Max Blecher: Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed

“Nu slås jeg i virkeligheden, skriger, bønfalder om at blive vækket, vækket til et andet liv, mit sande liv. Det er rigtig nok midt på dagen, og jeg ved, hvor jeg er, og at jeg er til, men der mangler et eller andet i alt dette her, ligesom der gjorde i mit rædselsfulde mareridt. Jeg kæmper, brøler, kaster mig frem og tilbage. Hvem vil vække mig? Den eksakte virkelighed omkring mig trækker mig hele tiden ned, forsøger at drukne mig. Hvem vil vække mig? Altid har det været sådan, altid, altid.“

Jeg har normalt et godt sovehjerte. Men forleden nat lå jeg halvvågen i flere timer uden at kunne finde ro efter at have læst Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed. For mit indre blik blev der ved med at danne sig billeder af flydende byer og landskaber, som defilerede forbi og bestandigt gik i opløsning for kun igen at samle sig i nye former. Jeg var i en tilstand, der lignede fortællerens i Max Blechers roman, og søvnen kunne ikke indfinde sig.

Det lyder måske ikke som en anbefaling, men det er det! Endda en stor én. Læs den blot ikke lige inden sengetid …

Den jødisk-rumænske forfatter Max Blecher (1909-1938) nåede ikke engang at fylde 29 år. Allerede som nittenårig blev han diagnosticeret med sygdommen knogletuberkolose (Potts sygdom), som lænkede ham til sengen det meste af hans livs sidste ti år. Det hindrede ham ikke i at skrive, men hans forfatterskab blev desværre ikke særlig stort: To romaner, nogle digte og et par noveller.

På dansk foreligger kun romanen Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed (opr. 1936), fremragende fordansket af Erling Schøller og udgivet på forlaget Basilisk i 2011.

Hvordan skal jeg skrive om denne bog? Der er en slags handling, men den er egentlig irrelevant. Der er en fortæller og en hovedperson, men han er notorisk ustabil, i opløsning, suicidal, i konstant metamorfisk forbindelse med en fysisk omverden, der for ham er flydende og foranderlig.

Max Blecher (1909-1938). Pressefoto fra basilisk.dk.

Hvis jeg om ikke for andet, så for konventionens skyld skal prøve at sige noget om den sparsomme handling: I romanen er vi i hovedet på en navnløs fortæller, som indvier os i scener fra sin barndom og tidlige ungdom.

Han er et svageligt liv, som jævnligt får visse “anfald” – typisk foranlediget af bestemte, men i øvrigt tilsyneladende arbitrære, fysiske steder, som ryster hans oplevelse af grænsen mellem hans psykiske bevidsthed og den fysiske omverden.

Fortællerens præpubertære oplevelser af seksualiteten spiller en central rolle. De pirrende oplevelser af en kvindes lår, der stryger forbi hans knæ. Diffuse forestillinger om, hvad en mand gør med en fjer og en kvinde. Den fjerne forelskelse i en voksen vens unge hustru.

Alle hans erfaringer med det modsatte køn bliver imidlertid til skuffelser, fordi hans egne fantasier stiller sig i vejen for et egentlig møde.

Der er rigeligt at tage fat på for en freudiansk analyse. Men det er ikke det egentligt interessante.

Det, der for alvor fylder i romanen, er fortællerens oplevelse af erkendelsens sammenbrud, som et sammenbrud mellem den fysiske verden og hans forestillinger om den. Han bevæger sig i romanen gennem fysiske omgivelser, der er i konstant forandring, og som blander sig med hans egenoplevelse af sig selv. Tingene bliver for hans blik levende, og det levende tingsliggøres. Grænserne mellem de fysiske ting og hans egen bevidsthed som et distinkt selv opløses og flyder ud.

Jeg associerede under læsningen mere end én gang til Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Der er noget proustsk over fortællerens undersøgelser af den mentale tilstand på grænsen mellem søvn, drøm og vågen tilstand. Over hans sansende opmærksomhed på de små, konkrete detaljer omkring ham, og ikke mindst over måden, hvorpå bestemte steder og ting udløser bestemte erindringsbilleder og nogle gange voldsomme psykiske reaktioner hos ham.

Ligesom Proust gør Blechers fortæller iagttagelser af, hvordan tiden går hurtigere eller langsommere i forskellige situationer. Men hvor disse iagttagelser hos Proust knytter sig til, om subjektet for eksempel keder sig, længes efter noget (eller nogen) eller er intenst optaget af vise gøremål, så får tiden hos Blecher en form for materialitet knyttet til fysiske lokationer; nogle steder er tiden simpelthen “tyndere” end andre steder:

Tiden var tyndere hernede [ved jorden] end i virkeligheden, den indeholdt mindre substans end i højden og var således en del af den skrøbelighed, der kendetegnede alle tingene omkring mig. Selv om de forekom meget tætte, var de dog ustabile, klare til når som helst at forlade deres mening og deres provisoriske omrids for at vise sig i den skikkelse, deres sande eksistens havde.

Her fornemmer man allerede, hvordan ligheden med Proust er ved at høre op. Hvor Prousts subjektivisme stadig er solidt forankret i realismen, så er Blecher eksponent for den litterære modernisme for fuld udblæsning – under stærk indflydelse af surrealismen og freudianismen.

Hvor Proust kan få nogle tusind sider til at gå med at undersøge forholdet mellem det repræsenterede og dets repræsentation i subjektets bevidsthed, så bryder denne forskel helt sammen i Blechers tekst.

Hos Blecher har virkeligheden helt mistet sin tilforladelighed som et fast ydre ankerpunkt for erkendelsen. Verden og erkendelsen af verden såvel som subjektets erkendelse af sig selv er destabiliseret.

Snarere end Proust må man blandt Blechers litterære åndsfæller tælle for eksempel Robert Walser (1878-1956), Franz Kafka (1883-1924) og Bruno Schultz (1892-1942), som også Karsten Sand Iversen refererer til i sit glimrende og oplysende efterord til den danske udgivelse.

Blechers fortæller har en til det sygelige grænsende fascination af ting, der efterligner noget andet, efterligner det levende. Såsom kunstige blomster og kranse, billige statuetter, billeder skåret ud af en bog og ikke mindst voksfigurer:

I vokskabinettet – og kun dér – var der ingen modsætning mellem det, jeg gjorde, og det, der skete. Vokspersonerne var det eneste autentiske i verden; de alene viste livets illusion på en så iøjnefaldende måde, og igennem deres underlige, kunstige ubevægelighed blev de en del af verdens skin.

[…]

I mit liv er der nu kun et eneste, supremt ønske tilbage: At være til stede ved en brand i et vokskabinet. At se vokskroppenes langsomme, uanstændige smelten, forstenet betragte, hvordan de gule, smukke ben på bruden i glaskassen krummer sig op i luften, og hvordan en ægte flamme skyder sig ind mellem hendes lår og sætter hendes køn i brand.

De udsyrede og surrealistiske optrin står i kø i romanen. På et tidspunkt er han overbevist om, at han er forvandlet til et træ. Én gang forsøger han – forgæves – at begå selvmord efter en spontan indskydelse. I en af de allermest syrede – og helt forrygende – scener går han simpelthen i både fysisk og psykisk forbindelse med en stor mudderpøl og erkender sin sande, indre natur – som mudder:

Menneskene og tingene var netop skudt op af alt dette lort og pis, som jeg nu lod mine meget konkrete støvler synke ned i.
     Til ingen nytte havde menneskene svøbt sig ind i deres hvide silkehud, forgæves havde de iført sig klæder lavet af stof, til ingen nytte, til ingen nytte… Inde i dem hvilede ubønhørligt, naturnødvendigt og elementært slammet, det varme, fede, stinkende slam. Den kedsomhed og dumhed, som de fyldte deres liv med, viste det tydeligt.
    Selv var jeg en særlig mudderets skabning, en missionær, det havde sendt ind i denne verden. I disse øjeblikke mærkede jeg godt, hvordan mindet om det vendte tilbage, og jeg huskede de forstyrrende, koghede nætter, når slammet i mig gjorde forgæves forsøg på at komme op til overfladen. Da lukkede jeg øjnene, og blev ved med at boble og koge uforståeligt i mørket…
    Pløremarken strakte sig ud foran mig… Dette var mit sande kød, som tøjet var skrællet af, og huden var skrællet af, ja, musklerne skrællet af, helt ind til mudderet.

Som man måske fornemmer, er det en roman, jeg kunne blive ved med at citere fra, men jeg stopper mig selv her. Afslutningsvist blot et rammende citat fra Karsten Sand Iversens efterord, som jeg vil lade stå som også min anbefaling:

Blecher skal man ikke læse for at søge trøst, men der er opbyggelse i ufravendt at stirre uhyret i øjnene.

K's vurdering: