Et udvalg af fire ganske korte fortællinger, som knap nok er fortællinger, men umådeligt smukke, observante og underligt eftertænksomme tekster skrevet af en rejsende forskellige steder i verden.
Denne lille udgivelse, som af omfang ikke er andet end en pamflet, indgår i Forlaget Virkeligs fine Bestiarium-serie. Der er tale om et udvalg af fire korte tekster fra to samlinger af østrigske Peter Handke, udvalgt og oversat af Madame Nielsen, som også har skrevet et glimrende efterord.
I gårsdagens opslag om Peter Handkes Forsøg over svampenarren skrev jeg lidt om kontroversen om personen Peter Handke, så det vil jeg afholde mig helt fra her og i stedet gå direkte til teksterne.
Epopé over lastningen af et skib har ingen egentlig handling, det er en kun toenhalv sider lang tekst skrevet som en iagttagelse af netop lastningen af et skib en dag på havnen i Dubrovnik.
Titlen rummer en mulig nøgle til læsningen: Epopé – et heltedigt – virker umiddelbart helt fremmed for teksten, der ikke rummer noget som helst i retning af græske heroer. Det er ren kontrast. Det heltagtige består i besyngelsen af det, der er, i evnen til at iagttage, at registrere, at være til stede i dette meget konkrete og hverdagsagtige.
Der er intet i teksten, det giver mening at referere, kvaliteten ligger i, at Handke rent faktisk formår fra første til sidste linje at suge mig som læser ind i iagttagelsen af denne øvrigt helt ubemærkelsesværdige lastning af et skib.
Og det samme kan jeg sige om de øvrige tekster. Den smukkeste er Nogle episoder fra japanske snevejr, som i sin enkelthed beskriver en rejsendes oplevelser af snevejr på en togrejse gennem Japan. Der er ikke andet i novellen end bare disse vidunderligt poetiske beskrivelser af snefaldets former:
De første fnug faldt parvis, stødte sammen, føg fra hinanden. Under hele togrejsen tilbage i det indre af landet fortsatte det så med at sne, med en ligesom særlig japansk sirlighed – rishøstakkene og negene på de forladte marker så ud, som hørte de til sneen -, og fnuggene spandt, tilsyneladende alle i samme afstand om sig selv, langsomtdannende, også alle af samme størrelse og form, dalende forbi cypresserne ned på rismarkerne med digevejene, hvor ingen gik, og så allerede, efter Hochinoke, over de japanske vinmarker, en eneste landevid sindig flokkeverdensspinden i luften […].
Ulvens spring er den af teksterne, der har mest handling. En rejsende kommer til en kaserne uden for landsbyen Puyloubier, hvor der inden for et pigtrådshegn befinder sig en flok arrige hunde, og i særlig grad én, som for den rejsende får karakter af en helvedeshund, der for ham inkarnerer både hans individuelt-psykologiske rædsler og den almene histories terror.
I den sidste tekst, der har lagt navn til samlingens titel, Epopé over vejenes forsvinden eller En anden lære af Sainte-Victoire, vandrer en rejsende gennem et landskab hærget af brand. Handkes sansemættede naturbeskrivelser er i sig selv læsningen værd, men derudover er teksten også en reflektion over de veje, vi går ad i livet, og de tab, det medfører, når de brændes af og ikke igen kan betrædes.
Den gennem en sådan ødelæggelse vildfarende, snublende og indimellem også bare svimmelt afstedravende forstod efterhånden, at han med Sainte-Victoire-branden havde mistet en vej; vej: indtil da den eneste ting, der for ham havde varighed, som pålideligt lod sig gentage og i gentagelsen hver gang på ny gav en fra tidernes begyndelse forhåndenværende, men, uden vandringen ad denne vej, glemt erkendelse.
Det tager ikke mange minutter at læse hver af disse små tekster. Ingen af dem efterlader et egentligt verdensbilledeomrystende aftryk. Men de er ikke desto mindre hver især utroligt fine i kraft af Handkes detaljerede observationsevne. Og så rummer de alle dette et-eller-andet-mere, som får teksterne til at krybe ind under huden på mig, uden at jeg helt kan sætte ord på hvorfor.
Men jeg kan med fasthed sige, at teksterne var en renlivet fornøjelse at læse. Og så må jeg bare lade det blive derved.
Titel: Epopé over vejenes forsvindenForfatter: Peter Handke
Udgiver: Forlaget Virkelig
Udgivelsesdato: 01.01.2017
Sider: 34
Originalsprog: Tysk
Oversætter: Madame Nielsen
Opr. udgivelsesår: 1984, 1995
Læst: Juni 2022
K's vurdering: