“I write you in your 15th year […]. And you know now, if you did not before, that the police departments of your country have been endowed with the authority to destroy your body.”
Ta-Nehisi Coates’ nye debatbog Between the World and Me er hård kost for naivt liberale europæiske ‘café latte’-demokratiske universalister som undertegnede. Coates insisterer på at se den faktisk eksisterende racisme i USA i dag i øjnene. Han gør det uden at blinke, og dét, han ser, er grimt, hårdt og deprimerende.
Det er en fremragende bog. Det er ‘required reading’, som Toni Morrison på omslaget er citeret for at have sagt. Og så er det en rasende godt skrevet bog – på niveau med den bedste skønlitteratur.
Samtidig er det en bog, det er svært for mig at skrive om, og jeg har taget tilløb til det i en hel uge. Bogen er ikke skrevet til mig. Den er skrevet til sorte amerikanere. Og det synes nærmest at være en underliggende præmis i Ta-Nehisi Coates’ bog, at kun med en sort amerikaners konkrete erfaringer kan man få adgang til en egentlig forståelse af hans budskaber. Jeg forsøger alligevel.
Ta-Nehisi Coates (f.1975) er til daglig journalist ved den amerikanske avis The Atlantic, og har i flere år markeret sig som en stærk stemme i debatten om blandt andet racisme i nutidens USA. Between the World and Me er Coates’ anden bog, og den gør ikke hans stemme mindre markant.
Ta-Nehisi Coates skriver bogen i form af et brev til sin 15-årige søn. Formen er ikke tilfældig. Coates mimer hermed den amerikanske borgerrettighedsforkæmper James Baldwins berømte essay A Letter to my Nephew (1962), som på tilsvarende vis var udformet som et brev fra Baldwin til hans 15-årige nevø (Baldwins brev blev første gang trykt i The Progressive Magazine i december 1962 og senere udgivet i hans essaysamling The Fire Next Time (1963), men det kan også læses på nettet, f.eks. her i den elektroniske version af The Progressive).
Baldwins gamle tekst – skrevet i hundredeåret for slaveriets ophævelse i de amerikanske nordstater – var en dobbelt opfordring til nevøen (som eksponent for alle sorte amerikanere) til at se racismen i det amerikanske samfund i øjnene, men samtidig insistere på forandring gennem at hævde sin værdighed, integritet og styrken i sin kulturelle arv.
Ta-Nehisi Coates’ nye bog kan læses som en slags opdatering af Baldwins brev. Hovedbudskaberne er de samme, at USA er et strukturelt racistisk samfund, som er meget langt fra at realisere den amerikanske drøm om et liberalt demokrati med lige muligheder for alle. Den amerikanske drøm er ifølge Coates en hvid drøm, og for den sorte del af befolkningen er den snarere et mareridt, man ikke vågner op fra, en ideologisk magtstruktur, som stik modsat sit eget postulat tjener til at fastholde en strukturel racisme, ulighed og undertrykkelse af især den sorte del af befolkningen i en særdeles fysisk forstand.
Americans believe in the reality of ‘race’ as a defined, indubitable feature of the natural world. Racism – the need to ascribe bone-deep features to people and then humiliate, reduce, and destroy them – inevitably follows from this inalterable condition […]. But race is the child of racism, not the father.
Racismen er for Coates således et uafviseligt træk ved USA, og han ser beviserne herpå i overrepræsentationen af sorte blandt fattige, fængslede og ofre for politivold. Og han ser dem i de små ting i dagligdagen, som f.eks. i den måde, ‘pæne og ordentlige’ hvide amerikanere tillader sig at tale til hans søn og ham selv i en biografkø, og i de instinktivt aggressive reaktioner, han møder hos hvide.
‘White America’ is a syndicate arrayed to protect its exclusive power to dominate and control our bodies. Sometimes this power is direct (lynching) and sometimes it is insidious (redlining). But however it appears, the power of domination and exclusion is central to the belief in being white and without it, ‘white people’ would cease to exist for want of reasons.
Afsættet for Coates’ bog er de seneste års eksempler på politivold mod sorte i USA, f.eks. drabet på Michael Brown i Ferguson og den efterfølgende frifindelse af de politifolk, der slog ham ihjel. En begivenhed, som Coates selv tolker som et afgørende vendepunkt i sin søns indtil da uskyldigt naive tro på retfærdighed.
En grundlæggende pointe hos Coates er, at eksemplerne på politivold og talrige andre tilfælde af vold og overgreb mod sorte ikke er udslaget af enkelte onde menneskers handlinger, men et strukturelt træk ved det amerikanske samfund dybt forankret i landets historie.
Here is what I would like for you to know: In America, it is traditional to destroy the black body — it is heritage.
En stor af del af bogen er af selvbiografisk tilsnit. Coates benytter sig af sin egen livshistorie og sin egen gradvist udviklede forståelse af, hvad det betyder at være sort i et strukturelt racistisk samfund, som et billede på udviklingen af en ‘sort bevidsthed’ i det hele taget, og som konkrete illustrationer af, hvad det betyder at været født ind i en sort krop i USA.
Som citaterne turde vise, er Between the World and Me en hård bog. Der er meget vrede i den, og der er ingen tvivl om, at vreden i høj grad er Ta-Nehisi Coates’ drivkraft. Men der er også skønhed i bogen, blandt andet i Coates’ beskrivelser af sine egne møder med ‘sort litteratur’ og den sprudlende kulturelle diversitet blandt sorte i studentermiljøet på Howard University i Baltimore. Og der er ikke mindst stor skønhed og ømhed i den tone, hvori Coates skriver til sin søn.
Grundtonen i Between the World and Me er imidlertid først og fremmest præget af sørgmodighed, skuffelse og desillusion. For til forskel fra forbilledet James Baldwin synes Ta-Nehisi Coates at have mistet troen på, at sorte i USA reelt kan gøre sig nogen forhåbninger om gennem egen kraft af ændre på den grundlæggende racisme. Faren for at synke ned i defaitisme ligger lige for. En af de centrale passager i bogen er dog ikke desto mindre en opfordring til sønnen om at blive ved med at kæmpe. Ikke i troen på rent faktisk at kunne ændre meget, men fordi kampen i sig selv er det eneste, sønnen som sort dreng kan have kontrol over og dermed finde sin værdighed i.
The struggle is really all I have for you because it is the only portion of this world under your control.
Ikke ligefrem det gladeste budskab at sende sin søn ud i verden med.
Som nævnt i indledningen er det ikke helt nemt for mig at anmelde Between the World and Me. Dels fordi jeg ikke er i Coates’ målgruppe. Men også fordi jeg på nogle punkter er tilbøjelig til at mene, at at Coates tager fejl i sit strukturalistisk-pessimistiske samfundssyn. Men kan jeg overhovedet tillade mig at mene noget som helst om vilkårene og mulighederne for mennesker, der vokser op som sorte i USA? Som jeg sidder her i min designersofa i mit fine rækkehus i et døsigt og trygt forstadskvarter udenfor København i komfortabel afstand fra den fysiske vold og undertrykkelse, der foregår på gaderne i det USA, Coates skriver om?
Jeg kan ikke hævde, at jeg forstår, altså at jeg for alvor kan leve mig ind i, hvad det vil sige at være sort amerikaner i USA. Jeg vil tro, at Coates vil mene, at alene forestillingen om som “hvid” europæer at kunne forstå vilkårene for sorte i USA i dag, er en del af den ideologiske drøm, som han kritiserer for i sig selv at reproducere racismen.
Allerede ved at anvende kategorierne “sort” og “hvid”, som jeg har gjort i denne artikel, indskriver man sig således uvægerligt i en diskurs, der ikke kan undslippe sin forbindelse til racismen. Men den politiske korrekthed er ikke Ta-Nehisi Coates’ sprog. Politisk korrekthed er tværtimod et af målene for hans angreb, fordi den skjuler de reelle, særdeles virkelige og kropslige undertrykkelsesmønstre i USA og på den måde selv bliver en del af den drøm, der ifølge Coates er en del af problemet.
Men jeg kan heller ikke undlade i det mindste at forsøge at forstå de vilkår og den bevidsthed, Coates skriver om. Alt andet ville slet og ret være at opgive troen på kommunikation og dermed troen på at kunne forandre noget som helst til det bedre. Og hvis man insisterer på muligheden for kommunikation og forståelse, så må man også insistere på muligheden for at forholde sig kritisk, også selv om det sker fra et helt andet ståsted i verden.
Problemet hos Coates er, at hans samfundsperspektiv er strukturalistisk grænsende til deterministisk i en grad, som næsten udelukker muligheden for at tro på reel politisk, aktørdrevet forandring i vor tid. Og det fører ham som nævnt til en pessimisme, der er tæt på defaitisme. Det er ikke ubegrundet. Når man nøgternt vurderer forholdene for sorte amerikanerne i dag og sammenligner med drømmene hos borgerrettighedsforkæmperne i 1960’erne og de demokratiske idealer i Den Amerikanske Drøm, så er frustration og desillusion nærliggende følelser. Og vrede er på sin plads.
Men Coates kan vel ikke se bort fra, at USA i dag har en sort præsident? At der er sorte højesteretsdommere, guvernører, eliteforskere, topforretningsfolk osv.? Coates kan hævde, at sorte stadig er underrepræsenteret i samfundets top, og at antallet af sorte, der indtager indflydelsesrige poster i samfundet, under alle omstændigheder ikke har betydet meget for andelen af sorte i amerikanske fængsler, og at det ikke har fjernet volden på gaden og racismen i hverdagen.
Deri vil Coates selvfølgelig have ret. Men man kan vel ikke sige, at der slet ikke er sket nogen fremskridt siden begyndelsen af 1960’erne? Og man kan vel heller ikke hævde, at bevidst, politisk motiveret handling ikke kan forandre noget? Det bliver vi da nødt til at tro på.
Between the World and Me er således ikke uden mangler. Men jeg kan alligevel ikke give den andet end min fulde anbefaling. Dels fordi den er så sjældent godt skrevet af en debatbog af være. Men især fordi den er så vigtigt et bidrag i den aktuelle samfundskritik, uanset om man er enig eller ej.
Køb den og læs den – det tager kun en eftermiddag eller to.
Between the World and Me udkom første gang i USA i juli måned i år, og den er derfor endnu ikke oversat til dansk. Men mon ikke er oversættelse er på vej?
Opdatering (18-03-2016): Bogen udkommer i dag på dansk som Mellem verden og mig oversat af Jakob Levinsen (Gyldendal).
Titel: Between the World and MeForfatter: Ta-Nehisi Coates
Udgiver: Spiegel & Grau
Udgivelsesdato: 14.07.2015
Sider: 176
Læst: August 2015
K's vurdering: