I Goat Mountain tager David Vann os med på jagt efter det menneskelige urinstinkt til at dræbe. Det er en stærk og barsk roman om vold og drab som menneskelig grundfortælling. Det er krads læsning, der gør indtryk. Og det er ret godt. Også selv om bogen i passager slår over i for meget gammeltestamentelig patos.

David Vann (f. 1967) har i tidligere værker skrevet på en inspiration fra sin egen families voldelige fortid og sine egne traumer derfra, må man tro. I den stærke semi-selvbiografiske Legend of a Suicide (2008) behandler Vann således fra forskellige fiktive vinkler sin egen fars selvmord.

I Goat Mountain dykker Vann endnu dybere ned i den menneskelige naturs mørkeste indre. Romanen kan læses som en undersøgelse af menneskets grundlæggende tilbøjelighed for vold. Bogen har nærmest karakter af en dystopisk helvedesvision – med den foruroligende pointe, at helvedet ikke er at finde i en fjern apokalyptisk fremtid, men er her lige nu og hele tiden har været her i naturen, herunder i menneskets egen natur. Det er grumt og uhyggeligt, men også medrivende læsning, hvilket i sig selv er en smule skræmmende.

Handlingen er simpel og udspiller sig over blot en weekend tilbage i 1978, fortalt i tilbageblik af en navnløs jeg-fortæller fra et sted i hans voksenliv (som vi ikke hører noget direkte om, men som fornemmes at være noget forkrøblet).

Jeg-fortælleren er på tidspunktet for romanens handling en 11-årig dreng, der er på jagt med sin far, sin bedstefar og farens bedste ven, Tom. Sidstnævnte er den eneste, vi hører navnet på, mens de tre andre fremstår navnløse som arketyper på sønnen, faren og bedstefaren – den mandlige linje i familien til alle tider.

Den årlige jagtudflugt til familiens jagtmarker på Goat Mountain i det nordlige Californien er denne gang særlig for drengen, for det er nu, han skal initieres som voksen – og i hans families tradition sker det gennem drabet, når han som jæger nedlægger og parterer sit første stykke vildt, sin første buk (“… this hunt was the first time I’d be allowed to kill. Illegal still in age, but old enough finally by family law”). Og drengen er klar, opdraget som han er med, at drabet er mandens inderste natur: “Some part in me just wanted to kill, constantly and without end.”

Jagtudflugten går imidlertid grumme galt allerede inden for romanens første sider. Faren opdager en krybskytte på bjerget og viser ham til sønnen gennem kikkertsigtet på sin riffel. Og den 11-årige følger sit instinkt og trykker på aftrækkeren:

A slow exhale, careful, as I’d been taught, and I tightened slowly on the trigger. There was no thought, I’m sure of that. There was only my own nature, who I am, beyond understanding.

Den ukendte krybskytte er død på stedet, og hele romanen udfolder sig nu fra og omkring dette drab. De tre mænd er uenige om, hvad de skal gøre, og den døde mand bliver foreløbig hængt op i lejren som et andet stykke nedlagt vildt. Man skulle tro, at jagten hermed var aflyst, men det gør man ikke i deres familie. Bukkejagten fortsætter som planlagt over et par dage. Bevidstheden om den døde ruger hele tiden som et mørke i baggrunden og skaber splid mellem de tre mænd og drengen. Men i selve jagten kan de forglemme sig:

What we wanted was to run like this, to chase our prey. That was the point. What made us run was the joy and promise of killing.

Stemningen er bogen igennem i stigende grad uheldssvanger, ikke ulig stemningen i John Boormans mesterlige film ‘Deliverance’ (dansk: ‘Udflugt med døden’) fra 1972 efter James Dickeys roman af samme navn. Hvis du har dén reference, så læg 50 procent urovækkende ubehag oveni, så nærmer du dig stemningen i Goat Mountain.

Alle fire personer fremstår i stigende grad mere eller mindre psykopatiske, inklusive jeg-fortælleren, og som læser forbereder man sig på, at David Vann kan finde på at lade dem gøre hvad som helst, selv det allermest utænkelige.

Bogens stærkeste scene er der, hvor det omsider lykkes drengen af nedlægge en buk. Det er en scene, man ikke glemmer lige med det samme, for David Vann giver os ikke lov til at kigge bort i så meget som et øjeblik.

Vi får alle detaljer med: Fra drengens første skamskydning af bukken og hans langstrakte og i stigende grad paniske forsøg på at aflive den over en meget detaljeret beskrivelse af drengens rensning af bukken for indvolde, hans rituelle spisning af den rå lever og det endnu varme hjerte, og endelig til hans lange, besværlige og delvist mislykkede arbejde med at slæbe det døde dyr henover bjerget til lejren.

Domination. To hold a heart in the air still warm and take a bite from it. Proof that all was created for us, for our use. An assertion repeated and echoing through time.

Det er ganske barsk læsning, som samlet set folder sig ud over hele 50 sider. Men for alvor gruopvækkende bliver det imidlertid, når man som læser med en vis rædsel erkender, at beskrivelsen af drabet på bukken opleves langt mere ubehageligt og frastødende end mordet på krybskytten. Krybskytten var en anonym mand, dræbt på afstand, som i et computerspil. Bukken derimod lader Vann os se ind i øjnene, vi mærker dens puls og dens angst.

Dette er selvfølgelig en af Vanns pointer. Han viser os og lader os selv føle, hvordan etikken i praksis er forbundet med, hvis ikke ligefrem funderet i, æstetikken.

En stor del af teksten, især beskrivelser af naturen og de ydre forhold i øvrigt, er skrevet i sætninger uden personlige pronominer eller verber. Det er med til at give teksten et cinematografisk præg, som var den en drejebog til en film, og har den virkning, at naturbeskrivelserne på én gang fremstår som drengens umiddelbare sanseindtryk, samtidig med at formen giver teksten en snert af noget universelt.

Romanen igennem reflekterer jeg-fortælleren – fra sin nu som voksen tilbageskuende position – over begivenhederne i lyset af såvel det gamle som det nye testamente. For fortælleren bliver især myten om Kains broderdrab til den menneskelige urmyte, fortælllingen om det første drab.

We think of Cain as the one who killed his brother, but who else was around to kill? They were the first two born. Cain killed what was available. The story has nothing to do with brothers.

De kristelige fortolkningslag, Vann lægger ind historien bliver mig en tand for svulstige, lidt for langt over grænsen til det patetiske efter min smag. Bogen ville have stået stærkere, hvis Vann havde skruet lidt ned for den religiøse symbolik og de eksplicitte bibelfortolkninger. Og det er årsagen til, at den ikke kan få topkarakter hos mig. Det er muligt, at den kristne vinkel har forekommet David Vann at være en nødvendig personlig reflektion (det antyder han i et kort efterord). Men fortællingen behøver den ikke – den er så rigeligt hård og stærk i sig selv i forvejen.

Forsiden af min paperbackversion af romanen er i øvrigt prydet af et fotografi, som – gætter jeg på – stammer fra David Vanns personlige arkiver og viser ham selv som dreng siddende på knæ med sin riffel i venstre hånd, mens højre hånd har greb om geviret på den ene af de to nedlagte bukke, der ligger foran ham. Den øverste del af drengens ansigt er kradset bort, som anonymiseringen i et forbryderalbum. Meningen er tydelig: her knæler en forbryder – men om forbrydelsen består i drabet på bukkene eller den større forbrydelse, der skildres i romanen, eller begge dele, dét må man selv tolke ind i billedet.

Goat Mountain udkommer på dansk i oktober 2015 på forlaget Gyldendal.

K's vurdering: