Hollandske Nescio er en ren fornøjelse af læse. Små titaner er hyldest til de unyttige drømmerier. En samling velskrevne, charmerende fortællinger fyldt med nærvær og melankolsk humor.
Nescio har angiveligt status som en af Hollands største prosaister. Alligevel har han ikke være udgivet i dansk oversættelse, før denne samling udkom sidste år takket været forlaget Jensen & Dalgaard og oversætter Miriam Boolsen.
Nescio var forfattersynonym for Jan Hendrik Frederik Grönloh (1882-1961). Han skrev under pseudonym, fordi han var bange for at skade sin karriere som funktionær i Handelskompagniet Holland-Bombay, hvor han blev direktør i 1926.
Samlingen Små titaner indeholder tre længere historier fra henholdsvis 1911, 1915 og 1918, og disse udgør bogens kerne. Dertil kommer seks kortere tekster fra perioden 1913-1943, der i kolofonen beskrives som skitser. De sidste er ligesom de første historier velskrevne, men ja, de har karakter af skitser eller korte enkeltkapitler, der måske har været tiltænkt at indgå i en længere fortælling, og de fleste af dem fremstår lidt løsrevne.
Selv om historierne og skitserne i samlingen er skrevet på forskellige tidspunkter og inden for et spænd på mere end 30 år år, så er der en bemærkelsesværdig god sammenhæng imellem dem. Det gælder skrivestil, men også temaer og persongalleri. Adskillige af personerne går således igen i flere af teksterne.
Nescios favoritkarakterer i disse historier er en flok fattige, unge, halvstuderede kunstnertyper i Amsterdam i begyndelsen af det 20. århundrede. I adskillige af teksterne er jeg-fortælleren den ikke særligt succesrige forfatterspire Koekebakker (Nescios alter ego?). Han omgiver sig med en flok venner af mere eller mindre samme støbning.
De er unge og passionerede, kunstmalere og forfattere, herligt optaget af alt dét, det etablerede, regulerede, borgerlige samfund opfatter som unyttigt: Kunsten, dagdrømmerierne, skønheden i en solnedgang eller en grøftekant.
Med ungdommens selvretfærdighed foragter de borgerlighedens værdier om lønsom foretagsomhed og dygtighed. Kun for lige akkurat at overleve ser de sig nødsaget til i kortere perioder at påtage sig lønarbejde af forskellig beskaffenhed, hvor de dog typisk gør en dyd ud af at være uproduktive. Hellere går de uden vinterfrakke og sultne i seng end at slave som kontoriusser.
Åh, vi tog hævn, vi lærte sprog, som de aldrig havde hørt navnet på og vi læste bøger som de ikke forstod noget af, vi gennemlevede følelser de ikke anede eksistensen af.
Og når én af dem en sjælden gang får solgt en tekst til en avis eller et maleri, deles der generøst ud til vennerne af brændevin og cigarer, hvorefter pengene hurtigt er væk.
De to første historier, Snylteren og Små titaner er de bedste:
Titelpersonen i Snylteren er Japi, som i en periode bliver en del af vennekredsen. Japi udmærker sig ved ikke gøre dagens gode gerning – udover helst at sidde for sig selv og stirre tanketomt på havet. Han overlever, som titlen angiver, først og fremmest ved at snylte på andre – fremmede, han møder og charmerer på et værtshus, og sine venner, hvis sidste cigar, sidste glas brændevin og sidste stykke pølse, han uden blusel og som den naturligste ting i verden ryger, drikker og spiser.
Som Japi siger om sig selv et sted, idet han koketterer karakteristisk med sin – efter arbejdskulturens begreber – unyttige uvirksomhed, som han ophæver til en dyd:
“ […] jeg er ingenting og jeg foretager mig ingenting. Egentlig foretager jeg mig stadig alt for meget. Jeg er travlt beskæftiget med at dø hen. Det bedste man kan gøre, er bare at sidde helt stille; at bevæge sig og at tænke er kun for dumme mennesker. Jeg tænker ikke. Det er ærgerligt, at jeg er nødt til at spise og sove. Allerhelst ville jeg bare blive siddende dag og nat.”
Mens Snylteren er et nedslag i en periode af vennekredsens liv, centreret omkring karakteren Japi, så har Små titaner karakter af et let melankolsk, men også humoristisk og kærligt blik tilbage på deres ungdoms passioner i lyset af det, de blev til som “rigtigt voksne.” Fortællingens første sætninger rammer den meget godt ind:
Drenge var vi – men gode drenge. Hvis jeg selv skal sige det. Vi er meget klogere nu, ynkværdigt kloge, undtagen Bavink, som er blevet tosset.
Som voksne opsluges de fleste af vennerne på trods af deres ungdoms idealer af den samme borgerlighed, de sådan foragtede. Man skal jo leve. Men ungdommens drømme hænger stadig lidt ved. Som hos Bekker, der i sine unge dage oversatte Dante og har skrevet digte, “selv om det kun er tretten stykker,” men alligevel ender med et åndløst kontorarbejde:
Han har ikke slået sig på flasken, Bekker. Han løser skakproblemer eller sover. Noget syn på fremtiden har han ikke. Han længes ikke engang efter, at klokken skal blive seks. Det gør alligevel ikke nogen forskel. Han indkaserer sin løn med melankolsk velbehag, og med melankolsk velbehag køber han slips og sko for pengene. Hans tøj er nydeligt børstet. En gang imellem er han en smule selvglad, fordi han før i tiden “levede et åndeligt liv.”
I forlagets bagsidetekst hævdes det, at Nescio er blevet sammenlignet med blandt andre Hamsun og Kafka. Sammenligningen med Kafka ville jeg nu ikke selv være kommet på, og jeg har svært ved at se parallellen.
Til gengæld kan jeg godt følge referencen til Hamsun, for så vidt Nescios favoritkarakterer godt kan minde lidt om Hamsuns navnløse hovedperson i Sult (1890), der tåger rundt i Kristianias gader i slutningen af den 19.århundrede og lever på sultegrænsen fra hånden og i munden, opfyldt af aldrig realiserede forestillinger om at skrive store ting. Uden at Nescios sprog dog har samme feberhede, maniske febrilskhed over sig som Hamsuns.
Nescios historier kan nu sagtens klare sig selv uden at skulle stives af med referencer til andre forfatterkoryfæer. Historierne er ikke specielt sprogligt eksperimenterende eller fyldt med skjult symbolik eller andre mærkværdigheder. Men der er et nærvær og en sympatisk humor i teksterne, og så er de slet og ret bare regulært godt skrevet.
Kort sagt en fornøjelse at læse. Således anbefalet.
Titel: Små titanerForfatter: Nescio
Udgiver: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesdato: 28.08.2018
Sider: 188
Originalsprog: Hollandsk
Oversætter: Miriam Boolsen
Originaltitel: De Uitvreter, Titjaantjes, Dichtertje, Mene Tekel
Opr. udgivelsesår: 1956
Læst: Oktober 2019
K's vurdering: