Marcel Proust: Sodoma og Gomorra 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 7-8)

Sjæle-botanikeren Proust samler nye arter og udforsker flere aspekter af nogle af de kendte.

Alle de begejstrede superlativer, jeg tidligere har anvendt om de første bind af Prousts store værk, På sporet af den tabte tid, gælder også denne fjerde del af værket (bind 7-8 i den nye danske oversættelse). Jeg var for nogle måneder siden ganske vist tæt på at gå kold undervejs i tredje del af værket, Guermantes’ verden, men med Sodoma og Gomorra er jeg tilbage på sporet. Proust er igen en renlivet fornøjelse at læse.

Sodoma og Gomorra (1-2) udgør samtidig den hidtil mest underholdende del af værket. Bind 1 åbner sågar med et kort kapitel, som efter de søvndyssende middagsselskaber i Guermantes’ verden virker næsten action-præget:

Den navnløse fortæller har taget opstilling for i skjul at betragte en blomsterhave i håbet om at kunne bevidne biernes befrugtning af blomsterne. Her bliver han imidlertid også det voyeuristiske vidne til tilnærmelser mellem den midaldrende, aristokratiske baron de Charlus (som er bror til fyrsten af Guermantes og blev introduceret i Guermantes’ verden) og den unge vesteskrædder Jupien.

Scenen udfolder sig med stor humor som en homoseksuel variant af fortællingen om bierne og blomsterne. Fortælleren står skjult helt stille og håber på det næsten umulige: at blive vidne til mødet “mellem insektet, der ankom langvejsfra udstedt som ambassadør, og jomfruen, som havde ventet så længe,” og som ville, “hvis insektet kom, ligeledes koket bøje sine ‘grifler’ og som en hyklerisk men fyrig ungmø umærkeligt møde det på halvvejen så det bedre kunne trænge ind.”

I stedet bliver han vidne til mødet mellem den ældre monsieur de Charlus og den unge Jupien, som først opfører en dans på afstand som et par kurtiserende fugle, før de finder sammen og går højlydt til den i et baglokale, mens fortælleren lurer gennem et hul i væggen. I den unge Jupien mener fortælleren at identificere en særlig variant af homoseksuelle mænd, som kun er tiltrukket af mænd, der er meget ældre end dem selv:

Jupien havde vist mig et eksempel på denne undervariant, som dog var mindre gribende end andre, som enhver samler af menneskelige planter, enhver sjæle-botaniker, vil kunne observere, på trods af deres sjældenhed, og som vil vise dem en spinkel ung mand, som venter på at en kraftig og tykmavet herre i halvtredserne skal gøre tilnærmelser, og som er lige så upåvirket af andre unge mænds tilnærmelser som de kortgriflede, tvekønnede blomster på en Primula veris forbliver sterile så længe de kun befrugtes af andre ligeledes kortgriflede Primula veris, hvorimod de med glæde tager imod blomsterstøvet fra en langgriftlet Primula veris.

Med denne åbningsscene er anslået et af hovedtemaerne for Sodoma og Gomorra, der, som også titlen antyder, er en udforskning af den forbudte seksualitet, nærmere bestemt homoseksualiteten.

Marcel Proust var selv homoseksuel – en seksualitet, han var bevidst om, men ikke desto mindre hele sit liv betragtede som en uhelbredelig psykologisk svaghed og skadelig vane i overensstemmelse med tidens syn på homoseksualitet. Den navnløse fortæller i På sporet, som på så mange måder minder om Proust selv, er ganske vist portrætteret som heteroseksuel med en endog ganske stor seksuel og fysisk set veltilfredsstillet appetit på unge kvinder (hans følelsesmæssige tilfredsstillelse går det mindre godt med). Det forhindrer dog ikke Proust i at udstyre fortælleren med en raffineret – om end efter vore dages standarder på overfladen umiddelbart temmelig homofobisk formuleret – indlevelse i og viden om de homoseksuelle miljøer, som fylder ganske meget i denne del af værket.

Baron de Charlus fra åbningsscenen er en af hovedfigurerne i Sodoma og Gomorra. Han er en fascinerende sammensat skikkelse: På én gang utåleligt arrogant, snobbet, brovtende, selvhævdende, hensynsløs og egoistisk og samtidig et moralsk, følsomt, sårbart og i sidste ende dybt ulykkeligt menneske. En både komisk og tragisk figur. Det kommer allerede til udtryk i hans fysiske fremtræden:

Nu hvor han kom vraltende i sin lyse rejsehabit, som fik ham til at se tykkere ud, med gyngende hængevom og en næsten symbolsk bagdel, opløste det ubarmhjertige dagslys sminken på læberne, rispudderet der blev fæstnet til næsetippen af koldcreme, den sorte farve i overskægget hvis ibenholtskulør stod i kontrast til det grånende hår – alt det som i lampernes skær ville have virket som naturlige farver hos en mand der stadig var ung.

Sodoma og Gomorra er opdelt i fire kapitler, hvoraf det første og det sidste er meget korte (dvs. henholdsvis 45 og 27 sider, hvilket i Proust-sammenhæng jo nærmest kun kvalificerer sig til et par fodnoter) og fungerer som en slags tematisk indramning:

I det første kapitel får fortælleren som nævnt ved et tilfælde indsigt i monsieur de Charlus’ seksuelle tilbøjeligheder (vi starter med andre ord i titlens Sodoma). Med den viden som baggrund tolker han undervejs i de to følgende store kapitler nærmest alt, hvad monsieur de Charlus siger og gør som tegn på dennes “last”. Om det så er måden, hvorpå han “med et yndefuldt smil og med tusinde trutmundede grimasser og vridninger i overkroppen” svarer værtinden ved et selskab på spørgsmålet om, hvorvidt han har smagt hendes appelsinsaft:

Det er bemærkelsesværdigt at en bestemt type handlinger i det ydre fører til en stemmeføring og et kropssprog som røber dem. Uanset om en mand tror eller ikke tror på Den ubesmittede undfangelse, på Dreyfus’ uskyld eller på eksistensen af flere verdener, vil man ikke finde noget som helst, hverken i hans stemmeføring eller optræden, der kunne give én fornemmelse af hvad han tænker. Men når man hørte monsieur de Charlus erklære, med hvinende stemme og med denne særlige form for smil og gestik: ‘Nej, jeg foretrak den ved siden af, jordbærsaften,’ så kunne man sige: ‘Nå, der har vi én der holder af det stærke køn’ med samme vished som dén der tillader en dommer at dømme en forbryder der ikke har tilstået.

Romankompositorisk nærmest spejlvendt indflettes den anden hovedhistorie, som handler om fortællerens jalousistyrede, pinefulde fantasier om, at kæresten Albertine i seksuel forstand inderst inde tilhører byen Gomorra, dvs. er lesbisk, og bedrager ham med andre unge kvinder hvert øjeblik, hun ser sit snit til det.

Efter at en bekendt har gjort ham opmærksom på, hvordan Albertine ved en lejlighed danser med brysterne tæt op mod en nær venindes ditto, begynder fortælleren overalt og igennem de to hovedkapitler at se tegn på Albertines lesbiske bedrag. Det lykkes ham dog at overbevise sig selv om, at der har været tale om indbildning, og at Albertine i virkeligheden ikke har disse tilbøjeligheder, men kun elsker ham. Det er så samtidig øjeblikket, hvor han begynder at miste interessen for hende og til sidst beslutter sig for at bryde med hende.

Men ak, i det sidste og korteste kapitel, netop som han skal til at effektuere bruddet, får han ved et tilfælde med ét vished (det mener han ihvertfald selv) for, at hans værste frygt for Albertines forkærlighed for kvinder er den pure sandhed. Anledningen er en tilfældig bemærkning fra Albertine om, at hun er veninde med en vis ung kvinde, der igen er veninde med datteren til den i romanen nu afdøde komponist Vinteuil, som er en af fortællerens store idoler. Disse to veninder har fortælleren tidligere hemmeligt overværet – i en løsrevet scene helt tilbage i allerførste bind for knap 2.000 sider siden – i en lesbisk kærlighedsscene, som yderligere er forbundet med følelser af afsky, fordi de to veninder ved samme lejlighed besmittede og bespottede den afdøde Vinteuils gravsted.

I samme øjeblik, fortælleren får kendskab til, at Albertine er veninde til mademoiselle Vinteuil og hendes veninde, “denne notoriske udøver af lesbianismen”, forsvinder til hans fortvivlelse al hans tvivl om Albertines præferencer. Og med ét bliver det ham igen magtpåliggende at bevare forbindelsen til hende (det vil sige: bevare kontrollen over hende).

Sodoma og Gomorra starter og slutter således med de to ‘visheder’ om henholdsvis monsieur de Charlus’ og Albertines homoseksualitet, som indrammer de to hovedkapitlers udsøgning og fortolkning af forskellige tegn på samme.

Dette nedslag i romanens komposition er bare ét af mange eksempler på, hvordan Proust så langt fra bare skriver derudad. Hans enorme roman kan synes fyldt med afstikkere foranlediget af tilfældige associationer, men den er i virkeligheden grundigt gennemtænkt i sin struktur.

Hvis man på baggrund af min vægtning af temaer i Sodoma og Gomorra ovenfor får det indtryk, at Proust nu har gjort sig færdig med soiréer i kjole og hvidt og salonkonversationer over flere hundrede sider for i stedet at kaste sig ud i eksplicit sex og vold og action … ja, så tror man grueligt fejl. Og heldigvis for det.

Hovedparten af Sodoma og Gomorra udgøres således grundlæggende af beskrivelsen af to selskaber, en middag hos fyrsten og fyrstinden af Guermantes i Paris og en salon hos madame Verdurin i Balbec. Men de er betydeligt mere underholdende end de tilsvarende i Guermantes’ verden. Proust når her nye højder i sin ironiske udlevering af snobberiet blandt bedsteborgerskabet og adelen, og det er i lange stræk kosteligt morsomt.

Og vi snydes heller ikke for indsigtsfulde og tankevækkende reflektioner over tiden og erindringen, som Proust værket igennem vender tilbage til igen og igen som i en klassisk fuga. Men det har jeg foldet ud i omtaler af de tidligere bind, så det lader jeg ligge her.

Jeg er fristet til straks at læse videre i Fangen, der udgør de næste bind af På sporet, og som venter i reolen. Men jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg allerede kan spore en begyndende frygt for den tomhed, jeg forventer kan indtræffe, når jeg er helt igennem værket. For det er – idet jeg er bevidst om at gentage mig selv – vitterligt en lise at være på sporet af den tabte tid med Proust.

Det tager kun op mod 100 timer at læse På sporet af den tabte tid, men jeg vil så gerne bliver der lidt længere. Så nu tager jeg lige fat i et par andre af de ulæste bøger i reolen, inden jeg vender tilbage.

K's vurdering: