Adam Roberts: The Thing Itself

Immanuel Kants kategorilære som science fiction-horror-thriller – tilsat tidsrejser, manipulationer af det fysiske rum, mystiske spøgelsesvæsener, en supercomputer, der får HAL 9000 fra Rumrejsen år 2001 til at ligne en TI-90 lommeregner – og samtidig iklædt litterære stileksperimenter á la James Joyce, Thomas de Quincey og 1600-talsprosa. Og nå ja, så får vi undervejs også lige løst Fermis paradoks og bevist Guds eksistens.

Lyder det som lidt af en mundfuld? Det er det også, og det er med mine læsebriller også en for stor mundfuld for den britiske sci-fi-forfatter Adam Roberts (f. 1965). Jeg kipper med kasketten for hans endog meget store ambitioner med romanen The Thing Itself, og for hans mod og vilje til at spænde tanken. Science-fictionplottet holder, men romanen bærer samlet set ikke helt igennem.

Det er meget svært at skrive noget om romanen uden samtidig at afsløre dele af dens plot og pointer. Jeg skal nok afholde mig fra at røbe hele den store sammenhæng, men hvis du ikke kan tåle et eneste kig ind i de mange overraskende twist i romanen, så læs ikke videre. Vid dog, at bogens bagsidetekst, som giver løfter om en regulær sci-fi-horror-thriller á la John Carpenters ny-klassiske gyserfilm The Thing, er meget langt fra Adam Roberts’ ambitioner og stilen i romanen – omend den indeholder hints til Carpenter, såvel som til mange af sci-fi-litteraturens klassikere.

I romanens åbningskapitel befinder vi os i Antarktis i 1980’erne. To forskere opholder sig alene på en lille observationsstation som led i et SETI-projekt (Search for Extra-Terrestrial Intelligence), hvor de analyserer data fra verdensrummet i håbet om at opfange tegn på intelligent liv et andet sted i universet. Under opholdet bygges en konflikt op mellem de to, jeg-fortælleren, Charles Gardner, og hans makker, Roy Curtius, som udviser flere og flere foruroligende tegn på, at han er ved at miste forstanden – hvoraf et af tegnene synes at være, at han hele tiden er fordybet i læsning af Kants Kritik af den rene fornuft (1781). Et andet tegn er, at Roy mener at have løst Fermis paradoks: Dette, at der givet universets størrelse og alder logisk set bør eksistere intelligente livsformer uden for jorden, samtidig med at vi ikke har beviser for noget sådant (tilskrevet den italiensk-amerikanske fysiker Enrico Fermi (1901-1954)).

Og noget sker. De får på en eller anden måde kontakt med eller bliver berørt af … noget, et-eller-andet, noget udefinerligt, men sjælrystende skræmmende. De er begge tæt på at miste livet.

    It was the most terrifying thing I ever saw.
    Flames about me, and black coals the size of mountains.
    There was a hint of – I’m going to say, claws, jaws, a clamping something. A maw. Not a tentacle, nothing so defined. Nor was it darkness. It made a low, thrumming chiming noise, like a muffled bell sounding underground, ding-ding, ding-ding. But this was not a sound-wave sort of sound. This was not a propagating expanding sphere of agitated air articles. It was a pulse in the mind. It was a shudder of the soul.

Begge mænd overlever dog, men ikke uden mén. Fortælleren Charles er fysisk invalideret af frostskader og kommer sig aldrig psykisk over begivenhederne i Antarktis. Han er hverken i stand til at holde på et job eller en kæreste og plages af drømmesyner af en besynderlig spøgelsesagtig dreng. 30 år senere skraber han sig kun lige akkurat gennem livet som skraldemand i England.

Men så bliver Charles kontaktet af et mystisk institut, som forsker i supercomputere og “ægte” kunstig intelligens. Hvad instituttet skal bruge ham til, er et mysterium for ham selv og læseren, men efterhånden finder man ud af, at det har noget at gøre med begivenhederne i Antarktis 30 år tidligere og med hans gamle makker og fjende, Roy Curtius, der nu er i forvaring på et psykiatrisk hospital. Og så har det angiveligt noget at gøre med Kants mere end 200 år gamle transcendentalfilosofi, som forskerne på instituttet synes at have forlæst sig på.

Jeg er filosofihistorisk opdraget til, at man altid lige rejser sig og bukker respektfuldt på vegne af al senere tænkning, hvis nogen nævner navnet Immanuel Kant (1724-1804). Det var givetvis medvirkende til, at min interesse blev fanget af en positiv omtale i The Guardian af Adam Roberts’ roman som en filosofisk science fiction-spændingsroman med afsæt i Kants kategorilære. Og det er nok samtidig derfor, at jeg har lidt svært ved at goutere Roberts’ mysticistiske og platte udlægning af Kants filosofi og hans begreb om Tingen-i-sig-selv (Das Ding an sich)

Og nu bliver det muligvis lidt tungt for nogle – men det er Adam Roberts’ roman også i lange passager, så det skal man kunne bære, hvis man vil give sig i kast med bogen. Uden at dette skal blive til et filosofisk skoleridt, er vi således nødt til lige at runde nogle kantianske hovedbegreber:

Immanuel Kant (1784-1804). Portræt: Ukendt kunstner.

Kant var optaget af at undersøge muligheden for at kunne fælde universelt gyldige domme (kognitive, æstetiske, moralske), som er uafhængige af det enkelte menneskes subjektive erfaring. Hans “løsning” var den radikale indsigt, at mennesket aldrig kommer til at kunne erkende tingene i verden “i sig selv”, altså som de er udenfor den menneskelige erfaring, for vores erfaringer af verden vil altid og allerede være struktureret af nogle bestemte måder, hvorpå det menneskelige erkendelsesapparat er skruet sammen.

Allermest grundlæggende er menneskets erfaring struktureret af to anskuelsesformer, tid og rum. Er tid og rum ikke noget objektivt ved den verden, vi lever i, kunne man spørge? Måske, men vi kan ikke sige noget om det, siger Kant, vi kan kun vide, at al menneskelig erfaring med nødvendighed er begrænset af disse anskuelsesformer. Ud over de to basale anskuelsesformer tid og rum opererer Kant med tolv ligeledes universelle forstandskategorier, som a priori (altså før og uafhængigt af erfaringen) strukturerer menneskets tænkning. En af disse kategorier er for eksempel kausalitet: Kausalitet kan ikke bestemmes som noget iboende i verden uden for vores erfaring – men vi kan ikke erfare noget om verden uden samtidig at tænke det ind i et årsag-virkning-forhold, sådan fungerer vores hjerner slet og ret.

Kant bygger et gigantisk erkendelsesfilosofisk system op omkring disse grundindsigter. Men systemet efterlader en metafysisk rest, kan man sige, dette noget, Tingen-i-sig-selv (das Ding an sich), som er uden for menneskets erkendelse, men som vi altså aldrig vil kunne sige noget sikkert om.

Tilbage til plottet i Roberts’ The Thing Itself, og du har formentlig nu gættet, hvad titlen hentyder til. For på det mystiske institut, som vores hovedperson er kommet i kløerne på, læser de også Kant, og de har tilsyneladende haft mere held end som så med at skabe en supercomputer med kunstig intelligens. Og spørgsmålet er nu: Muligvis havde Kant ret i, at den menneskelige erkendelse er begrænset af tid og rum, men hvad med en ikke-menneskelig kunstig intelligens? Kan en intelligent supercomputer udvikle sin egen intelligens hinsides den menneskelige, hinsides forstandskategorierne og anskuelsesformerne tid og rum? Og i så fald: kan en sådan kunstig intelligens give mennesket adgang til erkendelse af Tingen-i-sig-selv, og yderligere måske adgang til at manipulere med og bevæge sig på tværs af tid og rum?

Adam Roberts tager med andre ord livtag med nogle de helt store filosofiske temaer, som den klassiske sci-fi-genre også gør det, og der er mere end én implicit hilsen undervejs til bl.a. Arthur C. Clarkes Rumrejsen år 2001 og mange andre. Og herfra går det i hovedhistorien faktisk over stok og sten med tætpakket action afløst af (religions)filosofiske reflektioner – ikke ulig en Dan (Da Vinci mysteriet) Brown-roman, men trods alt bedre skrevet. Jeg vil ikke røbe mere om, hvor det hele bærer hen, men historien kommer vidt omkring, og det bliver temmelig vidtløftigt.

Adam Roberts (f. 1965). Foto: Geraint Lewis/REX/Shutterstock

Som om ovenstående ikke var nok, afbrydes hovedhistorien fortalt af anti-helten Charles Gardner imidlertid efter hvert kapitel af et indskudt kapitel, der hver gang foregår et helt andet sted og i en helt anden tid. Et kapitel foregår i Europa i år 1900, hvor der optræder H. G. Wells-agtige aliens. Et andet kapitel er fortalt i en stream-of-consciousness-stil, der bevidst forsøger at lægge sig efter James Joyce og har Molly Bloom (fra Joyces Ulysses) i hovedrollen. Et tredje er en slags pastiche over Thomas de Quinceys klassiske fortælling om The Last Days of Immanuel Kant (1827).

Et fjerde (meget langt) kapitel følger en dreng i slutningen af 1600-tallet, som udsættes for systematiske seksuelle overgreb af husets herre, men senere initieres til noget ubestemmeligt i en slags heksesabbat (hvor selveste Sankt Peter – måske – kigger forbi) – skrevet i en stil, inklusive stavemåder, der skal mime 1600-tallet (hvilket gør det temmelig – og efter min smag helt unødigt – svært at læse). Der er sågar et kapitel fra fremtiden, hvor det er en gimmick, at der er opfundet kønsneutrale personlige pronominer (“si”, “shim”, “shimself”) – her havde Adam Roberts jo så ikke behøvet at kigge ind i fremtiden, han kunne bare have kigget til Sverige og svenskernes nye “hen”.

Disse i alt seks indskudte, lange kapitler fungerer faktisk som små selvstændige noveller i egen ret, men som læser er man i starten totalt mystificeret over, hvad i alverden der foregår. Det skal jeg ikke røbe, men til Adam Roberts’ fortjeneste skal siges, at det hele bindes sammen – på en måde – til sidst. Jeg havde dog gerne været disse indskudte kapitler foruden. Pånær måske kapitlet fra fremtiden, som er en ganske fin, pudsig kærlighedshistorie, fandt jeg disse digressioner kedelige i sig selv, unødigt forstyrrende for hovedhistorien og prætentiøse i deres form.

The Thing Itself er en bog, jeg havde sjældent svært ved at bestemme mig for, hvad jeg egentlig skulle mene om. Undervejs var jeg på den ene side umådeligt irriteret over Roberts’ platte, mysticistiske populærudlægning af Kants filosofi (som vrangfortolkes til at have spørgsmålet om Tingen-i-sig-selv som sit primære interessefelt) og over hans prætentiøse forsøg udi at skrive i forskellige stilarter i de alt for lange indskudte kapitler, der bryder hovedhistorien op. At Adam Roberts tilmed har givet hvert af romanens tolv lange kapitler en undertitel efter hver af Kants tolv forstandskategorier hører også til i den prætentiøse og fjollede afdeling.

På den anden side var jeg glimrende underholdt af den på egne sci-fi-præmisser velfortalte spændingsfortælling om Charles Gardner og Roy Curtius, ligesom jeg anerkender, at romanen på trods af alle afstikkerne lykkes med at etablere en intern konsistens inden for sit eget komplekse univers.

Adam Roberts vil tydeligvis gerne vise, at han stilmæssigt mestrer mange litterære former. Han kan også noget. Men min samlede konklusion er, at han spænder sin bue for hårdt i The Thing Itself, og reultatet er for ueffent til at indløse romanens egne ambitioner.

Bogen ville efter min smag have tjent sig selv og mig som læser bedre ved at afkorte eller droppe nogle af de lange indskudte kapitler for at lade hovedhistorien kommer mere til sin ret som mere regulær sci-fi-thriller inklusive de svimlende filosofiske tanker, den i sig selv rummer i klassisk sci-fi-stil.

K's vurdering: