Mikhail Bulgakov: En hunds hjerte

Herlig, gakket sovjetisk satire, som trods sine næsten 100 år på bagen sagtens kan læses med fornøjelse i dag, selv om tidens tand ikke er gået sporløst hen over den.

Forfatteren og dramatikeren Mikhail Bulgakov (1891-1940) har status som en af det hedengangne Sovjetunionens største satirikere. Af ham har jeg tidligere læst hovedværket Mesteren og Margarita (opr. 1928-1940), som jeg husker som vidunderligt rablende og aldeles udsyret.

Kortromanen En hunds hjerte har ikke det samme sprudlende, svulstige swung som Mesteren og Margarita, men den savner ikke gakkede eller satiriske kvaliteter.

En hunds hjerte er skrevet i Sovjetunionen i 1925. Bogen udkom imidlertid aldrig i Bulgakovs levetid. Satiren var for skrap, og bogen blev konfiskeret af KGB. Først i 1965, 25 år efter Bulgakovs død, blev den udgivet første gang (og i Sovjetunionen først i 1987). En hunds hjerte udkom på dansk i 1973 i oversættelse ved Georg Sarauw (forlaget Fremad) og siden genudgivet på forlaget Hovedland i 2006 i let revideret oversættelse ved Jan Hansen.

Historien er lige så enkel, som den er bizar: Den første del er fortalt fra gadehunden Shariks perspektiv. En aften tilkommer der hunden den tilsyneladende lykke at blive taget med hjem af den velbeslåede transplantationslæge Filip Filopovich Preobrazhenskij.

Hunden har et ret veludviklet intellekt, og selv om den nyder den gode mad, de varme omgivelser i lægens lejlighed og anerkendelsen fra de andre gadehunde ved at blive taget med på spadseretur i halsbånd, ved den jo nok, at den også har mistet noget:

“Nej – hvad nytter det at prøve at narre sig selv?” tænkte hunden og peb sagte og bedrøvet: “Min frihed får jeg aldrig igen. Jeg er blevet så vant til mit nye liv som herskabshund, som intellektuel. Jeg er kommet over på solsiden. Vel – når man tænker over det, hvad er frihed så? Et fata morgana, en dunst, en fiktion … Elendige demokraters hjernespind.”

Hvad hunden ikke er klar over, er, at den er udset til et videnskabeligt eksperiment. Cirka midt i bogen får lægen endelig fat i et passende, nyligt afsjælet, menneskeligt legeme, hvorfra han transplanterer kønsorganerne og hypofysen over i hunden.

Transplantationen får endnu mere vidtrækkende effekter, end lægen havde forestillet sig: I løbet af kort tid muterer hunden til et menneskelignende væsen, den rejser sig på bagbenene og begynder at udstøde bandeord og sovjetiske slogans og erklærer, at den nu lyder navnet Poligraf Poligrafovich (hvilket af én eller anden grund bare i sig er ret sjovt).

Til sin rædsel erkender lægen, at hunden via transplantationen af hypofysen har overtaget den menneskelige donors afstumpede personlighed. Og værre endnu: Poligraf Poligrafovich allierer sig snart med den bolsjevistiske huskomité i ejendommen, der vil udstykke lægens herskabslejlighed. Og tro mod de af sine rudimentære hundeegenskaber, Poligraf Poligrafovich stadig har i behold, får han job som kattefanger og -afliver.

Det er selvfølgelig alt sammen ret fjollet, men det er også ret sjovt. Både i sig selv som en lille groteske, men også som et stykke satire. Bulgakov skrev romanen på et tidspunkt i Sovjetunionens historie, hvor Josef Stalin allerede havde sat sig solidt på magten, omend han endnu ikke havde tiltaget sig den komplette diktatoriske magt. Og brodden mod det i 1925 endnu ret unge sovjetiske samfund og Stalin selv er ganske åbenlys.

Mikhael Bulgakov i 1928. Foto: Ukendt (Wikipedia)

Kortromanen kan således læses som en satire over den bolsjevikiske drøm om at skabe “det sovjetiske menneske” – her i form af at transplantere egenskaberne fra en grov, alkoholisk, forbryderisk voldsmand af en proletar over i en hund. Mere generelt kan den også læses som modernitetskritik, herunder især videnskabsoptimismen og den menneskelige ambition om at forme og underlægge sig naturen.

En særlig finesse er i øvrigt, at den menneskelige donor i historien i sit liv lød navnet Chugunkin, som (har jeg googlet mig til) kommer af det russiske ord for støbejern (chugun) – som næsten ikke kan være andet end en slet skjult reference til Stalin, hvis navn som bekendt kommer af det russiske ord for stål (stal).

Satiren som genre har ofte svært ved at stå imod tidens tand, fordi den i sin natur typisk er mere eller mindre tids- og stedbundet. Årene er heller ikke gået sporløst hen over En hunds hjerte, og jeg ville nok ikke selv havde fundet på at kalde den “et af det tyvende århundredes satiriske hovedværker,” som det hedder i bagsideteksten.

Jeg læste den nu ikke desto mindre med fornøjelse og et smil på læben, og jeg kan snildt anbefale den som den lille, pudsige groteske, den er i sig selv – men nok mest til den læser, der samtidig har en vis litteraturhistorisk interesse for perioden.

K's vurdering: