Carlos Fonseca: Colonel Lágrimas

Costaricansk-puertoricanske Carlso Fonsecas (f. 1987) eksperimenterende debutroman, Colonel Lágrimas, er sprogligt velskrevet, har verdenshistorisk vingesus og store både formmæssige og indholdsmæssige ambitioner, som dog desværre ikke indløses. Resultatet er for mig i sidste ende lidt småkedeligt.

Romanens hovedperson, “obersten” optræder uden navn i fortællingen (Lágrimas fra titlen er ikke hans navn, men betyder “tårer” på spansk), og han er i øvrigt heller ikke egentlig oberst i militær forstand. Det fremgår derimod, at figuren bygger løseligt på matematikeren Alexander Grothendiecks (1928-2014) livshistorie.

Og lad mig være ærlig: Når jeg skriver, at “det fremgår” af romanen, at den handler om Grothendieck, så mener jeg, at det fremgår af bogens bagsidetekst – selv havde jeg ellers aldrig gennemskuet dette, herunder først og fremmest fordi jeg ikke kan huske nogensinde at have hørt om denne excentriske, tysk-franske matematiker, der – ifølge Wikipedia, som jeg har måttet ty til – ellers af nogle angiveligt regnes for den muligvis største af slagsen i det tyvende århundrede.

Den virkelige Alexander Grothendieck, 1970. Foto: Konrad Jacobs, MFO

Læsere, der er interesseret i Grothendiecks bidrag til især den algebraiske geometri, kan henvises til ovenstående link til Wikipedia, det skal jeg ikke plage jer mere med her. Grothendieck er ikke desto mindre en ganske fascinerende person.

Grothendiecks produktion indenfor den rene matematik var enorm, men han havde samtidig i store dele af sin levetid et stærkt samfundsmæssigt, aktivistisk engagement. For eksempel afholdt han under Vietnamkrigen som en pacifistisk protest matematiske forelæsninger i skovene omkring Hanoi, mens byen blev bombet. En scene, som Fonseca i øvrigt vender tilbage til igen og igen i romanen.

Som 63-årig trak Grothendieck sig imidlertid tilbage fra verden og levede til sin død en eneboertilværelse i en lille landsby i Pyrenæerne, hvor han angiveligt flere gange var ved at sulte sig selv ihjel. Et af hans sidst udgivne værker, La Clef des Songes (Nøglen til drømme), var et mystisk skrift om atten såkaldte “mutanter,” som Grothendieck beundrede som visionære skikkelser i historien, herunder for deres mysticistiske, religiøse visioner.

Alexander Grothendieck portrætteret få måneder før hans død i 2014. Foto: Peter Badge / Typos 1. Fra www.investigacionyciencia.es.

Og det er her, Fonseca tager sit udgangspunkt for romanen. Her, hvor “obersten,” som Fonseca kalder sin figur, sidder i sine sidste dage og skriver som en vanvittig på et fragmentarisk værk om forskellige historiske personer, der skal blive en universalhistorie om alkymisme, mesmerisme, astrologi og andre hermetiske “videnskaber” – som en nøgle til civilisationshistorien i øvrigt.

Fonseca vil mange ting på én gang med romanen. Han vil gerne tegne et indlevet menneskeligt portræt af det aldrende geni, som han sidder dér i sit refugium kort før sin død, herunder fortælle historien om (en rent fiktiv, tror jeg) aldrig udlevet kærlighed til en kvinde.

Fonseca vil samtidig gerne bruge “oberstens”/Grothendiecks livshistorie som prisme for en fortælling om nogle af de store kulturelle, politiske og militære konflikter i det tyvende århundrede: Den mexicanske revolution, den spanske borgerkrig, Anden verdenskrig, Vietnamkrigen m.v.

Og ikke nok med dét, via den aldrende obersts skriverier om forskellige skikkelser i blandt andet alkymiens historie (hvoraf nogle er faktiske, historiske personer, har jeg kunnet søge mig frem til, mens andre synes at være rent fiktive eller sammenstykket af forskellige historiske personers levned – alle under alle omstændigheder helt ukendte for mig på forhånd) har Fonseca også som ambition at fortælle et stykke universalverdenshistorie med dels en feministisk vinkel, dels et fokus på forholdet mellem europæisk imperialisme og Latinamerika.

Og der er mange flere vinkler og historier i romanen end som så.

Endelig søger Fonseca at binde det hele sammen i en eksperimenterende form, hvor historien fortælles af et (næsten) altvidende “vi,” som bevæger sig usynligt rundt i oberstens hjem, kigger ham over skulderen, når han skriver, og prøver at forestille sig, hvad han (og nogle af bipersonerne) tænker og måtte have følt i afgørende situationer i livet.

Til sit litterære formål trækker Fonseca kun løseligt på den historiske Grothendiecks biografi. Han iblander en mængde fiktive elementer, herunder giver han obersten en anden far og mor, som ræsonnerer mere med verdenshistorien; han tilføjer den nævnte uforløste kærlighedshistorie og gør i den forbindelse obersten ugift og barnløs (mens den ægte Grothendieck havde adskillige børn med flere kvinder); og som en ironisk kommentar til den sene Grothendiecks livstruende fastekur gør han omvendt obersten til en uhæmmet grovæder. Det er alt sammen fint – romanen prætenderer ikke at være historie, men netop fiktion.

Projektet lykkes imidlertid ikke overbevisende for Fonseca. Jeg var ihvertfald ikke overbevist, og jeg blev på intet tidspunkt fanget ind af historien. Han vil for meget, og ingen af personerne, heller ikke obersten selv, kom nogensinde til at fremstå levende for mig.

Bogens bagsidetekst lover, at Fonsecas roman genlyder af det bedste af Borges, Calvino og Bolano. Tja, jeg kan måske ane en meget svag genlyd, men mest i form af Fonsecas meget store ambitioner med romanen, som jeg altså desværre ikke fandt fuldt indløste.

Jeg kan ikke helt huske, hvorfor jeg anskaffede mig bogen, som har stået i min reol i et stykke tid. Jeg kan ikke afvise, at jeg slet og ret er blevet charmeret af det sjove omslag og bogens tiltalende lille format (jeg er til fals for den slags). Men jeg gik i gang med at læse den i forhåbning om en fiktiv-historisk fortælling med idéhistoriske vinkler á la tyske Daniel Kehlmans fremragende debutroman, Opmålingen af verden. Her blev jeg, som det fremgår, desværre skuffet.

Fonseca skriver egentlig meget godt (i Megan McDowells oversættelse til engelsk). Der er en let, sprudlende friskhed over hans sprog og stil. Det bliver bare for meget og for anstrengende i længden. Især fordi jeg ikke rigtig synes, at stilen med dette spionerende “vi” bringer fortællingen nogen vegne. For mig blev den i det lange løb først irriterende og til sidst ligegyldig.

Jeg har vendt alle siderne i romanen, men den sidste halvdel af dem læste jeg meget hurtigt, må jeg tilstå. Det kan man så også godt, for selv om romanens temaer er tunge og for så vidt komplekse nok, så er Fonseca sprogligt set let at læse. Og da han igen og igen vender tilbage til de samme temaer og situationer, er det ikke så svært at følge med. Kun lidt svært at holde sig vågen.

I de seneste uger har min læsning fokuseret på spansksproget, primært latinamerikansk og i særlig grad argentinsk, litteratur. Det har været givende læsning, også selv om ikke alle bøger har været lige gode. Nu tror jeg til gengæld, at jeg for en stund vil lade de øvrige eksperimenterende, latinamerikanske forfattere i min reol med ulæste bøger (og bare rolig, der er mange flere, hvor de kommer fra) stå og sunde sig lidt, inden jeg vender tilbage. For nu trænger jeg til at læse noget helt andet.

K's vurdering: