Ny dansk konspirationskrimi vil appellere til tilhængere af tempelridderromantik og ramasjang á la Dan Browns Da Vinci mysteriet. Men forvent ikke noget nyt.
Jeg hører til dem, der var forrygende godt underholdt af Da Vinci mysteriet, men ikke imponeret over de litterære kvaliteter. Jespers Holms Corpus Christi ligger tæt op af forbilledet på godt og ondt.
Jeg var i lange stræk således udmærket underholdt af Corpus Christi og fik vendt siderne hurtigt, drevet frem af handlingen og ikke ansporet til at dvæle ved sætningerne. Det sidste skal man heller ikke kræve af genren, så ikke et ondt ord om sproget (dog blev jeg forstyrret af lidt for mange typografiske slåfejl).
Romanen plages til gengæld af at ligge så tæt på netop Da Vinci Mysteriet i plot og struktur, at den er svær ikke at læse som – om ikke ligefrem et plagiat – så ihvertfald som en lidt kedsommelig omgang bølgeridning. Den promoveres endda på forsiden som ‘en af de bedste bøger i da Vinci genren’ (jeg vidste ikke, at det var en genre…).
Handlingen i korthed: Romanen indledes i moderne tid med en modbydelig korsfæstelse af en mand, som for læseren hurtigt afsløres at være en moderne tempelridder – en efterkommer af den tempelridderorden, som ellers blev udslettet 700 år tidligere af den franske kong Philip den 2. i begyndelsen af 1300-tallet. Korsfæstelsen viser sig at indeholde de første af en række spor til afsløringen af tempelridderordenens hidtil velbevarede hemmelighed – en hemmelighed med potentiale til at styrte den kristne kirke og dermed verden, som vi kender den.
Helten, der forfølger sporerne, er den 24-årige danske Noah Smith fra Esbjerg (dansker, men med et navn designet til engelsk oversættelse af romanen?). Allerede i romanens bagsidetekst og tidligt i historien afsløres, at Noah selv er efterkommer af en tempelridderslægt og opdraget som kriger i middelalderlig riddertradition tilsat nyere russisk kampkunst. Noah får hurtigt følgeskab af en engelsk, kvindelig professor i teologi (ung, smuk og klog, selvfølgelig – mon der opstår en sær og forunderlig tiltrækning imellem de to?), og i de følgende to døgn farer de sammen rundt i England, Danmark og Frankrig i sporet på tempelriddernes hemmelighed.
Undervejs bliver de forfulgt af forskellige onde typer: to Dupont & Dupond-agtige lejemordere (som er så onde, at de endda piner katte – foruden at torturere prostituerede og myrde egne mødre) og en über-ond skaldet inkarnation af en karikeret forestilling om den katolske inkvisition, som er i den næsten lige så onde katolske pavestols tjeneste.
Jeg var som sagt fint nok underholdt – godt hjulpet på vej af en religionshistorisk interesse og en svaghed for historieinspireret ramasjang. Men samtidig kedede jeg mig lidt. Dels fordi plottet ligger lige lovlig tæt op af noget, vi kender (det gælder, indrømmet, på den anden side også for så mange andre krimier og spændingsromaner).
Men også fordi helten Noah er så helteagtig, at han bliver uinteressant: Overlegen i intuition, kampkunst, evne til at udholde smerte og i viden om alt, hvad der berører tempelridderordenens og kristendommens historie (undtagen på enkelte punkter, som er designet til, at den kvindelige heltinde skal kunne byde ind med noget som teologisk forsker). Hovedpersonen Noah fungerer i historien nærmere som ikon end som person.
Plottet holder heller ikke helt: Der så mange tråde, at man undervejs tænker, at det her kan da vist ikke komme til at hænge sammen. Når det hele så afsløres til sidst, samles trådene ganske vist alligevel rimelig godt logisk set, men på en svært utilfredsstillende, utroværdig og maveplaskende måde (jeg ser derudover bort fra de mange konkrete enkelturimeligheder i handlingen undervejs – de hører ligesom bare genren til). Ikke et ord mere om krimiplottet, men nu er du forberedt.
Og så er iscenesættelsen af det store opgør mellem vor helt og über-skurken til sidst i bogen altså – ikke bare en tand, men et helt gebis – for fjollet, uden at jeg her skal afsløre mere.
Endelig – men det kan meget vel bare skyldes mit sarte, gammeldags sind – var jeg ikke overdrevent begejstret for romanens adskillige og ret så ubehagelige volds- og torturscener, som forekom mig unødvendige. Vi læsere havde faktisk allerede forstået, at de onde var ret onde – vi behøvede ikke også at blive udsat for gennembankning af uskyldige prostituerede eller torturering i en mørk celle af tilfældige mennesker gennem flere år for at fange pointen….
Udover krimiplottet indgår der også – som det hører sig til i en tempelridderkonspirationsroman – et teologisk plot, eller rettere et kirkehistorisk og bibeleksegetisk plot. Af hensyn til dem, der aldrig har beskæftiget sig med historisk kildekritik af Det Nye Testamente, skal jeg ikke afsløre noget konkret. Dog må jeg bemærke, at det virker en kende fjoget, at nogle almindeligt kendte kildekritiske observationer vedrørende de synoptiske evangelier gøres til en del af plottet og præsenteres som en chokerende, hemmeligholdt og potentielt kirkeundergravende viden. De ‘hemmeligheder’ om Markusevangeliet, der præsenteres her, er altså førsteårsviden på teologistudiet og har været det i århundreder.
Men alt i alt: Var du glad for Da Vinci mysteriet, og vil du gerne have mere af den samme slags uforpligtende ramasjang med et historisk ophæng, så er Jesper Holms Corpus Christi slet ikke noget dårligt bud. Forvent dog ikke andet eller mere end det samme.
Titel: Corpus ChristiForfatter: Jesper Holm
Udgiver: Kirk&Holm
Udgivelsesdato: 14.11.2014
Sider: 360
Læst: December 2014
K's vurdering:
Den lyder da godt nok lidt… jeg leder efter et ord der indeholder et ligegyldigt skuldretræk med et negativt drag om munden. Meh – der var den. Hvis jeg vil have en Dan Brown roman på godt og ondt, så læser jeg da en Dan Brown roman. Den her lyder godt nok meget som et plagiat af hans *fnis* genre.
Det sammenfatter vel egentlig meget godt min oplevelse, ja. Når jeg skal være fair, så hører det dog med til billedet, at andre læsere har været væsentligt mere begejstrede end jeg, kan jeg se af læseromtalerne på f.eks. bog.nu.