Jeg ville virkelig gerne have kunnet give denne bog en god anmeldelse. Det er bare ikke muligt. Disse historier fra Laos er alle jammerligt kedsommelige. Men ufrivilligt interessante som eksempler på, hvordan der stort set aldrig kommer god litteratur ud af intentioner om at skrive politisk opbyggelig fiktion.

Dette er den første samling af moderne laotiske noveller udgivet nogensinde på engelsk (eller noget andet sprog, jeg kan forstå). Og efter hvad jeg har kunnet opspore på nettet, er det stadig den ene af til dato kun to udgivelser af moderne litteratur fra Laos på engelsk (den anden er novellesamlingen When the sky turns upside down af de to laotiske søstre Douang Champa og Dekked). Der er skrevet romaner i Laos, men ingen af dem er oversat. Derudover er kun oversat enkelte klassiske tekster fra laotisk folklore.

Der var således ikke meget at vælge imellem, da jeg skulle finde en bog fra Laos til mit projekt om at læse verden rundt. Outhine Bounyavongs Mother’s Beloved fandt jeg frem til via andre bogbloggere interesseret i bøger fra litterært obskure lande, og disse andre syntes heller ikke at have haft held med at finde frem til andet.

Outhine Bounyavong (f.1942) betegnes i omtalerne på nettet og i bogens forord som en af Laos’ fremmeste moderne fiktionsforfattere igennem mange år, så jeg havde visse forventninger til de fjorten korte historier i denne samling. Når han tilbage i 1990 blev udvalgt som den første og eneste laotiske forfatter til oversættelse og udgivelse i USA, måtte der da være en vis kvalitet over værket.

Slemt skuffet blev jeg. Alle novellerne er små, “opbyggelige” fortællinger fortalt i et simpelt, næsten naivt sprog med en morale, der bliver serveret med en klaphammer midt mellem øjnene. Her kigger man forgæves efter litterært raffinement eller subtilitet i handling eller personskildringer.

Man må naturligvis gøre sig den overvejelse, om en del af forklaringen på, at disse historier ikke taler til mig, kan være en kulturel barriere. Det kan jeg i sagens natur ikke svare autoritativt på al den stund, at jeg aldrig har været i Laos (kun kigget over på landet fra den thailandske side af Mekong-floden, og det batter nok ikke rigtigt i denne sammenhæng …), ikke kender noget særligt til laotisk kultur og kun har et overfladisk og ret gennemsnitligt kendskab til landets historie for slet ikke at nævne litteratur.

Jeg tror nu ikke, at det er dét, der er miseren. Til gengæld kan de politiske rammer for tilblivelsen af moderne laotisk litteratur have noget at sige. I Peter Korets oplysende introduktion til novellerne, Contemporary Lao Litterature, kan man blandt andet læse, at under det kommunistiske regime i Laos var forfatterne typisk statsansatte, og udgivelsen af fiktion i bøger og aviser (hvor de foreliggende noveller alle oprindeligt er trykt) var under alle omstændigheder underlagt politisk kontrol.

Og som kollegerne i andre kommunistiske regimer udmærkede magthaverne i Laos sig ikke ved at være tilhængere af litterær subtilitet og tvetydighed, som tværtimod blev betragtet som politisk undergravende. Sand litteratur er opbyggelige historier for folket om folkets solidaritet med folket og regimet.

På den baggrund kan jeg mobilisere en vis – pligtskyldig – interesse for novellerne i Mother’s Beloved som litteraturhistoriske vidnesbyrd om vanskeligheden ved at producere kvalitetslitteratur under sådanne politiske betingelser. Hvis man skulle lide under den slags interesser kan man måske have noget ud af at læse den nævnte introduktion suppleret af en enkelt eller måske to af Outhines historier som illustration (vælg bare en hvilken som helst af dem, de er nogenlunde lige ringe).

Der er for eksempel historien om den unge mand, der synes, det er hårdt at cykle, men så lærer han glæden ved uselvisk at kunne hjælpe andre at kende, så nu stopper han altid og tilbyder fremmede et lift bag på cyklen (bortset fra unge kvinder, som kunne risikere at tage anstød).

Der er historien om skomageren, der går og bander over, at en kunde ikke har hentet sine fine lædersko, som om han indleverede til en dyr reparation, men så kommer kunden endelig tilbage som krøbling med kun ét ben, som han viser sig at have mistet som frivillig i den store patriotiske fædrelandskrig mod Thailand. Og så bliver skomageren rigtignok flov og giver veteranen de reparerede sko uden regning, mens han glæder sig over endelig selv at kunne yde et bidrag til fædrelandskrigen (morale: alle blandt folket kan bidrage).

Og der er historien om den fattige pige, der aldrig bliver budt op til dans, fordi hun ikke har råd til fine bluser, men så er der alligevel en ung mand, der danser med hende, og senere opdager hun, at han var medlem af den revolutionære garde, og det var derfor, at han kunne se lige ind i hendes sande kvaliteter, mens de rige, overfladiske, unge piger, der før havde succes, nu efter revolutionen er flygtet fra landet eller kommet i opdragelseslejr på en isoleret ø i en sø (og det bekommer dem ret, forstår man).

Og sådan er det hele vejen.

De amerikanske udgivere af samlingen (første gang i 1990, siden genudgivet i 1999) har gjort sig store antrengelser med udgivelsen: Bogen er trykt med den engelske oversættelse på højresiderne og den laotiske original på venstresiderne, den kommer med et forord til både 1990- og 1999-udgaven, og rummer som nævnt også en omfattende introduktion til moderne laotisk litteratur. Til gengæld har de glemt at anføre årstal og kilde til de oprindelige historier (det oplyses kun, at de oprindeligt har været trykt i laotiske aviser).

Tja. Jeg sniger mig alt i alt op på halvanden stjerne, som alene gives for den kultur- og litteraturhistoriske interesse, det er mig muligt at mobilisere.

• Lignende indlæg

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Tomás González: Det vanskelige lys

César Aira: The Seamstress and the Wind

César Aira: The Little Buddhist Monk