Skøn, hjertevarm, selvbiografisk historie om en dreng i Malawi, som mod alle odds, uden skolegang og uden penge på egen hånd bygger en vindmølle, der kan generere elektricitet – og derigennem skaber håb om en bedre fremtid for ham selv og for et fattigt landsbysamfund.
The Boy Who Harnessed the Wind er noget så sjældent som en bog, der faktisk er lige så god og inspirerende, som alle blurbs’ene hævder. Temaet kan muligvis lyde tungt, men det er vitterligt en dejlig og læseværdig bog med både håb og humor.
Der er tale om en erindringsbog om William Kamkwandas barndom i en lille, fattig landsby i det tørkeramte Malawi i det sydlige Afrika. De detaljerede beskrivelser af livet i landsbyen er spændende i sig selv, men bogen er meget mere end dét. Først og fremmest er det en opløftende historie om en dreng, som mod alle odds skaber en forandring for sig selv og sin familie – drevet af intet andet end egen videbegærlighed og ambition.
William bliver født i landsbyen Wimbe i Malawi i 1987. Som mange andre i Malawi lever hans familie mere eller mindre fra hånden og i munden af at dyrke majs og lidt tobak på deres marker. William er en videbegærlig dreng, men hans familie har ikke råd til at betale for hans skolegang, så han må droppe ud af skolen.
For ikke at komme for langt bagefter i skolen opsøger William selv alt den viden, han kan komme i nærheden af på det lille lokale bibliotek. Hans interesse for fysik styrkes af nogle gamle, amerikanske fysikbøger. Hans engelske er dårligt, men med udgangspunkt i bøgernes illustrationer, ordbøger og hjælp fra bibliotekaren formår han som fjortenårig på egen hånd at tilegne sig nok viden til at bygge en simpel vindmølle. Han konstruerer den af de dele, han kan finde på den lokale skrotplads og andre steder: En rusten traktorrotor, et cykelstel, et par smeltede plasticrør, nogle udbankede ølkapsler, nogle meter ledning, en cykeldynamo, et stel bygget af gummitræstammer …
Williams første ambition er at generere elektrisk lys via vindmøllen. Det kan lyde som et beskedent mål, men i en landsby i Malawi er det ikke desto mindre en mindre revolution, også i det 21. århundrede:
Once the sun goes down, and if there’s no moon, everyone stops what they’re doing, brushes their teeth, and just goes to sleep. Not at 10:00 P.M., or even at nine o’clock – but seven in the evening! Who goes to bed at seven in the evening? Well, I can tell you, most of Africa.
Williams egen familie og de andre i landsbyen betragter ham i starten som lidt af en galning, indtil det faktisk lykkes ham at at få vindmøllen til at fungere og producere nok elektricitet til at lyse familiens hytter op, drive radioer og oplade mobiltelefoner mv.
Herfra går det slag i slag: Gode folk med indflydelse og sidenhen journalister får nys om hans bedrift. William bliver inviteret til at tale ved en TEDtalk i Arusha, Tanzania, som han gennemfører bævrende nervøst og flov over sit engelsk, men ikke desto mindre til stor begejstring for publikum. Opmærksomheden omkring ham giver blandt andet afkast i form af donationer, så han kan genoptage sin skolegang.
Willliams egen fremstilling af hans optræden på TEDtalk i Arusha, hvor han rystende nervøs interviewes af en vis Chris, er symptomatisk for den afvæbnende, charmerende tone i hele bogen. Chris starter med et billede af Williams forældres lerklinede hytter i Malawi:
“Where is this?” he asked.
“This my home. This is where I live.”
“Where? What country?”
“In Malawi, Kasungo,” I said. No, that’s wrong. I quickly corrected myself. “Ahm, Kasungo, Malawi,” I added. My hands started to shake.
“Five years ago you had an idea,” Chris said. “What was that?”
“I want to made a windmill.” Wrong again. Chris smiled.
“So what did you do, how did you realize that?”
I took a deep breath and gave it my best. “After I drop out from school, I went to library … and I get information about windmill …” Keep going, keep going … “And I try, and I made it.”
Udgivelsen af bogen The Boy Who Harnessed the Wind, skrevet af William selv i samarbejde med Bryan Mealer, kan for så vidt betragtes som et slags spin-off af den internationale opmærksomhed, hans vindmølleprojekt skabte. Og efter udgivelsen er historien om Williams vindmølle kun blevet yderligere ikoniseret, blandt andet via en optræden i The Daily Show med Jon Stewart.
Bogen er ikke desto mindre værd at læse i sig selv. William Kamkwamba fortæller sin historie – med hjælp fra medforfatter Bryan Mealer – med et nærvær, en varme og en humor, som må få selv den mest skeptiske læser til at sænke paraderne. William er usædvanligt charmerende, både på skrift i bogen og i de klip, man kan finde af ham på nettet, jf. f.eks. link ovenfor til hans første TEDtalk.
Bogen har en fin balance. Det er først og fremmest en personlig historie, og det er dens styrke. Man kan godt få den tanke, at den internationale succes, der har omgærdet fortællingen om Wiliams vindmølle, også er båret af, at det er dejligt nemt for os i den heldige del af verden at lade os betrygge i en illusion om, at hvis der nu bare var flere initiativrige mennesker som William i Afrika, så havde kontinentet nok klaret sig meget bedre. Hokus pokus, ansvar væk fra alle andre.
Kamkwambas fortælling gør det ikke desto mindre tydeligt, at forholdene i de små landsbysamfund i Malawi har ikke så lidt at gøre med politiske og strukturelle forhold: uduelige og korrupte regeringer hjulpet på vej af IMFs politik for tilbagebetaling af international gæld. Kritikken af disse forhold er på ingen måde bogens hovedfokus, men de er svære at se bort fra som baggrund for de forfærdende forhold, der beskrives. Kamkwambas hovedfokus er imidlertid et andet: At inspirere den enkelte til at skabe forandring på trods af forhindringer.
Omdrejningspunktet i bogen er Willliams hjemmebyggede vindmølle, men bogen handler om meget andet. Faktisk kommer vi først til vindmøllebyggeriet i anden halvdel. Bogen starter med en række mytologiske historier fra Malawi, der kompositorisk fungerer fint som modpol til bogens udtoning i en hyldest til naturvidenskaben. Derefter følger historien om Williams bedstefar, om hans far og om hans egen tidligste barndom.
En stor del af romanen er viet til sultkatastrofen i Malawi i 2001-2002 i forlængelse af en ødelæggende tørke. Katastrofen er beskrevet, som den opleves gradvist fra dag til dag med stadigt mindre måltider – usentimentalt, men detaljeret og meget stærkt. Fremstillingen af sulten i sig selv gør bogen værd at læse, og kompositorisk fungerer den samtidig som overbevisende drivkraft for Williams vindmølleprojekt.
Bogen er en personlig erindringsbog, men den læses som en roman – historien er fyldt med drama, den er gedigent underholdende – og meget berørende og skræmmende i beskrivelsen af især sultkatasotrofen i 2001, men også af HIV-smittens påvirkning af lokalsamfundet.
Når man læser bogen er det ikke svært at forstå, hvorfor William Kamkwamba er slået igennem internationalt. Både hans historie og hans tone går lige i hjertet med en åbenhed og en charme, man bare må overgive sig til.
William Kamkwamba og hans medforfatter Bryan Wealer fortæller historien uden omsvøb eller dikedarer. Fokus er på den konkrete hverdag og på Williams gradvise opbygning af praktisk viden. Fortællingen henter i det hele taget sin styrke i de konkrete og detaljerede beskrivelser af, hvordan der bliver høstet, hvordan der bliver lavet mad, hvordan der bliver spist, og ikke mindst hvordan William konstruerer sine tekniske aggregater.
Da jeg var på Williams alder, brugte jeg min tid på at sidde derhjemme og læse romaner – men hans bog får mig til at drømme om, at jeg kunne havde brugt mere tid på at finde ting på skrotpladsen og omsætte fysiklektionerne i skolen til ting, der faktisk kunne virke i den fysiske verden. Ikke en ringe præstation af en fortælling, hvis man kender min fummelfingrethed og deraf følgende afsmag for praktisk-fysisk aktivitet.
Hvad skal man mene om bogen som littteratur betragtet? Dette er en af de bøger, hvor det er svært at adskille de “litterære” kvaliteter fra selve historien. For historien om William og hans vindmøllle er en virkelig god og ikonisk historie. Men den er faktisk også godt fortalt. Her er ingen raffinerede, litterære formuleringer, men til gengæld et helt enkelt og så meget mere nærværende og troværdigt sprog.
Selv om der er tale om en selvbiografisk erindringsbog, så læses den som en roman – og en særdeles underholdende én af slagsen. Der er flere og ret lange passager, der giver detaljerede forklaringer af for eksempel vekselstrøm og elektromagnetisme – og det vil for nogle læsere muligvis virke tungt – men min oplevelse var, at det hele læses let og naturligt, fordi fortællingen som helhed er båret af drengen Williams nysgerrighed og virkelyst.
Bogen er skrevet i et samarbejde mellem William Kamkwamba og Bryan Mealer. Jeg kunne godt have ønsket mig, at bogens ellers ret omfattende efterord (i den version, jeg har læst) havde løftet sløret lidt mere for de to forfatteres samarbejde om bogen. Bogen er skrevet som Williams fortælling i jeg-form, og jeg gætter på, at det er William Kamkazambas egen fortælling i egne ord, som Bryan Mealer har hjulpet med at skrive igennem i korrekt engelsk – men det fremgår ikke helt klart.
Under alle omstændigheder: The Boy Who Harnessed the Wind er en god fortælling med et opløftende budskab, som samtidig giver et uhyre interessant, detaljeret og nærværende indblik i dagliglivet i en landsby i Malawi – en verden, der kan forekomme uendeligt langt fra den danske, men som så alligevel er helt tæt på vores egen, fordi den er befolket af mennesker præcis os. Og hvis du i øvrigt har ambitioner om at bygge din egen vindmølle hjemme i haven, så er instruktionerne også her.
Jeg har læst bogen på engelsk, men den er også oversat til dansk som Drengen der tæmmede vinden af Bente Kastberg (Hr. Ferdinand 2010).
Titel: The Boy Who Harnessed the Wind. Creating Currents of Electricity and HopeForfatter: Bryan Mealer, William Kamkwamba
Udgiver: William Morrow
Udgivelsesdato: 27.07.2010
Sider: 320
Opr. udgivelsesår: 2009
Læst: August 2017
K's vurdering: