Christian Aziz debuterer som skønlitterær forfatter med en interessant og sympatisk beretning fra danske soldaters deltagelse i den internationale bekæmpelse af somalisk pirateri i farvandene ud for Afrikas Horn i 2008.

Romanen fortælles i to parallelle spor: Dels er der historien om den danske sprogofficer Thomas, der efter endt uddannelse sendes på sin første aktive mission mod pirateri i Aden-bugten ud for Somalias kyst. Dels hører vi sideløbende om den unge somaliske fisker, Abdi, der uafvidende hverves som pirat.

Christian Aziz (f. 1981) har selv en baggrund som sprogofficer i arabisk, og han deltog i Danmarks første mission mod pirateri som tolk og kulturel rådgiver ombord på det danske krigsskib HDMS Absalon i 2008.

Romanens danske hovedperson deler mange træk fra forfatterens egen biografi, og under læsningen får man i det hele taget indtryk af, at ikke bare de ydre historiske omstændigheder, men også mange enkelte optrin og personer i bogen er hentet fra Aziz’ egne oplevelser. Dette bekræftes også i et vist omfang af forfatteren i et kort efterskrift.

Christian Aziz (f. 1981)

Forfatterens egen nærhed til de begivenheder, der former kernen i romanen, er både en styrke og en svaghed. Den er en styrke, fordi den er med til at give romanens beskrivelser af livet på det danske krigsskib en høj troværdighed. Man føler sig som læser ikke i tvivl om, at Aziz’ beskrivelser af rutinerne og kulturen på skibet stammer fra en forfatter, der ved, hvad han skriver om.

Men det er muligvis også en ulempe. Det er som om, forfatterens – i sig selv for så vidt sympatiske og prisværdige – mission om at skildre de faktiske forhold i Aden-bugten korrekt og realistisk stiller sig lidt i vejen for at fortælle den gode historie.

De mest medrivende passager i romanen er således kapitlerne om den fiktive figur Abdi, som fungerer langt bedre dramaturgisk end sporet om Thomas. Måske netop fordi der her er tale om en helt fiktiv figur, som har givet Aziz mere spillerum til at skrue en velfungerende fortælling sammen? Eller også er det slet og ret fordi, det er lettere at fortælle en spændende historie om en somalisk fiskerdreng, der indrulleres i pirateri, end der er at dramatisere en i bund og grund lidt kedelig hverdag for sømænd på et dansk krigsskib?

Christian Aziz har åbenlyst noget på hjerte med sin roman. Udover at fortælle en god historie vil han også formidle noget af sin viden om livet på et dansk krigsskib og ikke mindst sin viden om somaliske forhold.

Hen mod romanens slutning får den danske sprogofficer en tankevækkende lektion fra skibets somaliske tolk i forskellene – eller rettere lighederne – mellem den somaliske klanstruktur og europæiske stater:

Den store forskel på somaliere og europæere er ikke klanerne. Det er den store lighed […]. På Afrikas Horn lever én slags mennesker af samme race blandt hinanden. De lever i grupperinger sammen med dem, de nu engang bedst forstår og deler historie med. Nogle gange slås de indbyrdes, og deres love reguleres til dels af dem selv i grupperingerne og til dels af de love, der gælder for dem alle sammen […] I Europa lever en anden slags mennesker af samme race blandt hinanden. De lever også i grupperinger sammen med dem, de nu engang bedst forstår, og som de deler historie med. Nogle gange slås de indbyrdes, og deres love reguleres til dels af dem selv i deres grupperinger og til dels af de love, der gælder for dem alle sammen.

En relevant, omend selvfølgelig forsimplet, pointe med adresse til den holdning, som man ofte støder på i blandt andet den danske politiske debat, om at fjerne samfund som det somaliske er styret af normer og traditioner, der er grundlæggende og radikalt inkommensurable med de vesteuropæiske. Det er de måske også i en lang række henseender, men pointen hos den somaliske tolk og Aziz er, at forskellene mellem Somalia og Europa mere handler om manglen på ressourcer end om den somaliske klanstruktur. Det kan man godt tygge lidt på.

Christian Aziz skriver for så vidt udmærket – sproget flyder for det meste godt, og romanen er let at læse. Jeg savnede dog noget dybde, kant og nerve i personskildringerne. Personerne blev aldrig rigtig vedkommende for mig. Og måske blev jeg derfor heller aldrig for alvor grebet af handlingen, heller ikke i de dramatiske passager.

Samlet set imidlertid slet ikke nogen ringe roman, som dog først og fremmest skal læses for Aziz’ fint formidlede førstehåndsindsigt i forholdene for danske søfolk på piratmission og for hans viden om Somalia.

Bogen er venligt tilsendt som anmeldereksemplar fra forfatteren.

K's vurdering: