Binyavanga Wainaina: One Day I Will Write About This Place. A Memoir

Binyavanga Wainainas sprudlende sprogfornemmelse og iagttagelsesevne gør hans erindringsroman til et mesterstykke, som ud over at være et stykke personlig erindringslitteratur også er en farverig udforskning af sprogets betydning og et portræt af det moderne Kenya gennem mere end 30 år.

Binyavanga Wainaina (1971-2019) var i sin tid en af Kenyas mest markante, moderne forfattere, uagtet at han først romandebuterede relativt sent med erindringsromanen One Day I Will Write About This Place (2011). Ud over sin egen forfattergerning var han også stifter af det kenyanske litteraturtidskrift Kwani? (som betyder noget i retning af “Hva’ så?” på slang-sproget sheng, en blanding af engelsk og kiswahili).

One Day I Will Write About This Place er i min læsning især en roman præget og drevet af fascinationen af og fornemmelsen for sproget og dets betydning. Fornemmelsen for sprogets lyde, for udtalen, for intonationen, for timingen. For forskellige nationale sprog, for dialekter, for accenter. Og ikke mindst for de sociale, kulturelle, etniske og politiske markører, som sproget også udgør, og som er allestedsnærværende i Wainainas multilingvistiske Kenya.

Kenneth Binyavanga Wainaina var født i Kenya af en ugandisk mor og en kenyansk far. Hans mor talte kinyarwanda (bufumbira), luganda, engelsk og kiswahili. Hans far talte gikuyu (kikuyu), kiswahili og engelsk. Sammen talte forældrene engelsk. Kenneth Binyavanga og hans søskende talte i deres barndom kun engelsk og kiswahili, Kenyas to officelle sprog. Senere tilegnede han sig flere sprog.

One Day I Will Write About This Place er som erindringsroman på den ene side fortalt traditionelt kronologisk. Vi følger Kenneth Binyavanga Wainaina fra hans tidligste erindringer op gennem barndommen og skoletiden i Kenya til hans år i Sydafrika, hvor han simulerede universitetsstuderende, men i virkeligheden brugte det meste af sin tid og sine (forældres) penge på at gå i byen og drikke sig i hegnet, mens han gjorde sine første eksperimenter som forfatter.

Binyavanga Wainaina (1971-2019). Foto: Jerry Riley (graywolfpress.org).

Senere hen hans tilbagevenden til Kenya og rejser til blandt andet Ghana, Togo og Nigeria. Hans første trykte historier og den første, større litterære anerkendelse i form af The Caine Prize for African Writing i 2002. Senere også hans perioder i USA som underviser i litteratur.

Undervejs er romanen også en politisk historie om det moderne Kenya (og til dels Sydafrika) frem mod kulminationen med det katastrofale, kenyanske præsidentvalg i 2007. Mere om det længere nede.

På den anden side er romanen utraditionel i kraft af sin sproglige stil. Wainainas skrift er præget af en sanselig opmærksomhed og en sproglig originalitet, som er langt fra traditionel.

Jeg er begejstret One Day I Will Write About This Place af flere grunde.

Den ene er Wainainas uforlignelige evne til at formidle sanselige beskrivelser af konkrete situationer, steder og stemninger. Som læser kan jeg nærmest lugte, smage og høre livet i hjemmene, i gaderne, i butikkerne, på barerne – uanset hvor i verden Wainaina bevæger sig rundt.

Den anden grund til min begejstring er Wainainas sans for sproget som sådan og sproget i dets mange konkrete manifestationer.

Det begynder allerede i de første kapitler med Wainaianas tidligste erindringer, hvor han kæmper med at få greb om sproget, om ordene, hvad de betyder, og hvad deres forhold er til sanseoplevelserne af tingene. Som for eksempel noget så basalt som vand, tørst og det at drikke vand af et glas:

Water has more shape and presence than air, but it is still colorless. Once you have the shape of water in your mouth, you discover your body. Because water is clear. It lets you taste your mouth, feel the pipe shape of your throat and the growing ball of your stomach as you drink.

Senere hen vokser Wainainas opmærksomhed på sproget som social, kulturel og politisk markør. Wainaina og hans søskende vokser op splittede mellem nationale og sproglige identiteter og med en søgen efter, hvad begrebet “hjem” egentlig betyder:

We do not know how to be from two nations: home home (home squared, we call it, your clan, your home, the nation of your origin), and the home away from home – the home of the future, a notyet place called Kenya.

Dele af romanen er skrevet i Wainainas hjemmelavede lydskrift, som lader stort om grammatisk korrekt stavemåde for i stedet at forsøge at indfange dialekter og accenter i forskellige sproggruppers udtale af det engelske fællessprog.

Det gælder, når han kærligt udleverer sin femtenårige barnepige, når hun synger med på hits fra favoritbandet m’Boney M, hvor m– og n-lyde sniger sig ind foran konsonanterne b og d, mens r-lyde bliver til l: “M’by the livers of m’bambyl-oon, where we sat n’down, yeeah we wept, when we lemeber Zion.”

Det gælder også i følgende ubetaleligt morsomme eksempel på Wainainas udstilling af præsident Mois radiopropaganda fra året 1984, hvor der harceleres mod dissidenter (herunder marxister, ugandere, moonwalk’ende Michael Jackson-fans og kenyanske forfattere som Ngũgĩ wa Thiong’o, som ifølge Moi er så nogenlunde ud af samme alen, må man forstå), som undergraver samfundet og den kenyanske kultur og er skyld i tørke og alskens andre ulykker (som makeup og miniskirts). Tilgiv det lange citat, men det er altså ret morsomt – og hvis du ikke synes dét, så er bogen nok ikke noget for dig (og nej, det er ikke mine stavefejl):

From the radio, we know that foreign influenzes are invecting us, secret foreign influenzes are infringing us, invincing us, perferting our gildren, preaking out gultural moralities, our ancient filosofies, the dissidents are bushing and bulling, pringing segret Kurly Marxes, and Michael Jagsons, making us backliding robots, and our land is becoming moonar handscapes. They took the rain away, the Maxists, the Ugandans, wearing Western mini sguirts, and makeup, they are importing them, inserting them inside invected people, these dissidents, like Ngũgĩ wa Thiong’o, and that man called Raila Oginga Odinga [kenyansk oppositionspolitiker, K.].

Dertil kommer, at Wainaina i rigt mål iblander teksten enkeltord og korte sætninger på kiswahili og muligvis andre sprog (jeg kan nogle få gloser på kiswahili, men ærlig talt ikke nok til at afgøre, om alle konkrete ord og udtryk i bogen på andre sprog end engelsk er kiswahili eller nogle af de mange andre sprog, der tales i Kenya).

Der gør ikke just teksten nem at læse, men til gengæld til et sprogligt festfyrværkeri. Og de sproglige finurligheder er ikke kun staffage. De er en integreret del af romanens centrale tematikker om sammenhængen mellem sprog, identitet og tilhørsforhold.

Wainainas brug af sproget gør også romanen praktisk taget uoversættelig – jeg ville ihvertfald nødig læse et forsøg på en fordansket version (jeg krummer tæer bare ved tanken).

One Day I Will Write About This Place er også en roman om det moderne, uafhængige Kenyas historie. Om den i stigende grad diktatoriske periode under Daniel Arap Moi (Kenyas præsident 1978-2002), som i ly af Den Kolde Krigs internationale logik havde fine, vestlige venner, mens han torturerede sin egen befolkning i kældre designet efter rådgivning af Nicolae Ceaușesco.

Vi hører om den korte, demokratisk håbefulde periode efter Moi, hvor Mwai Kibaki blev valgt ved Kenyas første ægte, demokratiske valg i 2002. Efter den lange periode under Moi (som selv var fra Kalenjin-stammen), hvor landets største, etniske gruppe, kikuyuerne (ca 17 pct. af befolkningen), i stigende grad blev udgrænset, håbede Wainaina og ligesindede på et nyt, demokratisk Kenya, der var i stand til at overvinde de etniske forskelle.

Ret hurtigt efter valget i 2002 viste Kibakis regeringsperiode sig dog i praksis i stedet at indvarsle en tilbagevenden til Jomo Kenyattas tid (det uafhængige Kenyas første præsident 1964-1978), hvor kikuyuerne indtog pladserne som landets elite. Ved valget i 2007, åbenlyst præget af valgsvindel, genvandt Kibaki magten efter en valgkamp præget af etniske modsætninger, og det udløste blodige optøjer i store dele af Kenya:

These next few weeks, it does not matter that you have known her all your life and she was the first girl you loved in primary school. Your wife of another tribe. Your blade will cut through her stomach, tear through the Tupac T-shirt, and you will clean that blade and move to another room to look for her baby.

Sprog og navne er hele tiden i spil:

I præsident Daniel Arap Mois racistiske Kenya blev unge studerende som Wainaina og hans søster trods deres topkarakterer diskret udelukket fra adgang til de bedste kenyanske universiteter – frasorteret på grundlag af deres kikuyu-efternavne. De var dér, det gik op for den unge Wainaina, at han åbenbart var kikuyu.

Omvendt oplever Wainaina til sin forbløffelse, at han under Kibaki-styret i stigende grad oplever at få stillet spørgsmål til og ved sin etnicitet – især af kikuyuer, endda af sine venner – på grundlag af sit fornavn/mellemnavn, Binyawanga, som han har efter sin mufumbira-bedstefar fra Uganda.

Et andet eksempel er en scene i en langdistancebus i 2002, hvor buschaufføren adræt springer mellem at tale kikuyu, kiswahili og kalenjin som en metode til at tage luften ud af de politiske spændinger mellem de forskellige passagerer.

Sproget sætter skillelinjer, men måden at bruge det på, herunder kropssproget, kan være dét, der forener i de daglige mikrorelationer:

It is so easy for people to turn on you. Here in Kenya, where only our interactions keep us together. Now that the state is failing, we are held together by small grace, by interpersonal relationships, by trusting body language.

Romanen er samtidig et kaleidoskopisk stykke kulturhistorie, som ikke bare er kenyansk, men universelt. Wainainas erindringer følges af et lydspor af tidens musik og populærkultur i øvrigt. Wainaina er jævnaldrende med mig, og måske derfor syntes jeg, at det var særligt sjovt at følge ham musikalsk igennem romanen, hvor tidens toner i hans ungdom bevæger sig fra Boney M i slut-70’erne/start-80’erne over Ray Parker Jr. (jeg husker nok, at det var ham med Ghostbusters, men jeg var ikke klar over, at hans frisure dannede mode i Kenya og måske andre steder) til Michael Jackson og breakdance-bølgen i slut-80’erne. I de tidlige 80’ere er den unge Kenneth Binyavanga forelsket i både Khadija Adams (som et år var Miss Kenya) og Pamela Ewing fra tv-serien Dallas.

One Day I Will Write About This Place er en roman. Men den har også undertitlen A Memoir, og på baggrund af de sekundære omtaler af bogen, jeg har læst, er der ingen grund til at betvivle, at romanen i vidt omfang kan læses som Wainainas personlige og ærlige selvbiografi.

Men en selvbiografi – uanset form – er også altid en form for fiktion. Det er den helt principielt, fordi den pr. definition udgør forfatterens egen fortolkning, udvalg og litterære bearbejdning af erindringer om eget liv og erfaringer. Wainaina mindede sine læsere herom, da han i 2014, tre år efter udgivelsen af bogen, publicerede et essay med titlen “I am a Homosexual, Mum”, som han selv betegnede som et “lost chapter” i One Day I Will Write About This Place, men som han valgte at udgive i forbindelse med en serie lovgivningsmæssige kampagner rettet mod homoseksuelle i flere afrikanske lande.

One Day I Will Write About This Place er en intens bog, som flyder over med nærværende miljøskildringer, begavede reflektioner over sprog, kultur og etnicitet samt præcise stemningsbilleder fra nedslag i Kenyas politiske historie. Den er også en i passager ganske rørende skildring af Wainainas forhold til sin familie – ikke mindst forholdet til moren står stærkt.

Som roman betragtet lider bogen dog også lidt under selvbiografiens kronologiske form (selv om Wainaina af kompositoriske grunde springer en smule frem og tilbage indimellem) og hensynet til “at få det hele med.” Wainainas liv er i sig selv ikke mere interessant end så mange andres (og det prætenderer han på ingen måder heller), og nogle kapitler af livshistorien er ikke så superspændende.

Spændende og fascinerende er til gengæld stort set hele vejen Wainainas sprogfornemmelse og iagttagelsesevne. Blot får nogle af de 33 kapitler en lidt episodisk karakter, hvor Wainaina ind i mellem forfalder til en lidt opremsende stil for at få alle mellemregninger i biografien med.

Dette er dog meget små anker mod en ekstremt velskrevet, sprogligt eksperimenterende, original, humoristisk og på mange måder indsigtsfuld roman, som gjorde mig meget klogere på det moderne Kenya.

K's vurdering: