Historien om den fortabte søn – genfortalt på midtvest-amerikansk i afdæmpet, men alligevel sanselig romanprosa om kristen og almenmenneskelig nåde, kærlighed og far-søn-relationer.

Gilead er i Det Gamle Testamente betegnelsen for et landområde i det nuværende Jordan. Hos Marilynne Robinson er Gilead en lille flække på prærien i den amerikanske stat Iowa ikke langt fra grænsen til Kansas.

I Gilead bor i 1956 den aldrende, hjertesvækkede, calvinistiske pastor John Ames. Han har i en høj alder giftet sig for anden gang med en langt yngre kone og til sin egen overraskelse, store glæde og taknemmelighed fået en søn – som en anden Abraham.

Ames forventer, at han snart skal dø, og gør sig ingen illusioner om, at hans søn vil huske meget om ham, når han vokser op. Romanen er på den baggrund formet som et langt brev skrevet i 1956 fra John Ames til hans på det tidspunkt 7-årige søn. Et slags åndeligt testamente, som samtidig er en slægtshistorie om tre generationer af præster.

Hvis du er blevet voksen, når du læser det her […], har jeg været død i lang tid. Så ved jeg alt om at være død, men jeg holder nu nok min viden for mig selv. Sådan plejer det vist at foregå (s.7).

De tre præster er, udover John Ames selv, hans farfar, som var en noget utraditionel præst og kæmpede med våben i hånd for ophævelsen af slaveriet og deltog i Den Amerikanske Borgerkrig på Nordstaternes side. Og Ames’ egen far, som omvendt blev glødende pacifist.

Brevet skrives over nogle uger eller måneder i 1956 og kommer dermed også til at forme sig som Ames’ egen dagbog. Heri oprulles et andet drama, idet Ames’ fortabte gudsøn undervejs vender tilbage til byen efter mange års fravær og dermed ripper op i en fortrængt fortid.

Det bliver for pastor Ames anledning til en pinefuld indre reflektion over betydningen af hans egne teologiske begreber om nåde og tilgivelse og over konflikterne mellem fædre og sønner i hans families historie.

Romanen er trods sin rammesætning fri for sentimentalitet. Den er fortalt i et afdæmpet sprog og har en styrke i den gamle pastors sans for de små vidundere i det daglige liv. Der er en stemning af støvet, dovent eftermiddagslys over sproget det meste af romanen igennem.

Romanen er særdeles vellykket, for så vidt Robinson med sin skrivestil giver pastoren en troværdig stemme. Det er den ældre, teologisk belæste, dybt og naturligt kristne mand, far, søn og bror, der fortæller her – afklaret med, at livet nærmer sig sin afslutning, uden bitterhed, men ikke uden fortrydelse.

Det er dog også en roman, der i vidt omfang skriver til amerikanske, religiøse læsere. Og som dansk læser uden et meget detaljeret kendskab til landskabet af kristne kirker og bevægelser i USA kan det være svært at holde styr på begreberne undervejs. Man forstår dog efterhånden, at John Ames (ligesom Robinson selv, har jeg efterfølgende læst mig til) er forankret i en eller anden form for calvinistisk kirke – omgivet af presbyritanere, metodister, baptister, lutheranere – og ateister.

Man kan som læser så vælge ikke at bekymre sig om de finere teologiske forskelle mellem de forskellige kirkesamfund, men de teologiske og kristeligt-inderlige reflektioner fylder ganske meget i teksten, ligesom der er en del referencer til teologiske tænkere som f.eks. Karl Barth (og en berygtet ateist som Ludwig Feuerbach, for den sags skyld, der forudsættes bekendte.

Robinsons tekst er således båret af en grundlæggende og stærk kristen tro, og hun er tydeligvis selv teologisk set ganske belæst.

Det var også med til at gøre romanen til en lidt blandet fornøjelse for mig at læse. Der er megen almenmenneskelig visdom at hente i Robinsons roman og meget almindelig litterær nydelse knyttet til romanens sikre komposition. Men det er altså også en meget kristelig bog.

Og på trods af, at jeg regner mig selv for at være mere end gennemsnitligt interesseret i religion – primært som historisk og sociologisk, men til en vis grad også teologisk, fænomen – så blev pastorens mange og lange teologiske og personlige overvejelser over nådens, tilgivelsens og velsignelsens natur mig altså en kende for lange i spyttet. Alt for lange, faktisk.

Samtidig var bogen ret lang tid om at komme i gang – jeg kedede mig ærlig talt noget de første 100 sider eller så, men det var dog værd at holde ud, for den får mere fat i den sidste del.

Samlet set er jeg lidt i syv sind om, hvorvidt jeg vil anbefale bogen. Jo, til nogle læsere, men nok ikke til alle (I kan selv regne ud, hvem I er). Den var mig lidt småkedelig at læse i passager og for kristeligt tung, men omvendt har den også efterladt et aftryk i kraft af troværdigheden i personportrættet og den afdæmpede fortællestil. Og under alle omstændigheder interessant som en stemme fra en del af et mentalt USA, jeg ikke har stor forbindelse til.

Ihvertfald tak til Lars for forslaget om at læse denne her – selv om jeg muligvis ikke var topbegejstret, er det altid en fornøjelse at læse godt romanhåndværk.

K's vurdering: