Natalia Ginzburg: The Little Virtues

“As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”

Italienske Natalia Ginzburg (1916-1991) efterlod et stort forfatterskab bestående af romaner, noveller og essays. For mig er hun et nyt bekendtskab, men et særdeles spændende et af slagsen. Teksterne i samlingen Little Virtues er ihvertfald fra allerøverste hylde.

Natalia Ginzburg blev født i Palermo, Sicilien, men voksede primært op i Torino som datter af politisk engagerede, intellektuelle forældre. Hun var politisk aktiv det meste af sit liv på den italienske venstrefløj, herunder medlem af det italienske parlament i 1983-87.

Little Virtues (opr. 1962, eng. 1985) er en samling af tekster skrevet i perioden 1944-1960. En samling, der har fået karakter af klassiker i moderne italiensk litteratur.

Der synes at være en tradition for at betegne teksterne i Little Virtues som selvbiografiske essays, og det har noget for sig. Mange af teksterne kunne imidlertid med lige så god ret betragtes som noveller. Grænsen mellem selvbiografi og fiktion er som bekendt flydende, og det er tydeligt i denne samling.

Samlingens klassikerstatus skyldes imidlertid næppe, at teksterne er en kilde til Natalia Ginzburgs selvbiografi, men derimod deres høje litterære kvalitet og evne til at finde ind til og formidle universelle sandheder – præcis dét, den bedste fiktion kan.

Ginzburg skriver enkelt og med en næsten luftig lethed om vægtige temaer. Hun minder mig i dét stykke i skrivestil lidt om sydafrikansk-britiske Deborah Levy.

Samlingen indledes med den fine erindringstekst Winter in Abruzzi (opr. 1944). Det er en afdæmpet, men nærværende erindring om en vinter, hun tilbragte i Abruzzi med sin mand og sine børn – en tekst, hvis blide melankoli sættes i hårdt perspektiv i tekstens sidste afsnit:

My husband died in Rome, in the prison of Regina Coeli, a few months after we left the Abruzzi. Faced with the horror of his solitary death, and faced with the anguish which preceded his death, I ask myself if this happened to us – to us, who bought oranges at Giro’s and went for walks in the snow. At that time I believed in a simple and happy future, rich with hopes that were fulfilled, with experiences and plans that were shared. But that was the best time of my life, and only now that it has gone from me forever – only now do I realise it.

Manden var Leone Ginzburg, som Natalia (født Levi) giftede sig med i 1938. Leone Ginzburg var antifascistisk aktivist, og det kostede ham livet i 1944, hvor han døde i et af Mussolinis fængsler, givetvis under tortur.

Natalia Ginzburg sammen med manden Leone Ginzburg. Foto: Ukendt.

En af samlingens bedste tekster, Human Relationships (opr. 1953), er en af dem, der lige så vel kunne betragtes som en novelle som et essay. Her sammenfatter Ginzburg på 32 korte sider det meste af et menneskeliv: Fra de tidligste barndomserindringer om barnets undrende fascination af de voksnes mystiske verden. Over alle problemerne op gennem skoletiden med at forholde sig til klassekammerater og finde en rolle, mens man altid og hele tiden søger anerkendelse og accept. Over de første drømme om Den Eneste Ene til de første erfaringer med faktisk kærlighed. Til voksenlivet med børn og erfaringer med sorg og død.

And now we are really adult we think, and we are astonished that this is what being an adult is – not in truth everything we believed as a child, not in truth self-confidence, not in truth the calm ownership of everything on earth. We are adult because we have behind us the silent presence of the dead, whom we ask to judge our current actions and from whom we ask forgiveness for past offences […]

Jeg gætter på, at Ginzburg trækker på sine egne livserfaringer, men det er egentlig ikke vigtigt. Teksten formidler konkrete kvindelige, men også universelt menneskelige erfaringer, hvilket understreges af, at den er fortalt i en generaliserende vi-form, som fungerer ret godt i sammenhængen.

Natalia Ginzburg har også humor. Den dukker op med jævne mellemrum i de fleste af teksterne, men i særlig grad i de to essays England: Eulogy and Lament og La Maison Volpé, begge oprindeligt skrevet i London i 1960. Det er tekster, der emmer af den eksileredes hjemve, længsel efter sydligere himmelstrøg, hvor blodet bruser lidt heftigere, temperamenterne er mindre flegmatiske, og hvor maden faktisk smager af noget.

Samtidig er de vildt morsomme. Ginzburg roser England for at være ekstremt civiliseret, rent, velorganiseret, præget af ordentlighed, respekt og tolerance – men bedøvende kedeligt og melankolsk (“I begin to suspect that England is the most melancholy country in the world”):

England is never vulgar. It is conventional, but not vulgar. Because it is sad it is never coarse. Vulgarity springs from coarseness and bullying. It also springs from fantasy and imagination.

Ubetalelig er Ginzburgs fremstilling af den typiske engelske butiksekspedient, som møder kunden med et automatisk “Can I help you?” som imidlertid kun er ord, fordi ekspedienten straks demonstrerer, at hun egentlig ikke er interesseret i at hjælpe og i øvrigt også er fuldstændig ude af stand til det:

English shop assistants are the stupidest shop assistants in the world.
     But it is a stupidity in which there is no cynicism, insolence, bullying or contempt. It is a stupidity entirely lacking in vulgarity. It is never under any circumstances demeaning, and so it is not offensive. The assistants’ eyes have the empty stunned stillness of the eyes of sheep on a limitless moor.

I en mørkere toneart finder vi Portrait of a Friend (opr. 1957), som er et rørende portræt af vennen og forfatteren Cesare Pavese (1908-1950). Natalia og Leone Ginzburg og Cesare Pavese tilhørte i 1930’erne og 1940’erne den samme kreds af antifascistiske intellektuelle omkring forlæggeren Giulio Einaudi. Leone Ginzburg døde som nævnt i fængsel i fascisternes hænder under krigen. Pavese valgte at tage sit eget liv i 1950:

None of us were there. He chose to die on an ordinary, stiflingly hot day in August, and he chose a room in a hotel near the station; he wanted to die like a stranger in the city to which he belonged.

Cesare Pavese vender jeg tilbage til om kort tid her på bloggen.

Little Virtues er mig bekendt ikke oversat til dansk, men det er andre af Natalia Ginzburgs værker. De fleste er ude af tryk, men kan fås på biblioteket.

K's vurdering: