Moacyr Scliar: The Collected Stories of Moacyr Scliar

Brasilianske Moacyr Scliars noveller er et festfyrværkeri af finurligheder, skæve karakterportrætter, politisk, social og religiøs satire, allegorier, fabler, grotesker, fantastik, magisk realisme og andre besynderligheder. Ikke altid umiddelbart meningsfuldt, men ofte tankevækkende og hele vejen igennem underholdende.

Af en novellesamling at være er The Collected Stories of Moacyr Scliar en moppedreng på 475 store sider. Der er da heller ikke tale om én, men hele seks novellesamlinger, oprindeligt udgivet i perioden 1968-1989 og med et nyt efterord af Scliar selv fra 1999. Nogle af samlingerne har tidligere været udgivet selvstændigt i engelsk oversættelse, andre findes kun på engelsk her. Alle oversat fra det portugisiske af Eloah F. Giacomelli.

Moacyr Scliar (1937-2011) var født i Porto Alegre i Brasilien af jødiske forældre, der i sin tid var flygtet fra de jødiske pogromer i Rusland. Erfaringen som jøde i Brasilien er ét af flere gennemgående temaer i hans litterære univers, ligesom byen Porto Alegre spiller med i mange af hans noveller.

Jeg har tidligere med umådeholden fornøjelse læst Scliars roman Kafkas leoparder (opr. 2000, da. 2012), der mig bekendt er det eneste af Scliar, der er oversat til dansk. Dén vil indtil videre fortsat være min anbefaling til danske læsere som indgang til Moacyr Scliar, men der er rigtig meget godt at komme efter i hans noveller også.

Hver af de seks novellesamlinger i The Collected Stories kunne sagtens bære sin egen anmeldelse, så her bliver det kun til nogle lidt overordnede betragtninger og enkelte nedslag.

The Carnival of the Animals (opr. 1968)
Lad os bare begynde med Scliars debut, The Carnival of the Animals. Nogle af historierne i denne samling har karakter af fabler, nogle kunne kaldes for magisk realisme, andre er regulære grotesker, og mange er politiske allegorier eller tematiserer på anden vis forholdet mellem godt og ondt.

Det hører med som baggrund, at de første fire samlinger i denne antologi blev skrevet og udgivet under militærdiktaturet i Brasilien i 1964-1985. Diktaturet i Brasilien var så langt fra det værste i Latinamerika, men ikke desto mindre et regime, der fængslede og myrdede politiske modstandere. Politisk kritik måtte således formuleres med forsigtighed. Scliars form var den politiske allegori, som han bruger i flere af novellesamlingerne, men ikke mindst i The Carnival of the Animals.

For eksempel i historien om “The Fishing Tournament,” hvor hele parnasset er samlet for at fejre sig selv i en fisketurnering. De rige og magtfuldes fornøjelse bliver imidlertid spoleret af en gruppe sigøjnere, hvoraf en af mændene formår at fange flere fisk end alle andre ved blot at smøge ærmerne op, stikke armene i vandet og tale til havet. Den slags konkurrence fra de ubemidlede går jo ikke. Løsning: Fisketurneringens dommer skærer sigøjnerens arme af ved albuerne – så er den fair konkurrence genoprettet …

Ganske mange af novellerne handler på en eller anden måde om at spise, herunder spise af dem, man lever af. Diktaturet æder sine børn, som man siger – men hos Scliar æder de også sig selv, hvilket kan tolkes allegorisk som billeder på, hvordan en befolkning, der lever med og accepterer et diktatur uden at gøre modstand også gradvist mister sig selv.

Mest grotesk gennemspilles temaet nok i “Of Cannibals,” hvor to fostersøstre styrter ned med et fly et øde sted. Den ene, Barbara, som altid velorganiseret og beredt, har masser af madforsyninger med. Hun afviser imidlertid at dele med søsteren Angelina, som derfor henvises til at spise sig selv. Først tæer og fingre, senere resten af kroppen, og efter et par uger når hun til at fortære sine indre organer:

After the spleen and the ovaries, it was turn to the uterus, which gave Angelina an unpleasant surprise, for she found a large tumor in that organ. Barbara remarked that it must have been the reason why she hadn’t been feeling well for months. Angelina agreed adding, “What a pity I didn’t find out about it until now.” Then she asked Barbara if it would be harmful to eat the cancer. Barabara advised her to discard that part, which was already showing signs of decay.

Velbekomme. Og velkommen til Moacyr Scliars bizarre univers.

Temaet går igen i f.eks. “The Cow,” hvor en skibbruden mand reddes i land på en lille ø af en ko, som efterfølgende beredvilligt lader sig spise levende gradvist af manden, så han kan overleve. Og i “The She-Bears” bliver hele grupper af børn fortæret levende af bjørne, hvorefter nogle af dem lever videre inden i bjørnens mave, hvor de opbygger komplette samfund i flere generationer for senere at gentage de handlinger, der førte til, at deres forfædre blev ædt.

The Ballad of the False Messiah (opr. 1976)
Titelnovellen fra samlingen The Ballad of the False Messiah handler om et jødisk kollektiv i Brasilien, som overbeviser sig selv om, at de i deres midte har en Messias, som de beslutter at følge … men så alligevel ikke, og så bliver det hele alligevel udsat til senere. Et ironisk billede på den jødiske tilstand, hvor frelsen altid først kommer i en ubestemt fremtid. Flere af Scliars noveller i denne og andre af samlingerne kan tolkes i dette perspektiv.

Denne samling rummer også bogens længste novelle, The Short Story Writers. Det er en humoristisk, kærligt-ironisk satire over novelleforfattere og deres selvbilleder, en kollage af fiktive forfatterportrætter, nogle kun på en enkelt eller to sætninger, andre et par sider lange, spundet ind i en rammehistorie om en forfatter, der besøger en forfatterkollegas autograf-/udgivelsesreception, mest for hotdog’enes skyld.

The Short Story Writers er rent underholdningsmæssigt et af højdepunkterne i hele samlingen. Den indeholder også et par passager, jeg ikke kunne lade være med at læse som en selvironisk – om end karikeret – kommentar fra Scliars side til dele af hans egen produktion:

In my short stories the protagonists went from the cradle to the grave hopping like a grasshopper on the sand, leaving faint imprints upon it. Gradually I became less and less interested in the hopping itself and began to focus my attention on the imprints, which I would describe to the best of my abilities. Finally I set the imprints aside, too, and was left with only the words. I no longer concerned myself with the characters and their stories. Of course, my short stories became unintelligible.

Det ville dog trods alt være uretfærdigt at kalde Scliars noveller uforståelige. Tværtimod er de kendetegnet ved at være befolket af en mængde skarpt tegnede personkarakterer, man hurtigt engagerer sig i som læser. Der er faktisk også en handling i alle novellerne. Det er bare ikke altid, at handlingen giver nogen umiddelbar mening, eller at historierne er skarpt afrundede. Mere om det til sidst.

The Tremolous Earth (opr. 1977)
Mange af historierne i The Tremolous Earth udforsker de mindst attråværdige sider af menneskeligheden: Misundelse, nid og nag, selvhævdelsestrang, vold og regulær ondskabsfuldhed – internt i familier, mellem venner og mellem sociale klasser.

Nogle af historierne er realistiske, i andre bevæger Scliar sig over i fantastikken, i magisk realisme eller i det decideret eventyrlige og groteske.

Indledningshistorien, “Quick, Quick,” er muligvis min favorit blandt alle enkeltnovellerne i The Collected Stories. Historien udgør dagbogen for en dag i en mands liv, som netop kun varer en dag: Han er født med en sjælden sygdom, som gør, at han ældes ekstremt hurtigt – ti minutter svarer for ham til et helt år. Så knapt nok er han født, før han kan tale. Og næppe har hans forældre fået skrevet ham ind i skolen, før han er en voksen mand.

Hele novellen er skrevet i en stemning af den yderste hast – et helt liv skal leves på en dag, og fortælleren er derfor forståeligt i en konstant panisk situation. Scliar leverer varen forrygende hektisk, så man næsten tror på den groteske fantasi i sig selv – og samtidig fungerer novellen fint som kommentar til det almindeligt moderne liv, mange af os lever i en hektisk bestræbelse på at nå så meget som muligt inden for vores korte tid.

Moacyr Sclialr (1937-2011)

En anden af mine favoritter i samlingen viser Scliar fra en af sine på en gang mest bizarre og samtidig mest åbenlyst samfundskritiske sider. I Stories of the Tremulous Earth vågner en rigmandsfamilie en morgen op til den foruroligende situation, at deres nye tjenestepige – som de plejede at skose for at spise for meget – over natten er vokset til gigantisk kæmpestørrelse og nu udfylder hele det store hus.

For at komme ud, må faren skære og grave sig gennem pigens kød og knogler – ja, arbejdet med at få familien ud er så omfattende, at faren må bruge dele af husets møbler som understøttende materiale i de lange tunneler, han graver gennem tjenestepigens kød, tunneler så lange, at han også må trække ledninger med elektrisk lys gennem dem. Men ud kommer de og sikke historier, de kan fortælle bagefter. Scliar lader imidlertid sin historie tone ud ved at give ordet til den stakkels tjenestepige, der fortæller en anden version af historien med revolutionære undertoner:

The story that I’m going to tell is about four bugs that kept roaming over my body – stinging me, biting me, drawing blood from me. Four bugs that felt very much at home as they inhabited a friendly earth. But they’ll find out, these four bugs, when the earth begins to tremble. They’ll find out what kind of stories this tremulous earth has to tell them.

The Dwarf in the Television Set (opr. 1979)
For mig var The Dwarf in the Television Set den mindst interessante af novellesamlingerne. Også her er hver enkelt historie underholdende og sådan set medrivende nok at læse undervejs, men lidt for mange af dem ender i en tam “punchline.”

Den sjoveste novelle i denne samling er The Prophets og Benjamin Bok – historien om en mand, der oplever, at en række jødiske profeter skiftevis eller på én gang inkarnerer sig i hans krop og tager kontrol over hans tale – og det er ikke altid heldigt, når profeten Elias eller Ezekiel taler med ens tunge i f.eks. en arbejdssituation.

The Enigmatic Eye (opr. 1986)
I The Enigmatic Eye får vi imidlertid Moacyr Scliar tilbage i topform. Samlingen er en veloplagt palette af små skæbnefortællinger, parabler, fantastik, gotik og sågar med elementer af en slags science fiction. Et par nedslag:

I Burning Angels hører vi om en mand, der har som hobby at brænde bittesmå engle af i flammen fra et stearinlys. Om der er tale om flyvende biller, han har klædt ud i engletøj, som hans familie mener, eller det er virkelige engle, er et åbnet spørgsmål.

I Atlas får vi indblik i titanen Atlas’ familiære genvordigheder (ja, dén Atlas, der bærer verden på sine skuldre i græsk mytologi). Som man kan tænke sig, er hans pålagte fuldtidsbeskæftigelse svær at forene med et familieliv:

The wife of the giant Atlas was a bitter woman. She envied her friends, whose husbands had interesting jobs and earned decent wages. My husband, she would write in her diary, has a weird occupation for which he doesn’t get paid. She would turn to knitting for comfort.

Peace and War, min favorit blandt novellerne i The Enigmatic Eye, åbner med denne forrygende sætning:

Being late for the war, I had to take a taxi.

Fortælleren og hans nabo har begge meldt sig til krigen, og hver anden tirsdag møder de op og stempler ind til krigen, tilbringer dagen i skyttegraven, deltager eventuelt i nogle spredte fægtninger, før de stempler ud igen fra krigen og tager hjem til deres koner. Fortællerens største problem er netop konen, for hun tror ikke på, at han tager i krig hver anden tirsdag, men mistænker ham i stedet for at tage på motel med en elskerinde. Og det er selvfølgelig også lidt svært at forstå:

I would like to explain to her the nature of this war, but in fact, I myself didn’t know. Nobody knew. It was a very confusing thing; so much so that a committee had been set put to study the situation of the conflict.

Som man vil have gættet, får heller ikke læseren nogen forklaring på denne krig, for novellens ærinde er selvfølgelig netop krigens groteske meningsløshed.

Det er også temaet fra en anden vinkel i The Password om hvordan hjernetom militærdisciplin i sig selv kan få dødelige udfald. Historien gav mig i øvrigt associationer til italienske Dino Buzzatis The Tartar Steppe (1940) – faktisk er historien så tæt på en scene fra Buzzatis klassiske roman, at jeg vægrer mig ved at tro, at det kan være et tilfælde. Men bevares, der er ikke noget i vejen for at lade sig inspirere af klassikerne.

Van Gogh’s Ear (opr. 1989)
Den sidste samling i The Collected Stories, Van Gogh’s Ear, åbner med en ret sjov – om end alvorlig – parafrase over den bibelske myte om Egyptens ti plager, nu placeret på landet i Brasilien i nyere tid, hvor en ikke-religiøs, jødisk landbofamilie gennemlever de fleste af de klassiske plager:

Fra vandet, der bliver til blod, over frøer, fluer, myg og græshopper til kvægpest, bylder og hagl. Kulminationen er selvfølgelig drabet på den førstefødte, som hos Scliar kondenseres i den situation, hvor faren i familien skal afgøre, om han vil lade Dødens Engel tage sin ældste søn eller ofre familiens sidste ko (for at male dørstolperne med dens blod, så Døden går forbi), men dermed også ofte resten af familiens eneste håb om overlevelse:

How does a person wait for death (in general)? How does a person wait for death, when it is his own death? How does a person wait for death, when it is the death of his firstborn? A father looking at a son who is about to die, a son looking at a father who will die later – who is capable of describing such a gaze? Such are the dilemmas in times of plagues.

Konklusion
I en antologi bestående af i alt 120 noveller fordelt på seks novellesamlinger udgivet over en periode på mere end tyve år er det selvfølgelig ikke det hele, der er lige godt.

Efter endt læsning af relativt mange af novellerne – og det gælder på tværs af alle samlingerne – sad jeg tilbage med en følelse af at mangle en slutning eller at være gået glip af en pointe.

Det er ikke nødvendigvis i sig selv et problem for en kort novelle, at teksten er åben, tværtimod kan det være en inspirerende mulighed for at tænke videre selv. Og sådan havde jeg det med nogle af Scliars noveller. Med andre andre dem havde jeg det sådan, at jeg ikke kunne aftvinge mig selv en stærkere reaktion end: “Nå, var det dét?”

Alle Scliars historier har imidlertid det til fælles, at de er en fornøjelse at læse undervejs. Det kan være lidt af et antiklimaks at nå til enden af en historie med en følelse af, at historien bare slutter uden pointe – eller at pointen er en smule tam eller næsten plat. Men samtidig jeg tror ikke, at der var en eneste af alle de mange historier i bogen, som jeg ikke hurtigt blev indfanget af og nød at læse.

For Moacyr Scliar skriver ualmindelig godt, og han evner at fange ihvertfald denne læser ind i sine tekster fra første side (det er han så også nødt til, kunne man sige, da mange af historierne ikke er meget mere end én eller to sider lange). Og selv om Scliars litterære univers kan være sært og svært at finde rundt i, så er hans skrift altid let at læse.

I en del noveller havde jeg fornemmelsen af, at jeg overså eller bare ikke forstod nogle pointer og implicitte referencer, måske fordi jeg ikke er tilstrækkelig fortrolig med jødisk kulturhistorie i almindelighed og de kulturelle koder i den jødiske diaspora i Latinamerika i særdeleshed.

Det kan på den anden side være en efterrationalisering på baggrund af, at jeg flere steder har læst mig til, at “den jødiske erfaring” i Brasilien er et vigtigt tema hos Scliar. Således blandt andet i Ilan Stavans introduktion til samlingen, som jeg ærlig talt ikke forstod meget af – fordi det netop tolker Scliars værk i lyset af en række andre jødiske, herunder jødisk-latinamerikanske, forfattere og er skrevet indforstået til læsere, der er fortrolige med det univers.

Jeg vil bestemt fraråde den almindelige læser at begynde med den indledning, for så kan man da kun blive afskrækket. Og dét er der bestemt ingen grund til, tværtimod.

Kast dig blot ud i Scliars noveller med åbent sind og nyd hans finurligheder, fantastikken, groteskerne, satiren og de skæve karakterportrætter. The Collected Stories er en guldgrube af den slags, og man behøver ikke at læse det hele fra ende til anden.

Stærkt anbefalet. Og for mit eget vedkommende har jeg bestilt en lille stak af Scliars romaner hjem, som jeg også nok skal komme tilbage til her på bloggen.

K's vurdering: