Marco Magini: Som om jeg var alene

En kroatisk soldat indrulleret i den serbiske hærs forbrydelser i Bosnien. En hollandsk FN-soldat på skamfuld mission. En spansk dommer splittet mellem pligt, samvittighed og personlig ærekærhed.

Den italienske forfatter Marco Magini (f. 1985) har begået en glimrende international roman om den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne, om dens medvirkende, medløbere, tilskuere, ofre og dommere.

Bogen er fortalt i tre spor fra skiftevis tre forskellige personers synsvinkel:

Vi følger dels Dražen Erdemović, en ung etnisk kroatisk mand, som er født og opvokset i Bosnien, men under den jugoslaviske borgerkrig lader sig hverve som soldat i den serbiske hær i krigen om Bosnien-Hercegovina. Dražen er romanens egentlige omdrejningspunkt: Han er som medlem af den serbiske 10. bataljon i Bosnien medvirkende i serbernes folkedrab på den muslimske civilbefolkning i den bosniske landsby Srebrenica i juli 1995, den værste enkeltmassakre i Europa siden 2. verdenskrig.

Dels følger vi den hollandske FN-soldat Dirk, som tjener i det hollandske kontingent FN-soldater, der var udstationeret til at beskytte civilbefolkningen i Srebrenica – men til uendelig skam for det internationale samfund endte med ikke bare at se passivt til, men de facto aktivt at hjælpe de serbiske tropper med i ro og orden at få gelejdet mere end 8.000 bosniske civile ind i de busser, der skulle køre dem lidt uden for landsbyen til masseudryddelse.

Og endelig følger vi den spanske dommer Romeo González, der som en slags retrætepost er udpeget som dommer ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien. González gør sig forestillinger om at dømme i spektakulære retssager mod en Mladic, Karadžić eller Milosevic, så han bliver umiddelbart skuffet, da han får tildelt sagen mod den menige soldat Dražen Erdemović – en sag, som imidlertid viser sig at blive nyhedsmæssigt sensationel, da Erdemović erklærer sig skyldig i anklagerne om medvirken til folkemord, og som for dommer González udvikler sig til en personlig, moralsk og og juridisk udfordring.

Virkelighedens Dražen Erdemović (f.1971). Foto fra retssagen mod ham.

Dražen Erdemović er en virkelig person. Han var den første, der tilstod sine forbrydelser under den jugoslaviske borgerkrig, herunder personligt at have likvideret 70 civile bosniere under massakren i Srebrenica, og han er til dato det eneste medlem af den serbiske 10. bataljon, der er blevet retsforfulgt. Han blev den 29. november 1996 idømt ti års fængsel for mord og forbrydelser mod menneskeheden ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (straffen blev senere nedsat til fem år på grund af formildende omstændigheder). Dommer Romeo Gonzáles og FN-soldaten Dirk er derimod fiktive personer.

Bogen er skrevet i et sikkert og letlæst sprog. Handlingen flyder fint, og bogen er i det hele taget ganske underholdende – selv om det føles forkert at bruge et sådant udtryk om en bog med så alvorligt et ærinde.

Der er således scener, som er så hårde, at de er svære at læse: det er scener fra selve massakren og skildringer af soldaternes vilkårlige vold mod civile i øvrigt. Især en grim voldtægtsscene testede min stamina som læser. Men det er også en bog om forfærdelige gerninger, som der kun kan skrives forfærdeligt om, og Marco Magini doserer disse dele rigtigt, ligesom han på intet tidspunkt forfalder til det kulørte.

“Giv agt!” Denne gang er det Milorad selv der vækker os af den trance gråden og råbene har hensat os i. “Læg an!” Denne gang er der ikke stille, denne gang skriger de alle sammen, de græder og bander indtil Milorad sætter en stopper for det og råber: “Fyr!” Så skyder jeg, jeg skyder for at blive fri for skrigene, jeg skyder, fordi jeg ikke kan skyde, jeg skyder fordi jeg vil glemme hvem jeg i virkeligheden er, hvem jeg er blevet.

Bogens grundidé er at fortælle historien om folkedrabet i Srebrenica fra tre vinkler – den direkte medvirkende serbiske soldat, den passive og dermed indirekte medskyldige FN-soldat og dommeren. Det er godt tænkt, og det er udmærket fortalt, men jeg kan ikke lade være med at synes, at Magini ikke får helt nok ud af sit eget oplæg.

Marco Magini (f. 1985). Foto fra forfatterens hjemmeside.

Kapitlerne om Dražen er klart de bedste – de er medrivende og indlevende fortalt. Men i virkeligheden er Dražen måske ikke den mest interessante serbiske soldat at portrættere. Han fremstilles som en god dreng, der grundlæggende har det moralske kompas i orden og i krigen også aktivt forsøger at hindre nogle af de vilkårlige voldshandlinger (om end med en væsentlig undtagelse, da han lader sig presse til at deltage i en modbydelig gruppevoldtægt). Hans medvirken i massakren i Srebrenica sker kun under truslen om alternativt selv at blive henrettet og dermed efterlade sin kone og datter uden mand og far.

Jeg hævder ikke dermed, at hans handlinger ikke indeholder svære etiske dilemmaer – og for dommeren efterfølgende også juridiske dilemmaer. Men rigtig udfordrende kunne det have været at forsøge sig med et indlevet portræt af en af de mange almindelige unge mænd, der uden at have en voldelig forhistorie eller førhen have været grebet af nationalisme eller etnisk chauvinisme alligevel lader sig rive med og mere velvilligt end Dražen Erdemović deltager i krigens uhyrligheder.

Kapitlerne set fra den hollandske FN-soldat Dirks perspektiv er fine nok, men har en lidt mere observerende karakter – vi kommer ikke helt ind under huden på ham som karakter. Det samme gælder kapitlerne om dommer González: De er udmærket skrevet, og jeg kan sagtens følge Marco Maginis idé med at have dette perspektiv med, men denne del af romanen fremstår lidt afkoblet fra hovedhistorien.

Alt i alt dog en anbefalelsesværdig roman, som også kan fungere som genopfriskning af den historiske tragedie og skandale, som massakren i Srebrenica var. Den gælder det om ikke at glemme.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

K's vurdering: