“Det mest undergravende en kvinde kan gøre, er at tale om sit eget liv, som om det faktisk betyder noget.”

Ovenstående citat fra den amerikansk-egyptiske journalist Mona Eltahawys nye bog er meget passende også fremhævet på bogens omslag. For det er dét, Mona Eltahawy gør. Hun taler med en stærk og uforfærdet stemme det arabiske patriarkat midt imod, og hun gør det ved at tale om sit eget liv og om millioner af andre kvinder og pigers liv i den arabiske verden. Og idet hun gør det, river hun så at sige sløret bort, så vi ser den daglige og systematiske undertrykkelse af kvinder i Mellemøsten og i de arabisk dominerede dele af Nordafrika.

Nu tænker den almindelige læser nok, at vi da godt er klar over, at det ikke står godt til med ligestillingen i mange arabisk prægede stater. Personligt regner jeg i al beskedenhed mig selv blandt de relativt oplyste også i det stykke. Men Eltahawys bog rystede mig ikke desto mindre.

Jeg omtalte for ikke så længe siden amerikanske Ta-Nehisi Coates’ vrede over sorte amerikaneres vilkår i USA i dag (se anmeldelsen af Between the World and Me). Coates er vred og har grund til at være det. Men både hans vrede og de forhold, der ligger bag den, må trods alt siges at blegne for det billede af kvinders hverdag i dele af den arabiske verden, Eltahawy tegner i Jomfruhinder og hijab.

Det må siges uden omsvøb. Vi arabiske kvinder lever i en kultur, der er fundamentalt fjendtlig over for os, en kultur, der bygger på mænds foragt. De hader os ikke på grund af vores frihed, sådan som den slidte amerikanske kliché lød efter 11. september. Vi har ingen frihed, fordi de hader os.

Mona Eltahawy er født egyptisk og opvokset i Egypten og Saudi-Arabien og bor i dag delvist i USA, delvist i Egypten. Eltahawy har som muslimsk feminist (eller feministisk muslim, om man vil, eller måske mere passende bare feminist og muslim) i flere år været en markant stemme i kritikken af kvinders forhold i den arabiske verden og af reaktionære fortolkninger af islam.

Og Eltahawy er ikke bare en priviligeret “café-latte”-feminist, der tillader sig at have de rigtige holdninger på sikker afstand af den virkelighed, hun kritiserer. I 2011 blev hun således selv anholdt af egyptisk politi i forbindelse med sin dækning af opstanden på Tahrir-pladsen i Kairo. Politiet tævede hende, brækkede begge hendes arme og krænkede hende seksuelt under anholdelsen.

Mona Eltahawy. Håret har hun farvet rødt i protest, siden hun i 2011 blev anholdt, tævet og krænket seksuelt af det egyptiske politi.

Det rystende i Eltahawys bog består i omfanget af eksempler og dokumentation. Bogen er skrevet som en blanding af Eltahawys personlige beretning, små anekdotiske historier om kvinder, hun har talt med eller læst om, samt en stor mængde statistiske fakta bundet sammen af et sociologisk-analytisk perspektiv.

Der er mange gruopvækkende eksempler på for eksempel den udbredte praktiseren af lemlæstelse af piger og kvinders genitaler (det, der med en misvisende eufemisme ofte omtales som kvindelig “omskæring”), eksempler på voldtægt og andre former for seksuel krænkelse som systematisk magtmiddel begået i både hjemmene, på gaderne og af staten og eksempler på andre former for vold fra systematiske tæv til mord. Og så er der de mange eksempler på, hvordan kvinder i stort set alle arabiske lande er stillet ringere retsmæssigt, i forhold til familieret, strafferet, arbejdsret mv.

Der er for eksempel historien om den femårige pige Lama fra Saudi-Arabien. Hun blev indlagt på hospital den 25. september 2011 og døde to måneder efter. Hendes far, en tv-kendt gejstlig, “slog Lama med spanskrør, brændte hende med elektriske kabler, knuste hendes kranium og flåede hendes negle af. Han voldtog hende også gentagne gange, ‘alle steder’, ifølge socialrådgiveren på det hospital, hvor Lama blev indlagt.” Hvorfor? Hendes far havde “mistanke om”, at den femårige pige ikke længere var jomfru. En saudisk domstol dømte faren otte års fængsel og ottehundrede piskeslag. Af denne dom afsonede han dog kun tre måneder, før en islamisk dommer omstødte kendelsen i henhold til islamisk lov, efter at faren havde betalt blodpenge til pigens mor.

De enkeltstående eksempler er i deres natur enkeltstående. Men Eltahawy supplerer dem med referencer til en stor mængde af undersøgelser, der peger på omfanget af den undertrykkelse, der finder sted (ikke alle referencer opfylder de krav, der ville blive stillet i et videnskabeligt tidsskrift, men der er nok til, at det samlede billede holder, selv om enkelte af de refererede undersøgelser skulle vise sig at være mindre valide).

Et par eksempler: 52 procent af alle piger i Yemen bliver gift, før de er fyldt 18 år (og ofte med langt ældre mænd), og 14 procent, før de er fyldt 15 (ifølge Human Rights Watch og statslige data fra Yemen). 86,5 procent af alle sauidiske mænd giver ‘kvinders overdrevne brug af makeup’ skylden for et stigende antal seksuelle overgreb på kvinder i Saudi-Arabien (ifølge en undersøgelse foretaget af Kong Abdul Aziz Center for National Dialogue i Riyadh). Ifølge en artikel i The Jordan Times fra september 2014 anslås det, at op mod 95 procent af alle voldtægtssager i Jordan ‘løses’ ved, at det kvindelige offer bliver gift med sin voldtægtsmand. Og sådan bliver Eltahawy ved.

Det analytiske perspektiv er bogens svageste side. Jeg kunne godt have ønsket mig, at Eltahawy var dykket mere ned i de historiske, sociologiske og politiske forudsætninger for de patriarkalske forhold. Men det kan på den anden side dårligt lægges Eltahawy til last, for det er ikke hendes primære ærinde.

Hendes er ærinde er politisk-aktivistisk: Målet er at få os – de kvindelige og mandlige læsere i den vestlige verden, men ikke mindst kvinder i den arabiske verden – til at se. Se uretfærdigheden og undertrykkelsen og de systematiske og vilkårlige overgreb mod kvinders kroppe, der begås hver dag, muliggjort og understøttet af et giftigt patriarkalsk mix af kultur, religion og statslige institutionelle magtstrukturer. Og dernæst handle på grundlag af det, hun viser.

Eltahawys politiske opråb er på mange måder en revitalisering af de vestlige feministers slagord fra 1970’erne: Det personlige er det politiske, det politiske er det personlige.

I dag kan jeg se, at det politiske aldrig for alvor vil forandre sig, hvis det ikke bliver ledsaget af en parallel kamp i den private sfære – den dobbelte revolution.

Eltahawy er ikke meget eksplicit om det, men hun henter tydeligvis i det hele taget meget inspiration i kvindekampene i Vesten i det 20. århundrede. Men ikke kun herfra: En interessant detalje i bogen – som var ny viden for mig – er, at Mellemøsten faktisk har sin egen feministiske tradition, som Eltahawy kan gribe tilbage til og lade sig inspirere af. Her kan for eksempel nævnes Huda Shaarawi, feminist og grundlægger af Egyptens kvindebevægelse, som helt tilbage i 1923 kastede sit ansigtsslør i en offentlig demonstration.

Eltahawys politiske anklageskrift ikke er et angreb på islamisk religion som sådan, som mange islamkritikere sikkert ellers gerne ville tage hende til indtægt for. Eltahawy er selv muslim og slår til lyd for en moderne fortolkning af islam, der stiller mænd og kvinder lige – og her står hun på linje med mange andre liberale, moderne muslimer. Og det er en pointe hos hende, at de kvindeundertrykkende mekanismer, hun finder i den arabiske verden – for eksempel i form af den patriarkalske ideologi, der har helliggørelsen af den forkætrede mødom som et omdrejningspunkt – går på tværs af religioner i regionen:

Jomfruelighedens gud er populær i den arabiske verden. Det spiller ingen rolle, om man er troende eller ateist, muslim eller kristen – alle tilbeder jomfruelighedens gud. Der bliver gjort alt, hvad der er muligt for at holde mødommen […] intakt. På dette alter ofrer vi ikke kun vores døtres kropslige integritet og ret til nydelse, men også deres mulighed for at opnå retfærdighed i forbindelse med seksuel vold.

Men Eltahawy er på ingen måde blind for, hvordan islam bruges til at legitimere kvindehad og indoktrinere mænd og kvinder, og hvordan de specifikke, religiøse praksisser, der dominerer Mellemøsten i dag også i høj grad er en del af problemet. Religionen, familien, mændene på gaden og staten udgør ifølge Eltahawy et patriarkalsk kompleks (selv om hun ikke lige bruger det begreb), som arbejder sammen om at reducere kvinders ejerskab over deres egne kroppe og installere en skamfølelse i kvindernes sind, der fungerer som kontrolmiddel.

Hvis en politimand, der står ved siden af kabaen i Mekka, gramser på mine bryster, hvilke chancer har jeg da for at klage over det og få nogen til at gøre noget ved det? Man lærer lynhurtigt at tie og skamme sig.

Spørgsmålet om det islamiske tørklæde eller slør er prekært i den europæiske debat – og også i den arabiske. Og det gælder uanset, om der er tale om hijab (det mest almindelige tørklæde, som dækker håret og halsen, men lader ansigtet frit) eller de forskellige varianter af heldækkende slør (niqab og burka).

For Eltahawy er der imidlertid ingen tvivl: Tørklædet eller sløret er i alle sine varianter grundlæggende et redskab, der bruges til at kontrollere og undertrykke kvinder. Hun støtter derfor de lande, der politisk har vedtaget forbud mod brug af tørklæde i offentlige bygninger (som f.eks. Frankrig). Dog betragter hun det som foruroligende, at forbuddene næsten alle steder er drevet af en fremmedfjendsk højrefløj. De “stjæler problemet” og gør det for mange svært at se forbuddene som “dét, de i virkeligheden er: en kamp for kvinders rettigheder.”

Afslutningsvist: Hvad kan kvinder (og mænd for den sags skyld) i andre dele af verden gøre for at alliere sig med arabiske kvinders kamp? Eltahawys opfordring er, at kvinder og mænd rundt om i verden fokuserer på at bekæmpe kvindehad og -undertrykkelse i deres egne samfund. Synspunktet synes at være, at man ikke kan kæmpe andre kvinders kamp:

Jeg holder på min ret til at kritisere både min kultur og min tro på en måde, som jeg ville afvise, hvis den komme fra en udenforstående. […] Kvindehadet er ikke forsvundet nogen steder. Det udgør snarere et spektrum, og vores eneste mulighed for at udslette det globalt er, at vi hver især afslører og kæmper imod lokale versioner af det, i forståelsen af, at vi ved at gøre det fremmer den globale kamp.

Det synspunkt kan have noget for sig – bare danske feminister dog ikke måtte bruge det til at legitimere den golde kamp for kvoter til bestyrelsesposter, som kvindesagen i Danmark nogle gange synes degenereret til.

Mange af synspunkterne i Jomfruhinder og hijab har Mona Eltahawy fremført tidligere i foredrag og artikler, hvor en del kan læses via hendes hjemmeside www.monaeltahawy.com

Forlaget People’s Press skal have ros for så hurtigt at have gjort bogen tilgængelig på dansk (den udkom første gang i USA i april 2015). Men måske er det alligevel også gået lidt for hurtigt med Marie Kopps oversættelse: Der er lidt for mange klodsede formuleringer, som smager lidt af ‘undersættelser.’ Men nuvel, det er ikke værre end, at bogen stadig er letlæst.

Og under alle omstændigheder er bogen vigtig læsning.

K's vurdering: