Maria Matios: … Hardly Ever Otherwise

Interessant, barsk, men også poetisk smuk, ukrainsk roman om den patriarkalske kultur blandt hutsulerne i den ukrainske del af Karpaterne i tiden omkring Første Verdenskrig.

Europas største bjergkæde, Karpaterne, slynger sig i en bue fra Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Polen i vest gennem Ukraine og Rumænien i øst til Serbien i syd. Den ukrainske del af Karpaterne er hjemegn for det hutsulske bjergfolk.

De ukrainske Karpater var indtil Første Verdenskrig en del af det Østrig-Ungarnske Kejserdømme. Efter krigen fulgte en ganske kort selvstændighedsperiode for Republikken Hutsul i 1919, som dog efter kun seks måneder blev indlemmet i først Tjekkoslovakiet og senere Ungarn i 1939, indtil området efter Anden Verdenskrig blev en del af den ukrainske sovjetrepublik, i dag Ukraine.

Den ukrainske forfatter Maria Matios (f. 1959) nyder anerkendelse som en af de mest fremtrædende ukrainske forfattere i dag. Hun er født og opvokset i de ukrainske Karpater, og hendes roman, … Hardly Ever Otherwise (opr. 2007, eng. 2012), udspiller sig i en lille hutsulsk landsby i tiden omkring Første Verdenskrig.

Maria Matios (f. 1959). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Romanen er i sin ydre handling et familiedrama, fortalt i tre distinkte dele, som fortæller historien fra forskellige personers synsvinkel; familiemedlemmerne selv, venner, fjender, elskere, naboer.

Den første og længste del har fokus på familien Cheviuk, faren Kyrylo, moren Vasylyna og deres fire sønner og svigerdøtre. I centrum for fortællingen står et bestialsk jalousidrab på den yngste af sønnerne, Dmytryk, som har haft en affære med den unge, forsømte hustru på nabogården, mens hendes ældre (modbydelige) mand er indkaldt til krigen.

Mordet oprulles i begyndelsen af romanen, og jeg har således ikke herved afsløret for meget. Et udsnit af beskrivelsen af det bestialske mord kan tjene som advarsel til sarte sjæle (idet ‘bestialsk’ jo egentlig er et helt forkert udtryk, for intet dyr kunne udtænke eller udføre noget sådant, der skal mennesker til):

Next the two men, again saying nothing, took Dmytryk by the hands and feet and stretched him out on top of the boards; face down, so that he could breathe more easily.
     Only after this did Ivan place the two widest, but thinnest boards, on top of the lad.
     And only after this did the two men take off their shoes …
     They jumped on top of poor Dmytryk, as if they were dancing the wild hutsulka dance, stopping only after they heard that his bones no longer cracked and the lad had stopped rattling.

En af den unge Dmytryks brødre er involveret i mordet, og den bredere fortælling om brødrenes rivaliseren har nærmest bibelsk format. Selv om romanen er både tids- og stedmæssigt klart forankret blandt hutsulerne i de ukrainske Karpater i første del af det 20. århundrede, har den ikke desto mindre en universel karakter og er i nogle henseender fortalt i en tæt på mytologisk form.

… Hardly Ever Otherwise er så langt fra en feel good-roman, man kan komme. Maria Matios svælger ganske vist ikke i volden, men hun skåner heller ikke ligefrem læseren. Og det skal hun heller ikke, for volden er til stede som et vilkår og en integreret del af det stærkt traditionsbundne, patriarkalske, hutulske samfund.

Endnu mere knugende indtryk end den spektakulære mordscene citeret ovenfor gør Matios’ formidling af kvindernes vilkår i det traditionalistiske patriarkalske samfund, et samfund reguleret af traditionelle æresbegreber. Og som altid og alle steder er det kun mænds ære, det handler om – en “ære,” der først og fremmest er knyttet til beherskelsen og reguleringen af kvinder og kvinders seksualitet, herunder gennem begreber om kvinders skam og skyld:

[…] this shame, apart from many other prescriptions and countless superstitions, dictated one especially strict and inflexible prescription for local women. A prescription which carried with it no nuances, no reservations and no mitigating circumstances: ervery highland woman was obliged first and foremost to be ashamed of her sex and her own body,

Mænd, på den anden side, er altid uskyldige, når det kommer til overskridelsen af de seksuelle forbud:

Men were never guilty. It was all female will. Their spells and wiles. The devilish attraction of their exposed bodies. The sudden lightening bolt of their glance. And their smell. The enticing smell of a ripe woman’s loins, which weakened a man’s resolve and stedfastness. And nothing else.

Denne oldgamle patriarkalske dobbeltmoralske ideologi, kendt fra så mange kulturer, inklusive vores egen, er den, der tillader mænd at begå sidespring, sågar at voldtage kvinder i krig, mens omvendt den kvinde, der “lader sig” voldtage efterfølgende yderligere må underlægge sig den hjemvendende ægtemands retfærdige hævn – i form af tæv eller sågar drab – som kompensation for hans besudlede “ære.”

… Hardly Ever Otherwise er en nådesløs skildring af dette patriarkalske bondesamfund i det karpatiske højland, som Matios bringer til live gennem et stort galleri af markante personer. Både mænd og kvinder får en stemme hos Matios, men stærkest trænger kvinderne igennem. Og ikke kun som ofre, men som kvinder med egen vilje, egne drømme og eget begær.

Det er en hård bog om et hårdt samfund. Men den er ikke fortalt uden poetisk skønhed.

… Hardly Ever Otherwise er oversat fra ukrainsk til engelsk af Yuri Tkacz. Den er desværre plaget af en del forstyrrende slåfejl. Dertil kommer, at sproget nogle gange virker en smule kantet. Jeg har ikke mulighed for at bedømme, om det skyldes originalen eller oversættelsen, men har en mistanke om det sidste. En mistanke, jeg fik bekræftet af denne artikel af Olena Jennings om netop oversættelsen.

Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale romanen, især for dens interessante indblik i hutsulernes kultur i Karpaterne i første del af det 20. århundrede.

K's vurdering: