Laura Sintija Černiauskaitė: Breathing into Marble

Litauisk, psykologisk gyser og familiedrama har stærke elementer og evner at berøre undervejs. Romanen taber imidlertid på et lidt for anstrengt og selvbevidst forsøg på at skrive finlitterært.

Litauiske Laura Sintija Černiauskaitė (f. 1976) vandt EUs litteraturpris i 2009 for romanen Breathing into Marble (opr. 2006, på engelsk i 2010 ved Marija Marcinkute). Det er en roman om en kvindes følelsesmæssige opløsning, om familiebånd, kærlighed, svigt og tab.

Handlingen i romanen er centreret om den følelsesmssigt ustabile kvinde Isabella, som adopterer en seksårig dreng fra et børnehjem. Drengen viser sig imidlertid at have for mange traumer med sig fra sin ukendte fortid til, at Isabella – som selv har en traumatisk barndom i bagagen – og hendes mand kan håndtere ham, og adoptionen er med til at generere en krise i deres forhold og en eksistentiel krise for Isabella.

Det ender i en blodig tragedie, hvor drengen dræber sin lidt ældre adoptivbror, Isabellas biologiske søn, med en kniv (og bare rolig, herved har jeg ikke røbet for meget, for dette dramatiske højdepunkt i historien får vi som læsere allerede serveret på romanens første sider, hvorefter den springer tilbage til forhistorien).

Især i den første halvdel af romanen lykkes det Černiauskaitė at etablere en ubehagelig, krybende uhyggelig, grænsende til skræmmende stemning, og jeg kunne som læser ikke undgå at blive følelsesmæssigt berørt. I den halvdel taber romanen dog lidt fokus, og min interesse for historien og personerne svandt, samtidig med at min irritation over Černiauskaitės stil steg.

Mit største problem med Breathing into Marble er således sproget. For min smag er Černiauskaitės sprog overpyntet i en grad, der nærmer sig det prætentiøse og selvsmagende. Sproget i romanen bærer således præg af en forfatter, der er meget bevidst om sit eget sprog og meget optaget af skrive vældig “litterært.”

Det betyder i dette tilfælde blandt andet, at teksten er i urimelig grad overlæsset med metaforer. Heraf er nogle velvalgte og rammende og bidrager til at uddybe, præcisere eller åbne for tekstens betydninger – sådan som den gode metafor kan. Men endnu flere af dem er desværre bare fortænkte og anstrengte og i vejen for sig selv. Og især er der alt for mange.

Et eksempel:

Imperceptibly, above them, an autumnal heaviness gathered like invisible tears. The trees knitted themselves into a dense necklace on either side of the road. The tops of the trees flashed bloodily. Light seeped through the baroque ornamentation of cloud. Above the miserable plains clusters of the cloud hovered like the broken sculptures of enormous angels – slivers of marble with light blue seams gleamed in the September sun.

Man kan godt klare et enkelt afsnit eller to i den stil, men når meget store dele af teksten er skrevet sådam, så bliver det anstrengende og i sidste ende bare kedeligt.

Et andet og særlig stygt eksempel er følgende uddrag af en længere erotisk scene, hvormed Černiauskaitė må skrive sig ind i førerfeltet blandt de ellers mange kandidater til prisen for den mest kiksede og klichefyldte af slagsen i litteraturen:

From deep within a silent nectar oozed from Isabel. […] The honey stirred, rippled and oozed. Her honeycombs bubbled and yielded as she allowed him to take her. […]
And they were both quiet for a second, before the explosion which was rising already from within their cells . . . . . . and then a sudden dive . . . . . . . . . .
And a fainting throb spread through the tissue . . . . . .
A dive . . . . .
And a mouth open like a shell as it spits out the pearl . . . . .
A dive . . . . . . . . . . . . . . . . . .
And the heavenly cork shot out and rose with a whistle, their howling bones vibrating to the frequency of the light and then the waning into one another . . . . . . . . . .
and then . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
the deathly ball rolled forward with a tremendous speed along the corridors of bliss . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nej, vel?

Jeg læste bogen til ende, og jeg læste skam alle ordene, men Černiauskaitė tabte mig omkring midtvejs. Det gør det ikke nødvendigvis til en decideret dårlig bog, men det var ikke lige min stil.

En relativt ung, kvindelig, litauisk forfatter med adskillige litteraturpriser bag sig: Jeg havde pæne forventninger til Laura Sintija Černiauskaitės Breathing into Marble som repræsentant for Lithauen i min litterære verdensrundrejse, men helt indfriet blev de ikke, som det fremgår ovenfor.

K's vurdering: