I Goat Mountain tager David Vann os med på jagt efter det menneskelige urinstinkt til at dræbe. Det er en stærk og barsk roman om vold og drab som menneskelig grundfortælling. Det er krads læsning, der gør indtryk. Og det er ret godt. Også selv om bogen i passager slår over i for meget gammeltestamentelig patos.

David Vann (f. 1967) har i tidligere værker skrevet på en inspiration fra sin egen families voldelige fortid og sine egne traumer derfra, må man tro. I den stærke semi-selvbiografiske Legend of a Suicide (2008) behandler Vann således fra forskellige fiktive vinkler sin egen fars selvmord.

I Goat Mountain dykker Vann endnu dybere ned i den menneskelige naturs mørkeste indre. Romanen kan læses som en undersøgelse af menneskets grundlæggende tilbøjelighed for vold. Bogen har nærmest karakter af en dystopisk helvedesvision – med den foruroligende pointe, at helvedet ikke er at finde i en fjern apokalyptisk fremtid, men er her lige nu og hele tiden har været her i naturen, herunder i menneskets egen natur. Det er grumt og uhyggeligt, men også medrivende læsning, hvilket i sig selv er en smule skræmmende. >> Læs videre