Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision – i en moderne udgave af Palle alene i verden, nu for voksne. I dén grad kun for voksne.
Nogenlunde sådan kan man måske opsummere den seneste pudseløjerlighed fra Peter Adolphsens hånd. Den bærer Adolphsens signatur: Semifiktiv naturvidenskab med et virkelig weird twist.
Det kender vi fx fra Adolphsens lige så mærkelige og endnu kortere roman/novelle Brummstein fra 2006, hvor en mystisk brummende stens bevægelser rundt i Europa op igennem det 20. århundrede fungerer som et prisme for at fortælle et stykke centraleuropæisk historie – spækket med uoversatte tyske citater og ret tunge geologisk-videnskabelige udredninger.
År 9 efter Loopet er lettere tilgængelig, omend den også indeholder en række mindre naturvidenskabelige udredninger, denne gang ikke om geologi, men om fysikkens bølgelære og kvantemekanik.
Udgangspunktet for den lille roman er en vision om en apokalyptisk afart af “sommerfugleeffekten”, dvs det velkendte billede på kaosteorien, at hvis en sommerfugl slår med vingerne i Brasilien, kan det udløse en orkan i Texas. Billedet blev lanceret af kaosteoriens fader, Edward Lorenz, i en artikel engang i 1960’erne på grundlag af hans studier af matematiske modeller over vejrsystemer.
Hos Adolphsen optræder hverken Lorenz eller sommmerfuglen dog direkte. Katastrofen udløses derimod af en solsort i Midtjylland, som kommer flyvende inde fra tågen, sætter sig i en våd bjergfyr og synger en trille:
Lys- og lydbølger, radio- og fjernsynssignaler, telefoni, baggrundsstråling, jordklodens lavfrekvente brummen (den såkaldte Schumann-frekvens), temperaturen i luften og adskillige andre slags bølger stemte pludselig overens i én gigantisk harmoni, en tusinde-facetteret akkord klingende i og omkring den lille fugl. Bølgesammenfaldet dannede såkaldte stående bølger eller konstruktiv interferens og disse bølger, denne interferens, overlappede nøjagtig med de elektrokemiske signaler i én helt bestemt neuron i solsortens hjerne og dannede dermed et perfektionspunkt, hvorfra en global lyd-tsunami blev skabt (s.6-7).
Lyd-tsunamien har den effekt, at alle organismer med en hjerne, mennesker og dyr, transformeres til en slags zombier. Dog ikke af den menneskeædende destruktive slags, men til bevidstløse robotagtige tomme kroppe, som i et uendeligt loop (deraf titlen) bliver ved med at gentage den sidste sekvens af handling og tale, som de var i gang med, da de blev ramt af lydbølgen.
Ude i køkkenet står køkkendamen […], som netop var ved at lave pandekager da lyd-tsunamien bragede gennem hende. Det tændte komfur forårsagede en mindre ildebrand som dog, af mangel på næring, gik ud af sig selv. Flammerne nåede at fortære en del af kvindens ene arm, skulder og en bid af hovedet. Hun er delvist forkullet, men fortsætter, tilsyneladende upåvirket, i sit loop. Efterhånden er hun halvt dækket af en slyngplante der er kommet ind gennem et knust vindue, men hun fortsætte uforknyt med at skrabe med paletkniven på stegepanden. Om natten, i den trafik- og dyreløse stilhed, kan Mark høre paletknivens lille kritsj-kritsj mod den udtørrede teflonoverflade (s.9).
Det tilsyneladende eneste overlevende menneske på jorden er Mark – et forhutlet hashvrag sidst i 50’erne, som bor på et skodhotel i Los Angeles. Ligesom Palle i børnebogen nyder han i den allerførste tid at kunne gøre, hvad han vil – f.eks. at skyde til måls med maskinpistoler efter de apatiske og tilsyneladende følelsesløse zombiemennesker (“looperne” som han kalder dem), eller at bruge de kvindelige zombier (“looperetter”) som apatiske lolitadukker.
Det er som sagt en voksenudgave af Palle, vi får serveret her….
Men også ligesom for Palle bliver ensomheden og manglen på rammer hurtigt til et nedbrydende fængsel for Mark: “Når der ikke er et eneste andet levende menneske til at opretholde og benævne tingenes funktion, mening og identitet, så går alle disse ting tabt” (s.24).
Mark går i opløsning som menneske, og det er dér, vi som læsere møder ham, i år 9 efter katastrofen. Her sker dét, han har opgivet at håbe på: han får et tegn på, at der findes ihvertfald ét andet levende menneske tilbage på kloden. Og så går historien sin gang derfra.
Peter Adolphsens prosa kan ét eller andet, som jeg ganske vist ikke helt kan få præcist hold om, hvad er, men som er dybt fascinerende på en ubestemmelig, foruroligende måde.
År 9 efter Loopet er lidt som at læse Cormac McCarthys dystre, foruroligende dystopiske vision The Road set gennem Adolphsens nørdede, tørre, men poetiske, naturvidenskabelige briller fra Brummstein – tilsat en god gang sort galgenhumor.
Ja, det lyder som en skæv blanding, og det er det også, men det virker.
Og så gør det i øvrigt ikke noget, at bogen rent materielt er lækkert udført som hardback med et elegant smudsomslag holdt elegant i hvide, sorte og røde farver, som matcher selve bogens sorte perm med en rød bort af sinus/cosinusbølger, der snor sig rundt om for- og bagside, og det knaldrøde indslag.
Titel: År 9 efter LoopetForfatter: Peter Adolphsen
Udgiver: Samleren
Udgivelsesdato: 2013
Sider: 87
Læst: Marts 2014
K's vurdering: