Det her er en litteraturblog, der som regel er fri for politik. Alligevel kan jeg ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet:
Kan man på en blog som denne hylde russisk litteratur lige nu, som jeg har gjort det gennem de sidste par måneder via læsning af en perlerække af store klassiske, russiske forfattere og enkelte nyere?
I en situation, hvor det ukrainske folk desperat forsvarer sig mod Vladimir Putins illegitime militære overfald på Ukraine, og hvor den vestlige verden står forenet i berettiget fordømmelse af og sanktioner mod Rusland, herunder en afbrydelse af samarbejdet med russiske kulturinstitutioner?
På et tidspunkt, hvor for eksempel danske teatre diskuterer, om man kan opføre skuespil af Tjekhov (1860-1904) på en dansk scene lige nu (og efter min mening i øvrigt ser ud til at trække grænsen det rette sted, hvor Aalborg Teater har udmeldt, at de aflyser premieren på ‘Ivanov’, fordi den opsættes i samarbejde med en russisk instruktør, mens Vendsyssel Teater fastholder opførelsen af ‘Onkel Vanja’ i en ren dansk produktion – som man kunne læse om i Politiken forleden)?
Mit svar på spørgsmålet er ja. Selvfølgelig ja. Det er ikke russisk kunst eller litteratur, der er gået i krig. Mange russiske kunstnere er i opposition til Putins autoritære regime. Nogle af dem har over årene betalt dyrt for det. Mange almindelige russere er også åbenlyst i opposition til Putins regime. Der er et andet Rusland end Putins.
Jeg er enig i sanktionerne, også på kulturområdet. Også selv om de isoleret set rammer kunstnere, sportsudøvere og andre dele af den russiske befolkning over en bred kam, hvoraf mange ikke nødvendigvis støtter Putin, men kun under store personlige risici kan ytre modstand. Der er bare ikke nogen vej udenom sanktioner i den ulykkelige og forfærdende situation, Europa er i lige nu.
Men vi skal ikke holde op med at interessere os for russisk kulturliv. Vi skal ikke holde op med at læse russisk litteratur, hverken klassisk eller aktuel russisk litteratur.
Den, der læser for eksempel Dostojevskijs værker, vil blive slået af, hvordan de er gennemsyret af en dyb forståelse for den menneskelige, moralske tilstand og af nødvendigheden af at række ud og forstå hinanden. Man kan gennem læsningen ikke undgå at få skærpet sin evne for medmenneskelig indlevelse i sin næste.
Det har vi ikke brug for mindre af. Det har vi brug for mere af.
Også jeg tilslutter mig dine betragtninger 100%. Selvfølgelig skal vi ikke undlade at læse russisk litteratur i disse tider og da slet ikke klassikerne. Romaner skrevet af forfattere med stor indsigt i menneskets psykologi og natur. Deres visdom tjener da netop til, at gøre os klogere på os selv og hinanden. Mon ikke verdenen ville være et bedre sted at være, hvis flere beskæftigede sig med den litteratur. Kun gennem dialog og ikke altødelæggende krig, kan der ”flyttes hegnspæle”.
Det er de økonomiske og politiske eliter der laver krig.
Det er mere almindelige mennesker der bliver krigens ‘kød’.
Holder almindelige mennesker op med at tale med hinanden,
Hvordan skal vi så nogensinde forstå at almindelige mennesker intet vinder ved at skade hverandre.
Fuldstændigt enig !
Tak for kloge betragtninger.