasi Ilmari Jääskeläinen er mig bekendt ikke oversat til dansk.

Opdatering 22.04.2018: Romanen er den 17.04.2018 nu også udkommet på dansk som
“Den skinbarlige sandhed om Lumikkos litterære selskab,” oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller (Jensen & Dalgaard).

K's vurdering: