W. G. Sebald: Saturns ringe

En særegen kombination af rejseskildring, erindringer og drømme, fiktion, biografi, historie og essayistik. Ikke helt let at genrebestemme.

Inspireret af Werner Herzogs dagbogsoptegnelser Om at gå i is om en fodrejse fra München til Paris 1974 kastede jeg mig fluks over W. G. Sebalds Saturns Ringe, som ligeledes – ihvertfald i udgangspunktet – er en selvbiografisk fodrejseskildring.

Der er dog tale om to meget forskellige bøger. Der er ganske vist lighedspunkter i formen: Ligesom Herzog diverterer Sebald med passager af nøgterne rejseskildringer, som glider over i personlige erindringer og drømme. Men hos Sebald fylder selve rejseberetningen relativt set langt mindre, og bogen har i højere grad karakter af et langt sammenhængende essay (eller rettere flere sammensatte essays). Og man må også advare den læser, der måtte have glædet sig over Herzogs lethed og sproglige minimalisme, om, at Sebalds bog er en noget tungere omgang, omend uhyre velskrevet (og flot fordansket af Claus Bratt Østergaard).

Rammefortællingen er en rejseskildring af en fodrejse, Sebald foretog på egen hånd i 1992 gennem Suffolk på Englands østkyst.

I august 1992, da hundedagene var ved at være forbi, begav jeg mig ud på en vandretur i det østengelske grevskab Suffolk i håb om at fordrive den tomhed, der vokser frem i mig, hver gang jeg har færdiggjort et arbejde. Og som det viste sig, gik mit ønske i et vist mål i opfyldelse, for sjældent har jeg følt mig så fri for bekymringer, som mens jeg i op til flere timer om dagen vandrede gennem det sparsomt befolkede område, der fra kysten strækker sig ind i landet.

Undervejs besøger Sebald et par gamle venner, ligesom han gør sig nogle nye bekendtskaber. Og ikke mindst lader han tankerne vandre til fjerne tider og steder, inspireret af de landskaber, han bevæger sig igennem. Det bliver til et drømmeagtigt sammenvævet patchwork af nedslag i verdenshistorien, som bringer Sebald og læseren langt ud af den bekymringsfrie tilstand, Sebald i første omgang syntes at kunne gå sig til. For verden er som bekendt et lidelsesfuldt sted:

Samtidig spekulerer jeg nu på, om ikke der var noget om den gamle overtro, at vi under Hundestjernen er særlig udsat for, at visse lidelser på sjæl og krop slår sig ned i os. Hvorom alting er: I tilbageblik blev jeg ikke alene opfyldt af en uvant følelse af frihed, men også af den lammende gru, der fra tid til anden var kommet over mig, når jeg stod ansigt til ansigt med spor af ødelæggelser, der strakte sig langt tilbage i tid.

Med Sebald som rejsefører får vi som læsere ikke alene glæden ved en række smukt skrevne, poetiske landskabs- og miljøbeskrivelser (som jeg næsten synes er de bedste dele af bogen). Vandringen er først og fremmest anledning til, at Sebald i en essayistisk stil kan udfolde sig om de mest forskelligartede temaer. Vi hører om sildens naturhistorie og sildefiskeri i Nordsøen, om regnskovsafbrænding i Brasilien, om folkemord i Bosnien efter første verdenskrig, om sukkerindustriens historiske betydning for kunstpriserne, om silkelarvens og -sommerfuglens liv og forsøg på silkedyrkning i Tyskland i 1800-tallet, om fortolkning af et Rembrandtmaleri over en forelæsning i anatomi, om Opiumskrigene og Taipingoprøret i Kina, om Belgiens brutale kolonisering og udnyttelse af Congo, om at spise pommesfritter på McDonalds i Amsterdam og om meget, meget mere.

De fleste af temaerne udfolder Sebald i form af minibiografier over en mængde forskelligartede personer, både historiske og nulevende, kendte og ukendte. Og Sebald viser sig her som en overordentlig habil biograf. På få sider leverer han indlevede og interessante personportrætter, typisk vinklet med afsæt i en enkelt – og i den store historieskrivning som regel overset – detalje fra personens liv, som Sebald ikke desto mindre formår at gøre til prisme for et indlevet portræt af både personen og tiden.

Blandt de ukendte personer møder vi for eksempel en desillusioneret pensionatsbestyrer, hvis familie har mistet alt i borgerkrigen i Irland i 1920’erne, og nu bedriver et pensionat i England, hvor Sebald som den første gæst i årevis tilfældigvis overnatter en enkelt nat på sin færd.

Der er også landmanden og tempelbyggeren Alec Garrard på Moat Farm, der i mere end tyve år har arbejdet på en model i fuld størrelse af Templet i Jerusalem – et arbejde, hvori han investerer alle sine midler og al sin fritid til familiens fortvivlelse og naboernes forundring. Tempelbyggeren er i øvrigt ophavsmand til følgende på én eller anden måde befriende erkendelsesmæssige tilgang til menneskelivets problemer:

Jeg har altid været glad for ænder, sagde han, selv som barn, og farven på deres fjer, særlig de mørkegrønne og snehvide, har altid forekommet mig at være det eneste rimelige svar på de spørgsmål, som jeg bliver ved med at tumle med.

Vi møder en række forskellige mere eller mindre kendte forfattere fra litteraturhistorien. Blandt de mest kendte er nok polskfødte Józef Teodor Konrad Korzeniowski (som senere bliver til en af den britiske litteraturhistories betydeligste forfattere under navnet Joseph Conrad, som mange vil kende som forfatteren til blandt andet Heart of Darkness og Lord Jim). Conrad følger vi helt fra barnsben fra hans forældres udvandring fra Polen, over hans mønstring som matros og til hans tid som kaptajn på en floddamper i Belgisk Congo, hvorfra inspirationen til hans mørke mesterværk Heart of Darkness stammer (“The Horror! The Horror!”).

Forfærdet over belgiernes brutale og menneskeforagtende fremfærd i Congo forlader Korzeniowski Afrika og rejser til Bruxelles, hvor de bombastiske bygninger for ham nu fremstår som “et gravmonument, der hæver sig over en hekatombe af sorte kroppe. Alle forbipasserende forekommer ham at bære på den congolesiske hemmelighed”. Og Sebald giver i en af sine mange små, personlige sidekommentarer Korzeniowski/Conrad ret i dette lidet flatterende udfald mod belgierne (hvorfor de nu ellers skulle have gjort sig særligt fortjent til det):

… sandt er det, at man stadigvæki Belgien bliver opmærksom på en distinkt grimhed, der stammer fra den tid, hvor den congolesiske koloni blev udsat for tøjlesløs udbytning, og som manifesterer sig i den makabre atmosfære, man finder i visse saloner og konstaterer i en påfaldende forkrøbling af befolkningen, som man kun sjældent træffer på i andre lande.

Vi støder også på den franske politiker og revolutionskrønikeskriver Vicomte de Chateaubriand i et portræt med fokus på hans ulykkelige livslange kærlighed til en engelsk pige, han tilfældigt møder i sin pure ungdom på en rejse i England på et tidspunkt, hvor han ulykkeligvis allerede var giftet bort til en anden. Måske er det den erfaring, der ligger bag udbrud som dette fra Chateaubriands erindringer:

Hvor jammerligt er ikke vort liv! – så fuldt af falske forestillinger, så forgæves, at det ikke er meget andet end skyggen af den luftspejling, som erindringen sætter fri.

Og så er der er historien om den kinesiske enkekejserinde Tz’u-Hsi, som de facto regerede det kinesiske kejserdømme fra 1861 til 1908 under både Taiping-oprøret og Bokseropstanden, og om hvem man siger, at hun for at bevare sin magt fik sin unge nevø, kejseren, myrdet via langsom forgiftning.

Og der er mange, mange flere. Og der er også for mange, trods alt. Når man, som jeg har gjort, læser bogen i et sammenhængende stræk over kun et par dage, kan det godt være svært at fastholde koncentrationen og interessen. Det var ikke alle Sebalds svinkeærinder, jeg fandt lige medrivende.

Jeg skulle også lige bruge bogens første kapitler på at finde melodien. Det handlede mest om, at jeg ikke på forhånd var helt klar over, hvad det var for en slags tekst, jeg havde med at gøre. Men når man først fanger ideen og indretter sin læsning derefter, udfolder Sebalds tekst sig næsten på magisk vis.

Magien har blandt andet at gøre med Sebalds særlige fortællestemme. Der er dels hans egen vågne jeg-stemme, som på et par års afstand erindrer fodrejsen. Dels er der hans drømmende jeg. Og så er der jeg-stemmerne hos de personer, Sebald møder på sin vej og taler med, eller de historiske personer, han biograferer og indlever sig i. Således bruger han kun sjældent anførselstegn omkring citater (med mindre de er gengivet på originalsproget).

For læseren glider disse forskellige jeg-stemmer ofte umærkeligt sammen i en flydende tekst. Det kan være svært at hitte rede i, men har den særegne effekt at give en illusion om samtidighed: Vi bevæger os som læsere med Sebald på én gang rundt i Suffolks landskaber i 1992, i Sebalds drømme og erindringer og i hele verdenshistorien, som var vi ét med de biograferede personer.

Jeg anbefaler at læse Saturns ringe på samme måde, som jeg anbefaler at læse Proust: Langsomt og koncentreret og uden forventninger til en sammenhængende fremadskridende handling, men med store forventninger til et smukt og præcist sprog, der vier den største opmærksomhed til betydningen af de mindste detaljer.

K's vurdering: