Ak Welpasar: The Tale of Aypi

En lille roman fra Turkmenistan om opbrud af traditioner i en lille fiskerlandsby i sovjettiden – med spøgelseselementer. Interessant, men ikke uden problemer.

Ak Welpasar (f. 1956) er formentlig Turkmenistans internationalt kendte forfatter. Måske fordi han er den eneste (eller ihvertfald en af ganske få) turkmenske forfattere, som er oversat. I fødelandet er han imidlertid på den sorte liste og en erklæret “statsfjende nummer ét” på grund af hans mangeårige kritik af de massive økologiske problemer i Centralasien som følge af store, systematiske giftudslip fra industrien. Welpasar emigrerede i 1993 med sin familie til Sverige, hvor han, så vidt jeg har kunnet opspore, stadig bor i dag. Mange af Elpasars romaner er fortsat forbudte i Turkmenistan. Det gælder også The Tale of Aypi, som er udgivet første gang i 2012 på turkmensk og sidenhen på engelsk i 2016.

Historien i den lille roman udspiller sig i den periode, hvor Turkmenistan var en republik i det hedengangne Sovjetunionen. Vi er i en lille fiskerlandsby ved Det Kaspiske Havs kyst. Her har beboerne fået at vide fra centralmagten, at de skal forflyttes til byen, da der skal bygges et eksklusivt sanatorium på den kyststrækning, hvor fiskerlejet ligger.

De fleste af fiskerlejets beboere har valgt resignationen og har indstillet sig på at adlyde ordren og flytte til byen. Også selv de er bevidste om, at landsbyens hsitorie og traditioner dermned går sin opløsning i møde. Kun en enkelt egenrådig fisker, Arraz, trodser myndighederne og resten af landsbyen. På trods af at der er udstedt fiskeriforbud, stævner han troligt ud på havet hver morgen – til hans kones stadigt stigende bekymring.

Parallelt med det jordnære og realistiske portræt af fiskerlandsbyen fortælles også en slags spøgelseshistorie om den unge kvinde Aypi, som i følge landsbyens egen mytologi for flere århundreder siden blev uretfærdigt henrettet ved drukning i havet.

I den nutidige opbrudstid for landsbyen vågner Aypi fra sin lange dvale på havets bund og stiger op til overfladen som spøgelse. Her flagrer hun rundt i landsbyen og hvisker (eller mestendels råber) feministiske slagord i ørerne på landsbyens mere eller mindre sølle mænd og gør dem helt forvirrede i hovederne:

“Self-satisfied, pathetic wretches! You dare to judge women? You, the source of wisdom?! The judges of right and wrong? You, who see an unattached woman and stalk after her without a thought of your household, wife or children? Predators! You won’t settle everything, no! Remember, if men are the bulwark of nations, women are the bulwark of life!”

Isoleret set er det såmænd en meget sjov idé at lade en uretfærdigt behandlet kvinde vende tilbage som spøgelse og skabe rav i landsbyens patriarkat.

Jeg havde imidlertid svært ved at få historien om Aypi til at hænge sammen med den – langt mere interessante – historie om truslerne mod landsbysamfundets traditioner fra såvel den sovejetiske, totalitære statsmagt som storbylivets fristelser og løfter om bedre materielle forhold.

Som samlet roman betragtet kunne Legenden om Aypi paradoksalt nok have taget sig bedre ud uden legenden om Aypi.

Historien fortælles primært gennem dialog mellem landsbybeboerne eller via et kig ind i deres tanker, idet personperspektivet går på skift. Det har den styrke, at det giver Welpasar mulighed for at levere et nuanceret portræt af de forskellige beboeres syn på de foranderlige tider og deres motivationer for at træffe de valg, de træffer. Svagheden er, at det gør det vanskeligere for Welpasar at fastholde et konsistent fokus i romanen, som fremstår lidt flagrende i kompositionen.

The Tale of Aypi vinder således på sit portræt af et lille turkmensk fiskersamfund i sovjettiden, men som samlet roman synes jeg ikke, at den fungerer rigtig godt.

The Tale of Aypi er, så vidt jeg har kunnet afdække, den første roman af en turkmesk forfatter, skrevet på turkmensk, som er blevet oversat til engelsk. Den er ikke oversat til dansk, men foreligger i svensk udgave, hvis man foretrækker det frem for engelsk. Med den sætter jeg flueben ud for Turkmenistan i min bestræbelse på at læse en bog fra hvert land i verden.

K's vurdering: