Pál Závada: En torvedag

Hvilke mekanismer skaber en menneskehob? Hvad kan gøre almindelige mennesker til delagtige i vilkårlige lynchninger? Og hvornår er man – i moralsk forstand – medskyldig, når en menneskemasse begår vold og drab? Skal man selv have kastet den første sten eller bare én sten? Hvilken skyld påhviler den, der ganske vist ikke aktivt medvirker, men passivt ser til og ser væk? Og hvordan finder man et sprog for at tale om kollektive traumer i en ikke alt for fjern fortid?

Sådanne spørgsmål er blandt dem, den ungarnske forfatter Pál Závada (f. 1954) stiller sig og forsøger at indkredse svar på i romanen En torvedag (opr. 2016), som netop er udkommet på dansk på Skjødt Forlag i en lydefri oversættelse ved Leif Sand.

Romanen tager afsæt i de historiske begivenheder, der udfoldede sig i den ungarnske landsby Kunmadaras den 22. maj 1946. Her blev jøder, der havde overlevet nazisternes koncentrationslejre, og kun for ganske nylig var hjemvendt til deres landsby efter afslutningen af Anden Verdenskrig, udsat for en voldsom pogrom, hvorunder flere blev dræbt.

Pál Závada lægger en smule litterær afstand til historien ved at lade romanen udspille sig i en fiktiv landsby, han kalder Kunvadas, men der er ikke tvivl om forlægget.

Historien fortælles af en vis Mária Csóka, som er gift med en skolelærer, der kommer under anklage i den efterfølgende retssag om at placere skylden for optøjerne og drabene,

Romanen begynder med en scene fra den famøse dag, en torvedag, hvor fortælleren ser en jødisk æggehandler blive slæbt ud af sin butik og tævet af en ophidset hob. Og siden går det slag i slag, og flere og flere jøder i byen bliver tævet og plyndret. Optøjerne ledes af gruppe af rasende landsbykvinder, som hadefuldt anklager jøderne efter præcis de samme antisemitiske skabeloner, som nazisterne anvendte.

Det, der så tog sin begyndelse, blev bagefter omtalt som, at helvede brød løs på torvet i Kunvadas. De gik løs på de handlende, opildnede hinanden, ‘fang jøderne, klem dem om halsen.’ Og ‘fang dem, de røver vores børn, hakker dem og putter [dem] i kødsovs og pølser. Slå jøden, hug ham ned.’

Mária Csóka er hovedfortælleren, men undervejs refererer hun også vidneudsagn, breve og andre beretninger fra en række andre landsbybeboere. Reelt kan man således godt betegne romanen som en flerstemmig fortælling, som springer frem og tilbage i tid og bygger lag på lag i forståelsen af, hvad der egentlig skete den torvedag og i tiden, der gik forud.

Efter de dramatiske begivenheder kommer Mária Csókas mand som nævnt på anklagebænken for at have været en af hovedmændene bag pogromen, og den efterfølgende retssag er et centralt omdrejningspunkt i romanen.

Ingen i retssagen synes imidlertid særlig interesserede i de jødiske medborgere, der er blevet dræbt eller på anden måde har lidt overlast. Ingen forsøger reelt at gendrive de anklager, der svirrer i luften, mod de jødiske borgere, der er vendt tilbage fra koncentrationslejrene. Som om alle i bund og grund deler det antisemitiske verdenssyn. Anklagerne og retssagen synes således snarere drevet af de kommunistiske grupperingers forsøg på at få ram på nogle af “småborgerne.” Egentlig trang til at afdække en sandhed om, hvem der kunne siges at være hovedskylden i pogromen, synes ikke at være en dominerende motivation.

Pál Závada (f. 1954). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Et af romanens greb er, at Mária Csóka er notorisk utroværdig som fortællerstemme i og med, at hun selv – som ægtefælle til en af de anklagede – er dybt følelsesmæssigt involveret i særligt den efterfølgende retssag om pogromen.

Hendes mand, skolelæreren Sándor Hadnagy, er inden den famøse torvedag under anklage for at have udvist fascistiske sympatier i krigens sidste dage. Fortælleren bedyrer over for læseren, at disse anklager er frit opfundne og intet har på sig og alene er et udtryk for kommunisternes heksejagt på småborgerne i Ungarn i de første år efter krigen.

Som læsere bliver vi imidlertid aldrig helt overbeviste. Der er ét eller andet med ham Sándor Hadnagy og hans fortid, der virker lidt uldent.

Til gengæld synes det åbenlyst, at det i juridisk forstand er aldeles grundløst, da Hadnagy også bliver anklaget som opvigler til pogromen i Kunvadas. Men er han også aldeles uskyldig i moralsk forstand? For selv om han ikke var direkte involveret i at anstifte pogromen, så gjorde han heller ikke noget for at stoppe den. Tværtimod understreger han i forbindelse med den efterfølgende retssag selv, at han netop holdt sig hjemme og inden døre under det hele, for at undgå, at nogen skulle kunne anklage ham for at have deltaget.

Hans kone, fortælleren, bedyrer mandens uskyld i det hele – men hun er ikke enig med ham i hans passive tilgang. Yderligere kommer det også frem, at Hadnagy forud for pogromen ved flere lejligheder har givet udtryk for antisemitiske holdninger.

Som læser sidder man både undervejs og efter endt læsning tilbage med et mere end broget billede af de involverede personer, hvoraf ingen kan siges at være renfærdige i hverken tanker eller handlinger, heller ikke fortælleren.

Det, der til gengæld står tydeligt frem, er et uhyggeligt massepsykologisk billede af hobens natur og af, hvor lidt der i en massedynamik skal til for at udløse vold. Og så er det et – i litterær form – vidnesbyrd om et skammeligt kapitale i Ungarns efterkrigshistorie, som de fleste nok gerne har villet glemme.

En torvedag er en væsentlig roman i kraft af sin udfoldelse af disse temaer, og den har uomtvisteligt en masse kvaliteter. Alligevel takserer jeg lidt lunkent til tre stjerner. Det skyldes, at jeg ærlig talt kedede mig lidt, mens jeg læste bogen, som er en noget tung omgang. På trods af romanens gruelige genstand og de store følelsesmæssige rutschebaneture, romanens personer må gå igennem, blev jeg aldrig selv for alvor grebet af romanfortællingen (de faktiske, historiske begivenheder, der ligger bag, er det til gengæld næppe muligt ikke at blive berørt af).

Det har måske noget at gøre med, at det er en meget intellektuel roman. Den er mere tænkt end følt, og Závada opretholder romanen igennem en vis afstand til begivenhederne og personerne.

Man kan indvende, at det er jo netop en del af Závadas teknik og et vigtigt fremstillingsmæssigt greb at etablere og bevare denne afstand. Det er en måde overhovedet at blive i stand til at skrive disse traumatiske begivenheder frem. Og netop i sprækkerne mellem de faktiske, historiske begivenheder og den distancerede, litterære fremstilling, opstår der mening og den særlige fylde, som kommer af, at læseren selv får overladt en del af fortolkningsopgaven.

Og ja, det er alt sammen rigtigt, men jeg kedede mig altså lidt alligevel.

Hvorom alting er: Pál Závadas bog er afgjort værd at læse som studium af massepsykologi og hvordan ellers helt almindelige mennesker i løbet af skræmmende kort tid kan blive en del af en blodtørstig lynchende hob. Også selv om den er lidt tung i det.

K's vurdering: