Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet Den Store Amerikanske Roman dækker over, så kan man bare læse John Steinbecks Vredens Druer. Den udgør nærmest det paradigmatiske eksempel på denne diffuse, litterære forestilling. Og her 84 år efter førsteudgivelsen, holder Steinbecks klassiker fra 1939 stadig. I dén grad!
I sidste måned takserede jeg John Steinbecks Øst for paradis til fem stjerner. Det var fuldt fortjent. Men det giver mig et problem nu. For Vredens druer (opr. 1939) er endnu bedre, jeg vil endda sige et helt niveau over. For dælen da, hvor er den god!
Vredens druer er en episk fortælling om folkevandringen internt i USA under depressionen i 1930’erne. Den økonomiske krise kombineret med indtoget af traktorer og mere effektive landbrugsmetoder fratog en stor del af landbefolkningen i det amerikanske Midtvesten og Syden deres levegrundlag.
I hundredetusindvis læssede de deres familier og de få ejendele, der var plads til, på skramlede biler og kørte mod vest, mod Californien og drømmen om et bedre liv. Lokket af annoncer med løfter om rigeligt med arbejde i appelsin- og ferskenlunde og hvide huse.
For flertallet af dem, der nåede frem, viste drømmen om Californien sig imidlertid at blive en fæl skuffelse. Der mødte dem et pauvert rakkerliv som daglejere til sultelønninger i et land, hvor de blev betragtet som andenrangsmennesker. Indkvarteret i simple arbejds- eller deciderede flygtningelejre, hvor kyniske plantageejere udnyttede overfloden af desperat arbejdskraft til at presse lønningerne stadigt længere nedad.
De blev mødt med mistro og foragt af den lokale befolkning, som over en kam nedladende kaldte de interne migranter for “oakier” (med reference til, at mange kom fra Oklahoma), et begreb, der vel kan lignes med “perker.”
Ethvert forsøg på at stille spørgsmål ved arbejdsforholdene, endsige forsøg på at danne fagforeninger, blev slået hårdt ned på i uhellige alliancer mellem plantageejere, det lokale politi og hyrede muskelmænd.
Steinbeck fortæller om dette kapitel i USA’s historie gennem beretningen om familien Joad fra Oklahoma. Omtrent den første halvdel af romanen handler om opbruddet fra den gård, hvor de har boet og arbejdet i generationer, og om den strabadserende tur til Californien i en gammel lastbil ad den legendariske Route 66 tværs over USA. I den anden halvdel berettes om den virkelighed, der møder familien i Californien, som er så langt fra drømmen.
Fun fact: Den dag i dag går hovedvejen Route 66 i USA under kælenavnet “The Mother Road.” Udtrykket stammer fra netop Steinbecks Vredens druer, hvori han dedikerer et helt kapitel til beskrivelsen af vejen og livet langs vejen på den tid – et kapitel, som i øvrigt er ét af mange litterære højdepunkter i romamen.
Kapitlet om Route 66 er et af flere intermezzoer i den ellers traditionelt fortalte, fremadskridende fortælling om familien Joad. Her lader Steinbeck en kakafoni af anonyme stemmer komme til orde i form af ordvekslinger om reparationer og køb af reservedele til de ramponerede biler m.v. langs med hovedvejen.
I andre intermezzoer fortalt i samme stil er vi hos en brugvognsforhandler i Oklahoma, hvor desperate mennesker uden forstand på biler fra håbløse forhandlingspositioner forhandler med kyniske sælgere, der prakker dem udslidte vognlig på til overpriser. Eller i lejre i Californien, hvor snakken går om rygter om steder med arbejde.
Steinbeck formår med sin sikre fortælleteknik i disse intermezzoer at løfte den i sig selv fremragende fortælling om Joad’erne op til et niveau, hvor vi som læsere får oplevelsen af, at romanen ikke bare handler om én familie, men om alle de udvandrende amerikanske familier, ja, om hele det amerikanske folk. Det er høj litterær klasse.
Historien om familien Joad er på den ene side en tragisk fortælling om nederlag, tab og sorg og knuste drømme. Og om den navnløse kapital, “selskabernes” og bankernes anonyme udnyttelse og forarming af en hel befolkningsgruppe.
På den anden side – og det er først og sidst dét, der står tilbage som romanens egentlige kerne og drivkraft – er det en usentimental, men umådelig stærk fortælling om håb, om menneskets ukuelige selvopholdelsesdrift, om menneskets iboende godhed og styrke og om den solidaritet, der viser sig allerstærkest blandt de mennesker, der har mindst og udstår de hårdeste prøvelser.
Vredens druer er lang, men ikke én sætning for lang. Den er en nydelse læse (eller lytte til) fra første til sidste side – en sidste side, der kulminerer i en ikonisk stærk scene, der på næsten chokerende vis (og den må være blevet oplevet endnu mere chokerende i 1939) kondenserer hele romanens kernebudskab i ét eneste, smukt billede. Som jeg i øvrigt ikke skal røbe mere om.
I det hele taget vil jeg afstå fra yderligere handlingsreferat. Det kan man læse så mange andre steder. Men det er en meget bedre idé slet og ret at læse romanen selv.
Jeg har lyttet til Vredens druer som lydbog. Romanens roligt fremadskridende handling egner sig godt til oplæsning, og den er lige som Øst for paradis oplæst glimrende af Dan Schlosser (som her faktisk gør det bedre, da han klædeligt holder sig fri for at lave skabagtige kvindestemmer, som plagede den sidstnævnte en smule).
Titel: Vredens druerForfatter: John Steinbeck
Udgiver: Bechs Forlag - Viatone
Udgivelsesdato: 2014 (lydbog), 1971 (oversættelsen)
Sider: 513
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Thomas Krogsbøl, Ellen Kirk, Aase Hansen
Originaltitel: The Grapes of Wrath
Opr. udgivelsesår: 1939
Læst: April 2023
Oplæser: Dan Schlosser
K's vurdering: