Nathacha Appanah: The Last Brother

Stedvist bevægende fortælling fra Mauritius på et interessant historisk bagtæppe fra et lidet kendt kapitel af Holocausts historie. Romanen viser gode takter, både sprogligt og fortællemæssigt, men den bærer ikke helt igennem.

Nathacha Appanahs roman The Last Brother er en historie fra Mauritius i 1944. Her følger vi den niårige dreng Raj, der efter hans to brødres tragiske død er eneste barn i en fattig familie med en fordrukken og voldelig far. Efter en særligt voldsom omgang tæsk fra faren blive Raj indlagt på hospitalet i en fængselslejr, hvor faren arbejder som vagt.

Her møder Raj den forældreløse, polsk-jødiske dreng David, som er blandt de internerede i fængselslejren. De to drenge, som bærer på hver deres tragiske livshistorie, knytter i løbet af kort tid et stærkt venskab, og i forbindelse med ødelæggelserne fra en voldsom orkan ser Raj en mulighed for at hjælpe David med at flygte fra lejren. Allerede fra romanens begyndelse er vi som læsere dog indviet i, at det kommer til at ende skidt.

Romanens historiske bagtæppe er Anden Verdenskrig og Holocaust. I september 1940 stævnede et britisk skib med europæiske jøder som passagerer mod Palæstina, hvor de af briterne var blevet stillet i udsigt, at de kunne opnå asyl. I Palæstina blev de imidlertid betragtet som illegale immigranter og nægtet indrejse. I stedet blev en stor del af dem sendt videre sydpå, helt til den afrikanske ø Mauritius, som på det tidspunkt også var under britisk herredømme. Her endte de jødiske flygtninge, der var på flugt fra nazisterne koncentrationslejrene i Europa, med at tilbringe resten af krigen inden for mure og pigtråd som internerede i øens statsfængsel.

Nathacha Appanah (f. 1973).
Foto fra forfatterens Goodreads-profil (fotograf uoplyst)..

Romanens historie fortælles i en serie tilbageblik af hovedpersonen selv, der fra en position som halvfjerdsårig genoplever og genfortæller sine oplevelser med drengen David. Dette fortællesmæssige greb tillader Appanah på én gang at fortælle historien fra et barns perspektiv og med den voksnes sprog og efterreflektion.

Nathacha Appanah kan godt skrive. Der er mange smukke sætninger, og dele af romanen er fortalt i en stream-of-consciousness-lignende stil. I romanens begyndelse evnede Appanah både at berøre mig og løfte mine forventninger til resten af bogen helt til tops.

Hverken sprog eller historie kan imidlertid holde hele vejen igennem. Jeg kan sådan set godt acceptere præmissen i historien, ihvertfald i princippet: At de relativt få dages oplevelser, vi hører om, i kombination med fortællerens tidligere oplevelser, skulle have sat dette livslange, traumatiserende aftryk på ham. Men historiens helt centrale omdrejningspunkt, fortællerens hurtigt opståede, men dybtfølte venskab til drengen David, virkede på mig mere postuleret end demonstreret i fortællingen.

Dertil kommer det problem, at Appanah nok har evner for at skrive, men ikke evner sprogligt mådehold. De samme sproglige virkemidler gentages igen og igen med den virkning, at fortællerens melankoli slår over i navlepillende sentimentalitet, og stilen kommer til at fremstå påtaget, selvhøjtidelig og affekteret.

Ved romanens slutning sad jeg således tilbage med en oplevelse af, at det hele var både for lidt (historien) og for meget (sproget).