Ambitiøs og ikke helt uinteressant roman fra Ecuador, som imidlertid falder på for lidt handling og på en for selvbevidst skrivestil, der grænser til det litterært prætentiøse.

Vi er i Quito, Ecuadors hovedstad, i 1980. Ifølge bogens bagsidetekst handler Wolves’ Dream af ecuadorianske Abdón Ubidia (f. 1944) om fem mænd, der på trods af deres gensidige mistro til hinanden sammen planlægger et bankkup. Drømmen om hurtig rigdom udvikler sig imidlertid til et mareridt, da situation udvikler sig anderledes, end de havde kunnet forudse.

Så vidt bagsideteksten, der kunne forlede læseren til at tro, at der er tale om en slags spændingsroman i den klassiske bankrøverigenre. I så fald bliver man imidlertid slemt skuffet – eller positivt overrasket, alt afhængigt af litterært temperament.

Jo, planlægningen af bankkuppet er i et eller andet omfang en gennemgående handlingstråd. Faktisk er det den eneste samlende handlingstråd i romanen, men planlægningen og udførelsen af kuppet fylder ikke desto mindre forsvindende lidt. Hvis man læser for hurtigt vil det være lige før, at man kan overse det.

Romanens hovedfokus er derimod portrættet af de fem mænd, og den veksler fortællemæssigt mellem de fems perspektiver, inklusive en række tilbageblik på deres respektive forhistorier. Samtidig kan man med en vis ret sige, at romanen også er et portræt af byen Quito med dens vrimmel af liv og forskellige miljøer.

De fem hovedpersoner er alle skæve persontyper, som i romanen overvejende går under deres øgenavne: Der er de fire, småkriminelle venner, som dog ikke er mere venner, end de nærer en grundlæggende mistro til hinanden og kan finde på at tæve hinanden til lirekassemænd: Pusheren, The Turk; den rastløse og voldelige The Hawk; mekanikeren og familiemanden, The Maestro; og den polioramte klovnetype, The Cribble. Og så er der ophavsmanden til kupplanerne, bankfunktionæren Sergio, kaldet dokteren, som er den eneste, der i udgangspunkt ikke har berøring med det kriminelle miljø, men har andre udfordringer.

Personportrætterne er hver for sig egentlig ganske interessante i deres brogede sammensathed. Jeg formåede faktisk også at fatte en vis interesse for dem alle – omend jeg skulle mere end halvvejs ind i romanen, før det kom dertil.

Abdón Ubidia (f. 1944)

Romanen lider imidlertid af ihvertfald to store problemer:

Det ene er, at den ydre handling er for spinkel og for nedtonet til at kunne binde romanen sammen. 272 relativt tætskrevne sider er for meget uden en stærkere handlingstråd. Og hovedpersonerne er mest interessante som parallelle enkeltskæbner, mindre i deres samspil.

Det andet og største problem er skrivestilen. Ubidia vil frygtelig gerne skrive meget litterært. Frygtelig gerne. Det giver sig blandt andet udslag i lange passager, som tilstræber en mellemtilstand mellem prosa og poesi, men for mig mest fremstår overlæssede, alt for overlæssede. I andre lange passager forsøger Ubidia sig med en form for stream-of-conscioussnes-stil, hvor der er adskillige sider mellem punktummerne. Atter andre afsnit er omvendt bygget op af mange, helt korte sætninger, mange kun på et enkelt eller to ord.

Stilskiftene følger i et vist omfang, men ikke konsekvent, skiftet mellem personperspektiverne, men fra en rent sproglig betragtning fik jeg aldrig for alvor indtrykket af, at det var forskellige stemmer, der talte.

Jeg har det som læser helt fint med stilvariationerne som sådan. Problemet er, at det hele fremstår “overskrevet,” alt for selvbevidst, grænsende til sprogligt selvsmagende. Der er for mange anstrengte metaforer, for mange ord for det samme, i det hele taget bare alt for mange ord. Det bliver hurtigt trættende og i sidste ende kedeligt.

Et eksempel på stilen i form af et mere eller mindre tilfældigt nedslag i teksten:

I went into the night on Friday, an assailant without a victim, a guerilla without a war, a writer with nothing written, a bureaucrat in a bank by mistake, husband and father by mistake, unredeemed pariah now, both pursuer and pursued, I went hungering after love: a brand new lover, a brand new victim of betrayal, I went without knowing how to find a fleeting girl: my latest invention, a brutal bet, a redemptive, desperate, presumed turn toward a new life, the rest of my future, my undefiled place, my lost tenderness, my return to the beginning [osv., osv.].

Det går an i et afsnit af ovenstående længde, er endda helt okay, men det bliver anstrengende, når det fortsætter side efter side, og hele romanen er fortalt i samme stil.

Af de to ovennævnte problemer fødes et tredje, som romanen deler med mange andre: Den er alt for lang. Som nævnt er persongalleriet egentlig interessant nok, men der bruges for mange sider på at få dem karakteriseret, og for mange afsnit får en lidt episodisk, løsreven karakter. Jeg vil hævde, at romanen sagtens kunne have været skåret ned til det halve antal sider og derved været blevet dobbelt så god.

Nå, så fik Ubidia lige en bredside. Og måske er det mig, der er for kritisk eller kræsen. Ihvertfald kan jeg konstatere, at Ubidia flere steder anerkendes som en af de ypperste repræsentanter for moderne litteratur fra hjemlandet Ecuador. Hans pænt store forfatterskab tæller både romaner, noveller, teaterstykker, essays og videnskabelige artikler inden for litteraturforskning. Han modtaget adskillige litteraturpriser, blandt andet for netop Wolves’ Dream (opr. Sueño de lobos, 1986).

Med dét generalieblad kan jeg da godt selv få den tanke, at det måske var mig, der læste mig skævt ind på Wolves’ Dream og for hurtigt tabte tålmodigheden. Men sådan var min læseoplevelse. Jeg hører gerne om andres. Og i øvrigt også gerne om andre gode bud på skønlitteratur af ecuadorianske forfattere.

K's vurdering: