Hvis man stopper op og tænker over det, så har jeg i grunden læst forbløffende få taiwanesiske, postmodernistiske LGBT-highschoolromaner gennem tiden. Det synes jeg så nok, at jeg har rådet bod på nu.

Den taiwanesiske forfatter Qui Miaojin (1969-1995) begik selvmord i 1996 som blot 26-årig. Inden da havde hun nået at markere sig som en ny lovende stemme inden for taiwanesisk litteratur, og som person samtidig tiltrukket sig en del opmærksomhed ved at være åbent lesbisk – i en periode i Taiwans nyere historie, hvor lesbiske var udsat for hetzlignende tilstande i offentligheden.

Udover en række noveller efterlod Qiu sig to romaner, Notes of a Crocodile (opr. 1994, på engelsk ved Bonnie Huie i 1997) og Last Words from Montmartre (posthumt udgivet i 1996, på engelsk ved Ari Larissa Heinrich i 2014), som angiveligt skulle have opnået kultstatus i Taiwan efter hendes død.

Jeg har læst den første – af ingen andre grunde, end at jeg faldt tilfældigt over den i en boghandel og blev lokket af det skægge omslag og den lovende titel, samtidig med at den kunne udfylde den tomme plads ud for Taiwan på min verdenslitteraturlæseliste.

Romanen er ikke uden kvaliteter, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den hype, den har været omgærdet af, i højere grad skyldes forfatterens – i Taiwan – kontroversielle åbenhed om sin seksualitet, både i og uden for romanen, og hendes efterfølgende selvmord, og i mindre grad skyldes romanens litterære kvaliteter i sig selv.

Notes of a Crocodile giver sig i sin form ud for at være otte notesbøger udfyldt af romanens navnløse jeg-fortæller (som vi kun kender under kælenavnet Lazi, som hun får undervejs).

Tidsmæssigt udspiller romanen sig over fortællerens fire år i highschool (jeg kender ikke til Taiwans skolesystem og er ikke klar over, i hvilket omfang, oversætteren har tillempet beskrivelsen til amerikanske læsere, men man får i romanen det indtryk, at systemet er bygget op ligesom det amerikanske). “Noterne” springer noget frem og tilbage i tid, men overordnet er der en tidsmæssigt fremadskridende trend i bogen.

Handlingen er centreret omkring fortællerens og hendes venners på forskellig vis smertefulde forsøg med kærligheden og med afsøgningen af deres seksuelle identitet og identitet i det hele taget – alt imens de kun lige akkurat passer deres skolegang.

Qiu Miaojin (1969-1995). Foto fra forfatterens goodreadsrprofil.

Noget af teksten er holdt i almindelig fortællende stil i retrospektivt lys, andre dele har form af dagbogsnotater og atter andre af brevudvekslinger mellem fortælleren og hendes elskede.

Med løs hånd er der også spredt en række korte kapitler om “krokodillen,” der giver bogens dens titel. Det er en serie små, absurde tekster om et samfund, hvor der opstår en hadstemning mod krokodiller – uagtet at de færreste nogen sinde har set en krokodille eller overhovedet ved, hvad det er, eller hvorfor den skulle være farlig. Men må forstå, at krokodillerne bevæger sig rundt i blandt os iført menneskedragter, så man ikke umiddelbart kan genkende dem.

Krokodillerne og hetzen mod dem er i romanen selvfølgelig en metafor for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter og samfundets syn på dem. I starten syntes jeg, at det var et meget sjovt påfund, men hurtigt bliver krokodillemetaforen egentlig lidt ligegyldig og fremstår samlet set ret banal. Qiu får ikke rigtig så meget ud af den, og romanen kunne sagtens have været krokodillen foruden.

Romanen kunne frem for alt også sagtens have været kortere. Det kan godt være, at det er min alder, der spiller ind her, men det må den så bare gøre, for jeg havde altså svært ved at fastholde interessen over mere end 240 sider for highschoolpigernes og -drengenes store eksistentielle kriser.

Der er noget meget ungt over fortællerens og hendes venners problemstillinger, deres kærlighedssorger, deres eksistentielle livskriser og deres selviscenesættende, dramatiske optagethed af døden og den slags.

Misforstå mig ikke, jeg er ikke helt så gammel, at jeg ikke kan huske, at det jo er sådan, det er at være ung, og det er der jo ikke noget galt i. Og der er slet ikke noget galt i, at en ung forfatter skriver om at være ung. Men der er noget galt i, at der går tomgang i den over så mange sider, som tilfældet er her.

Dertil kommer, at teksten lidt for ofte skrider ud i det floromvundent patetiske. Eksempel:

I’d taken everyone I loved and killed them off in my heart, one by one. I’d long been tending their graves – secretly visiting and mourning during the day, going out and erecting a cross on starry nights, lying inside and awaiting my own death on starless nights. That was my Atlantis, the kingdom I’d built in the name of separation.

Og sådan bliver ved side efter side. Ligheden med den selvoptagede og selvhøjtideligt sortseende senteenagepiges dagbog er for stor til, at jeg har tålmodighed til at læse så meget af det, som man bliver udsat for her.

Der foreligger selvfølgelig den fortolkningsmulighed, at Qiu i en passage som den ovenfor citerede bevidst ironiserer, og at disse afsnit skal læses som en slags pastiche over netop teenagerens hjerete/smerte-dagbog. Det kunne romanens form godt pege i retning af. Men det er bare kedeligt at læse alligevel.

Qiu indfanger til gengæld nærværende og nuanceret fortællerens eksistentielle livtag med sin seksuelle identitet. Man fornemmer gennem romanen hvor meget styrke, der har skullet til for at springe ud som lesbisk som knap tyveårig studerende. Og der er i det hele taget også andre passager i romanen, hvor Qiu demonstrerer, at hun har en god pen med potentiale (bedømt via Bonnie Huies oversættelse).

Romanen toner ud med en slags forsigtig optimisme fra fortællerens side. Som her i et kort fragment (i romanen angiveligt et uddrag af fortællerens “Suicide Studies,” som vi ikke i øvrigt hører andet til):

DEATH EXPERIENCE #2

I no longer think of myself as an unhappy person – quite the opposite. Admitting that I have problems is a mode of optimism, since every problem has a solution. Unhappiness is a lot like bad weather: It’s out of your control. So if I encounter a problem that even death can’t solve, I shouldn’t care whether I’m happy or unhappy, thereby negating both the problem and the problem of a problem. And that is where happiness begins.

Qiu Miaojin selv magtede tilsyneladende ikke selv at holde fast i optimismen. Eller også stødte hun ind i et problem, hun troede, at døden ville kunne løse. Ihvertfald begik hun selvmord i juni 1995, 26 år gammel. Omstændighederne er vist aldrig blevet helt klarlagt i offentligheden, men nogle kilder mener at vide, at hun stak sig selv ihjel med en køkkenkniv.

I det lys kan min kritik ovenfor af det, jeg opfatter som en irriterende ungdommelig selvoptagethed i romanen, måske godt fremstå noget hård, grænsende til det ufølsomme – for viser Qius selvmord ikke, at romanfortællerens problemer var mere og andet end almindelige teenagerkriser? Måske, men det ville være at bevæge sig ind i en psykologisk læsning af, hvad romanen siger om sin forfatter. Den vej prøver jeg at undgå ud fra den betragtning, at en roman skal kunne stå på egne ben, og at det mindst interessante ved en virkelig god roman er dens forfatter.

Jeg var alt i alt lidt skuffet over Notes of a Crocodile i sig selv, da jeg havde forventet andet og mere på baggrund af foromtalerne. Men det var ikke desto mindre interessant at stifte bekendtskab med et fænomen på den nyere, taiwanesiske, litterære scene.

• Lignende indlæg
• NYRB Classic

Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Tomás González: Det vanskelige lys

César Aira: The Seamstress and the Wind

César Aira: The Little Buddhist Monk

John Williams: Stoner