Mikhail Bulgakovs første roman om kampen om Kiev i den russiske revolutions første år er værd at læse for sit historiske portræt af perioden. Den er for så vidt elegant fortalt, men havde alligevel svært ved at fange mig.
Den, der kender og elsker Mikhail Bulgakov (1891-1940) for hans fabulerende, surrealistiske hovedværk, Mesteren og Margarita, eller den ikke mindre gakkede, lille pudseløjerlighed, En hunds hjerte, vil måske blive skuffet over Den Hvide Garde (opr. 1924, da. 2010). Ihvertfald skal man berede sig på en roman i en anden genre.
Den Hvide Garde er en roman i overvejende realistisk stil og langt mere traditionelt fortalt end de to førnævnte. En række drømmesekvenser – som for denne læser også var blandt højdepunkterne i romanen – kan dog ses som pegende stilmæssigt frem mod surrealismen i Mesteren og Margarita.
Med undertitlen Roman om en borgerkrig er Den Hvide Garde fortællingen om et lille udsnit af de første faser af borgerkrigen mellem De hvide og De røde under den russiske revolution i 1917/18.
Vi er i Ukraines hovedstad, Kiev (i romanen konsekvent kun omtalt som Byen), i slutningen af 1918, Første Verdenskrigs sidste dage. Kiev er besat af tyskerne, som imidlertid snart trækker sig ud. Uden for byen ligger flere forskellige hære og venter: Bolsjevikkernes Røde Hær, den kontrarevolutionære Hvide Garde og den nationalistiske oprørsleder Petljura og hans sammenrend af ukrainske bønder og kosakker.
Historisk er der tale om et kuriøst (hvis man kan tillade sig et sådant udtryk om blodig borgerkrig), ukrainsk mellemspil i revolutionen. Nationalistlederen Petljura hørte hverken til på den røde eller den hvide side, men han ledte en væbnet revolution, som kulminerede med erobringen af Kiev i december 1918, som han som leder af den selvudråbte ukrainske republik regerede i en overgangsperiode på 47 dage, indtil Den røde hær smed ham ud af Kiev i februar 1919. Petljura fortsatte modstanden mod bolsjevikkerne indtil 1921, hvor Ukraine efter den polsk-russiske krig igen blev indlemmet i Sovjetrusland, fra 1922 Sovjetunionen.
Romanens hovedpersoner er den russiske familie Turbin, en del af det russiske borgerskab i Kiev, der opfattede sig selv som russere og talte russisk, ikke ukrainsk. De hører til på den “hvide” side, i opposition til den bolsjevikiske revolution. Ligesom i øvrigt Bulgakov selv gjorde det.
Gennem familien Turbin – feltlægen Aleksej, den unge lillebror Nikolka og søsteren Jelena samt et galleri af bipersoner omkring dem – fortæller Bulgakov historien om kampen om Kiev i december 2018.
Der er således lagt op til et stort drama, men i den første halvdel af romanen var jeg ærlig talt på nippet til at småkede mig lidt. Bulgakov tager sig god tid til at præsentere en mængde personer, fiktive som historiske, men han kommer psykologisk ikke rigtig tæt nok på dem til, at jeg som læser for alvor kunne engagere mig i nogen af dem.
I sidste halvdel tager romanen mere fart, da kampen om Kiev bryder ud, og denne del byder på mere elementær spænding og underholding.
Romanen er først og fremmest værd at læse for det historiske portræt af perioden, men også for sit billede af krigens forvirrende kaos, uvisheden om, hvad der egentlig foregår, gadekampene, de vilkårlige henrettelser og almindelige plyndringer i ly af krigen.
De politiske rammer for fortællingen er komplicerede, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Som dansk læser er man hjulpet af et grundigt noteapparat ved oversætter Jan Hansen, men det kan også gøre det til en lidt anstrengende afbrudt læsning, hvis man følger alle noterne (116 i alt) undervejs.
Samlet set fandt jeg romanen historisk interessant, men jeg var ikke for alvor fanget af den.
Bulgakov nåede aldrig at opleve sin romanen publiceret i Sovjetunionen. Den fandt ikke nåde for censuren. Bulgakov omskrev dog selv romanen til et teaterstykke (Turbinedage), som til gengæld blev opført mange gange i hans samtid og paradoksalt nok skulle have været Stalins yndlingsteaterstykke.
Titel: Den hvide garde. Roman om en borgerkrigForfatter: Mikhail Bulgakov
Udgiver: Hovedland
Udgivelsesdato: 01.03.2010
Sider: 420
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Jan Hansen
Originaltitel: Белая гвардия
Opr. udgivelsesår: 1924
Læst: Februar 2022
K's vurdering: