Hanus Kamban: Guldpigen

Grotesker, gotik, fantastik, eventyr og science fiction. Færøske Hanus Kambans novellesamling Guldpigen spænder genremæssigt vidt. Desværre er kun et par af historierne rigtigt gode, mens de andre hurtigt fortaber sig i glemsel.

De ti noveller i Guldpigen (opr. 2011, på dansk i 2012 ved Kirsten Brix) er hurtigt læst. Jeg læste de fleste på den korte flyvetur til Tórshavn fra Billund for omtrent toenhalv uge siden. Desværre er de lige så hurtigt glemt.

Jeg har ikke lige taget mig sammen til at sætte mig til tasterne før nu, og jeg må erkende, at ikke én eneste af dem havde sat sig noget spor i min erindring. Så jeg måtte bladre bogen igennem igen for at rekapitulere.

Guldpigen blev i 2012 indstillet som den færøske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris. Hvorfor, har jeg lidt svært ved at forstå. Men der har nok ikke været så meget at vælge imellem.

På bogens bagside karakteriseres novellerne som “10 grotesker.” Det er delvist dækkende, men genremæssigt spænder de bredere end som så. Mange af dem dyrker det groteske, mens andre kunne kaldes fantastik. Der er også en fortælling i eventyrgenren (Kong Kulde) og en enkelt regulær science fictionfortælling (Den duftende by).

To noveller skiller sig ud som faktisk ganske gode og læseværdige, og de løfter samlingen betragteligt:

Den ene er titelnovellen Guldpigen, som har en grotesk, gotisk charme over sig, og efter min smag er fortællingens bedste.

Den anden er Den duftende by, som er en dystopisk fremtidshistorie af Orwellsk tilsnit om et samfund, hvor borgerne er klasseinddelt efter deres lugte. Her lykkes Kamban ganske godt med at formidle en knugende, klaustrofobisk stemning i klassisk, dystopisk tradition.

Hanus Kamban (f. 1942) i 2012. Foto: Seppo Samuli (norden.org).

De øvrige otte noveller lod mig til gengæld ligegyldig. Kambans dyrkelse af det groteske og fantastiske virkede for mig i de fleste noveller lidt fortænkt og forceret. Det samme gælder hans litterære referencer af forskellige beskaffenhed. Det er ikke uden risiko at forsøge at skrive borgesiske historier, når man ikke er en Borges, og jeg synes ikke, at Kamban slipper specielt godt fra sine forsøg.

Når det er sagt, så var det forfriskende at læse noget nyere færøsk litteratur, som ikke er bundet til det lokale, men skrevet med en universel litterær ambition.

K's vurdering: