Forliste drømme, forspildte liv og skibbrudne ægteskaber – nuværende såvel som kommende. Det er hovedtemaerne i David Vanns (f.1967) ikke just opmuntrende, men ikke desto mindre tæt på fremragende og i høj grad læseværdige roman Caribou Island fra 2011.
David Vann skriver ikke feel good-romaner. Det ved vi allerede fra hans øvrige værk (Legend of a Suicide (2008), Dirt (2012) og Goat Mountain (2013)). Og sådan én er Caribou Island heller ikke, selv om den ikke er ligeså mørk i sin ydre handling som de øvrige nævnte. Den indre handling, som angår personernes følelsesliv, er til gengæld kulsort og isnende kold som Alaskas vinternætter.
I romanen følger vi først og fremmest ægteparret Irene og Gary og deres nærmeste familie. Irene og Gary er begge midt i halvtredserne. Efter tredive år sammen er deres ægteskab på randen af sammenbrud og har nok egentlig været det længe. Irene er pensioneret lærer, og Gary har aldrig rigtig haft et arbejde, til gengæld har han en masse mislykkede livsprojekter bag sig. Til Garys mislykkede projekter hører blandt andet det, at han i begyndelsen af deres ægteskab fik Irene til at flytte med sig til Alaska i jagten på en naiv drøm om at finde en ‘uspoleret’ eller ‘oprindelig’ plet på jorden at slå sig ned for at leve tæt på naturen.
Vi kommer ind i romanen, hvor parret er i gang med at realisere deres, dvs. Garys, drøm om at bygge deres egen bjælkehytte på en ø i Alaskas vildmark med henblik på at flytte ud i den permanent. Historien fortælles skiftevis fra Garys og – overvejende – fra Irenes perspektiv.
Gary er den dominerende type, tilsyneladende blottet for empatiske evner i forhold til, hvad hans egoistiske drømme gør ved Irene og deres forhold, og dertil en kujon uden evne eller vilje til at lære af sine egne talløse, dårligt planlagte og derfor fejlslagne projekter, hvoraf hyttebyggeriet på den øde ø Caribou Island fra starten synes dømt til at blive det næste.
Læserens sympati er således primært på Irenes side, men efterhånden finder man ud af, at hun heller ikke nødvendigvis er en troværdig fortæller. Hun plages af voldsomme, men ikke-diagnosticerbare smerteanfald, som måske/måske ikke svækker hendes egen dømmekraft. Hendes basale psykologiske behov er, at hun ikke vil være alene, ikke vil forlades af Gary, og derfor følger hun ham, om end med bitterhed, i hans projekter.
Vann skildrer det følelsesmæssige forhold mellem Irene og Gary maveknugende skarpt i de små detaljer, vi får serveret fra deres arbejde med at bygge hytten på øen, i det sagte og især det usagte, i deres gensidige forventninger til hinandens tanker og reaktioner, som vi som læsere tidligt kan se, kun kan føre til yderligere følelsesmæssig forkrøbling.
Parallelt med Irene og Gary følger vi deres to børn, der bor i nærheden. Især den 30-årige Rhoda, hvis altoverskyggende livsprojekt er at blive gift med den 41-årige Jim, som hun er flyttet sammen med (idet hendes drømme dog ikke synes at gå meget videre end til at holde et drømmebryllup). Jim er til gengæld i håbløs midtvejskrise, og hans livsprojekt synes at begrænse sig til at bolle mest muligt udenom.
Rhodas lillebror, Mark, er et low life hashvrag, der lige akkurat tjener penge nok ved lidt laksefiskeri til at han kan holde sig i en mere eller mindre permanent hashtåge sammen med sin tilsvarende kæreste. Og så indgår der også en 23-årig smuk, men hensynsløs, grænsepsykopatisk man-eater og hendes lidt sølle kæreste, der er kommet på ferieafveje i Alaska.
Alt i alt er Caribou Island en roman befolket af mennesker, der på forskellig vis har det dårligt og kun får det dårligere, Som sagt, det er ikke en feel good-bog.
Til gengæld er den rasende godt skrevet med en økonomiserende brug af ord og handling, der ellers er mere typisk for novellegenren: Bogen læses let og flydende, men der synes ikke at være en eneste scene, miljø- eller naturbeskrivelse, som ikke er tænkt grundigt ind i det stramme plot og medvirker til at karakterisere personernes følelsesliv og stemninger.
Bogen igennem løber der en som regel næppe mærkbar, men alligevel ildevarslende understrøm i form af bevidstheden om Irenes store barndomstraume, hendes mors selvmord, som vi introduceres for på bogens første side.
Ti år gammel, jeg gik alene, gik gennem klatter af snavset sne i haven, gik op mod den smalle veranda. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte på dengang, kan ikke huske, hvem jeg var, eller hvordan jeg havde det. Alt det er væk, slettet. Jeg åbnede hoveddøren, og indenfor hang min mor fra en bjælke i loftet. Undskyld, sagde jeg og trådte et skridt tilbage og lukkede døren. Jeg stod ude på verandaen igen.
Læsere, der er bekendt med David Vanns øvrige værker, noterer sig allerede her, at han ligesom i andre af sine bøger også i Caribou Island skriver drevet af sine egne erfaringer. Vanns far begik selvmord, da Vann var tretten år, et selvmord, som Vann især har bearbejdet i Legend of a Suicide.
En anden af Alaska-fødte David Vanns personlige erfaringer, der spiller med i Caribou Island, er selvfølgelig hele beskrivelsen af livet i Alaska, som udgør en væsentlig del af bogen. Vann er ikke ufølsom over for de smukke og bjergtagende sider af den alaskanske natur, som trænger sig igennem flere steder i bogen, men det dominerende billede er nu alligevel karakteristikken af livet i Alaska som barskt, isoleret og præget af forliste drømme og skæbner. Man kan nok få lyst til at tage på naturferie i Alaska af at læse David Vanns bog, men man får så afgjort ikke lyst til at bosætte sig der.
Alaska bestod af tavshed, der strakte sig tusinde kilometer i hver retning.
Eneste minus er den temmeligt overgearede slutning, jeg godt kunne have været foruden. Hvis Vann kunne have styret sig lidt bedre her, kunne Caribou Island have nærmet sig de fem stjerner i min vurdering.
Caribou Island er fint fordansket af Kristian Bang Foss.
Titel: Caribou IslandForfatter: David Vann
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 28.04.2011
Sider: 304
Originalsprog: Amerikansk
Oversætter: Kristian Bang Foss
Originaltitel: Caribou Island
Opr. udgivelsesår: 2011
Læst: Juli 2015
K's vurdering:
Mange tak :-). Dejligt at høre, at du kunne genkende din egen læsning i anmeldelsen – så har jeg nok ikke ramt helt skævt.
Så gjorde du det, jeg ikke kunne: du har skrevet en anmeldelse, og den rammer lige mine følelser, da jeg læste bogen for nogen år siden. Jeg var så berørt af den, at jeg simpelthen ikke kunne sætte ord på. Og jeg gik længe og udsatte at læse det sidste halve kapitel. Det kunne jo kun gå én vej, en happy ending ville ødelægge bogen. Og hvor er den velskrevet, og dejligt at høre at den danske udgave holder.