László Krasznahorkai: Modstandens melankoli

Ungarnske László Krasznahorkai blev i maj 2015 tildelt den prestigefyldte The Man Booker International Prize 2015. Prisen uddeles for et samlet forfatterskab skrevet på eller oversat til engelsk (og ikke for en enkelt bog oprindeligt skrevet på engelsk som tilfældet er for The Man Booker Prize)

Tilfældet (eller hvad det nu var?) ville, at Forlaget Sisyfos netop på dette tidspunkt var klar med den første danske oversættelse nogensinde af en bog af Krasznahorkai, hans angivelige hovedværk fra 1989, Modstandens melankoli. God timing, må man sige.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig før havde hørt om Krasznahorkai, formentlig fordi han ikke har været oversat til dansk. Forstå det, hvem der kan. For bedømt på Modstandens melankoli, så er der ingen tvivl om, at Krasznahorkai bør regnes med i den helt tunge sværvægterklasse på verdenslitteraturscenen.

En mulig forklaring på, at Krasznahorkai ikke tidligere er blevet oversat, kan måske findes i, at han ikke ligefrem er lettilgængelig (det er der på den anden side så mange andre ringere forfattere, der heller ikke er, men som alligevel er blevet oversat).

Med lange kringlede sætninger, der ofte snor sig af sted over mere end en side uden et punktum; med en forkærlighed for at skrive i 100 sider lange kapitler uden en eneste afsnitsinddeling (á la østrigske Thomas Bernhard, bare længere); og med en tilsvarende tyngde på indholdssiden, hvor lange passager i bogen består af gradvist, i stadigt større cirkler udfoldede filosofiske reflektioner over forholdet mellem ånd og materie, mellem idealerne om det skønne og den prosaiske verden, mellem tænkning og handling, mellem kunst og praktisk politik, ja, så fornærmer man nok ikke nogen ved at konkludere, at Krasznahorkai muligvis er for alle, men næppe for enhver.

Dommerkomiteen hos The Man Booker International Prize skriver i deres begrundelse blandt andet om Krasznarhorkais lange sætninger, at de er som en ‘fnugrulle, der undervejs opsamler alle mulige mærkelige og uventede ting.’ Billedet af hans sætninger som en fnugrulle er lige på kornet, og jeg kan ikke finde på noget bedre selv. At læse Krasznahorkai er sjovt, smukt, krævende og hele tiden overraskende.

Modstandens melankoli udspiller sig over nogle dage eller få uger i en mindre ungarnsk provinsby i nyere tid. Der er enkelte politiske referencer til verden udenfor, som gør at man kan fastsætte tiden til omtrent Krasznahorkais samtid (dvs. slutningen af 1980’erne i Ungarns kommunistiske periode). Navnet på byen afsløres ikke, men hvis man er en smule stedkendt i ungarnske provinsbyer (eller: har adgang til Google Maps …), så kan man på grundlag af de stednavne på gader, pladser og floden, som nævnes i romanen, hurtigt nå frem til, at forlægget for byen må være forfatterens egen fødeby Gyula.

Men tiden og stedet er egentlig ikke vigtigt, for Modstandens melankoli er en mere universel fortælling om vold, terror, totalitarisme, diktatur og massens magt i den menneskelige dårskabs tidsalder.

Det lyder tungt og grumt og er det også, men der er også masser af humor i bogen. Krasznahorkai er en mesterlig satiriker. Det demonstreres til overflod i bogens lange indledende kapitel, hvor vi følger den knibske fru Pflaum, som er angst for stort set alt, på en højst anstrengede togtur fra storbyen og tilbage til hendes hjemby:

Hun ordnede pelsens folder bag sin ryg, bredte det imiterede for ud over sine knæ, foldede hænderne omkring sin håndtaske, der bulnede af det store uldhalstørklæde, hun havde stoppet ned i den, og sad lige så strunk som før og stirrede ud af vinduet, da hun i det grimede glas pludselig fik øje på ansigtet af en ubarberet og ‘opsigtsvækkende’ tavs mandsperson, der jævnligt tog en slurk af en flaske brændevin og stirrede (‘glubskt!’) på hendes måske alt for opsigtsvækkende barm, nu da den kun var dækket af blusen og spadseredragtens jakke. ‘Jeg vidste det!’ – tænkte hun og kiggede lynhurtigt væk, og skønt hun følte en brændende varme strømme igennem sig, lod hun sig ikke mærke med det. Hun rørte sig ikke i flere minutter, stirrede blot ud i mørket uden at se noget, og da hun forgæves prøvede at genkalde sig mandens udseende ud fra det tilfældige blik, hun havde fået af ham (hun huskede kun hans mørke skægstubbe, hans ‘malpropre’ ulster og lumske, utilslørede gejle blik, som i den grad chokerede hende…), lod hun, idet hun regnede med, at hun kunne gøre det uden at risikere noget, sit blik glide langsomt hen over ruden, men trak det øjeblikkeligt væk igen, da hun opdagede, at ‘halunken’ ikke blot fremturede i sin ‘uforskammede frækhed’, men at deres øjne mødtes.

Man tænker på Misse Møghe fra Matador, der på sine ældre dage bliver grebet af denne paranoide forestilling, at hun “drager” alskens mandfolk. Og det bliver endnu mere vittigt, når vi efter den således farefulde togtur følger fru Pflaum gennem byen og ind i sikkerheden i hendes lille lejlighed, som hun har pyntet efter alle den småborgelige, snobbede og imiterede kunsts regler.

Smilet stivner dog hos læseren, der efterlades med en skidt smag i munden, efterhånden som romanen og handlingen skrider frem, for trods fru Pflaums knibske og småborgerlige latterlighed viser hendes småparanoide besættelse af “varsler” om undergang sig på grum ironisk vis at bære på en større sandhed, end hun havde frygtet.

Historien om fru Pflaum er således kun ouverturen til det egentlige drama, som udspiller sig omkring et mystisk og uheldssvangert cirkus, der samme aften ruller ind i byen i skjul af mørket. Cirkusets eneste attraktion er en gigantisk, udstoppet blåhval, som i romanen fungerer som et slags billede på Leviathan selv, havmonsteret, der i Johannesåbenbaringen indevarsler dommedag.

Cirkuset ledes angiveligt af den særprægede ‘Direttore’ med kun en enkelt hjælper. Men det skal vise sig, at cirkusvognen ikke kun skjuler blåhvalen, men også en besynderlig og faretruende vanskabning, der går under navnet ‘Prinsen’, og som spiller en afgørende rolle i opilningen af den gråsorte masse af tavse tilhængere, der følger cirkuset.

Romanens hovedfigur er dog fru Pflaums forstødte søn, den naive, men hjertensgode landsbytosse Valuska. Han bevæger sig verdensfjernt igennem livet, optaget af himmelhvælvningens undere, han kigger op på himlen og ser den kosmiske skønhed i planeternes baner, hvor andre kigger ned på gaden og ser skraldet, skidtet og denne verdens forfrosne elendighed. Valuska spiller i romanen næsten rollen som en slags fyrst Mysjkin (‘Idioten’ i Dostojevskijs store roman af samme navn). Dog går det hele endnu værre hos Krasznahorkai, end vi er vant til hos Dostojevskij.

En anden hovedfigur er Valuskas eneste ægte ven, landsbyens engang så store mand, som dog nu er hastigt på vej ud i selvvalgt glemsel. Den pensionerede rektor ved byens musikskole, hr. Eszter, er blevet døv for skønheden i de naturlige harmonier, har nu isoleret sig i sit hus og forlader kun sjældent sin seng, hvorfra han i misantropisk og indædt ensomhed orkestrerer sin egen “planmæssige retræte fra hele det ynkværdige idioti, som går under navnet menneskehedens historie.”

Hr. Eszters retræte handler helt konkret især om at slippe for at høre fra sin hustru, den driftige fru Eszter,

som han ‘med Guds hjælp’ lykkeligvis var blevet separeret fra for mange år siden, et dødsens farligt, præhistorisk monster, der mindede ham om middelalderens nådesløse lejesvende, som han i et øjebliks ungdommelig ubetænksomhed lod sig smede i hymens lænker med, for så at leve som mand og kone i et djævelsk, farceagtigt ægteskab, fru Eszter, som i sin skræmmende golde essens sammenfattede alt det, han kort og godt kun kunne se som et ‘desillusionerende konglomerat af borgerskabets altgennemtrængende rædderlighed.’

Fru Eszter skal vise sig at blive en nøglefigur i romanen – hun inkarnerer småborgeren, der ridende på en bølge af andres vold og terror formår at gribe ud efter en diktatorisk og totalitaristisk magtposition drevet af sit ressentiment og sin intellektuelle og kulturelle, men ikke politiske, indskrænkethed.

For der går ikke længe efter cirkuskompagniets ankomst til byen, før dets hidtil tavse følge udvikler sig til en masse af bøller, som udløser en bølge af vold og hærværk over byen. Et skræmmende højdepunkt under optøjerne udgøres af et udsnit fra en ‘dagbog’ nedkradset af en af bøllerne under nattens hærgende togt gennem byen, som den arme Valuska tilfældigvis finder. Heri læser han blandt andet om, hvordan massen af voldsmænd uden et indbyrdes koordinerende ord alligevel i natten enes om en sadistisk, langsom forfølgelse af en lille forsvarsløs familie, mand, kone og barn, som en kattens leg med musen:

Den bittersøde, grusomme nydelse ved at se disse tre hjælpeløst slingrende skygger foran os uden mindste anelse om, hvad de i virkeligheden havde i vente, overgik langt tillokkelsen af det ellers så overvældende syn af en totalt raseret by og tilfredsstillelsen ved at trampe det nyttesløse stads ned i møget, for i oplevelsen af hele tiden af holde igen, i sansningen af den sensuelle fryd ved hele tiden at udskyde det afgørende øjeblik opdagede vi smagen af en ram, gådefuld og urgammel rus, der forlenede de mindste af vores bevægelser med en skræmmende værdighed og gav os, en tilfældig, måske allerede i morgen opløst, barbarisk horde, en ukrænkelig stolthed, noget krapyl, som ingen længere kunne bremse, og som end ikke ville betro deres egen død til andre, hvis de mente, at øjeblikket var kommet, og de havde fået nok af himmel og jord, af ulykker og sorger, af stolthed og anger – og nok af den fundamentale, dragende byrde, der aldrig tillader os at opgive længslen efter frihed.

Hvad og hvem, der egentlig er den udløsende faktor for massernes terrorisering af den lille by (og de omkringliggende byer, måske hele landet?), og med hvilke motiver (om nogen) forbliver henlagt i mørk tåge i romanen. En konklusion står dog tydeligt frem: Ud af massernes voldelige hærgen og semikontrollerede terror kommer ingen frigørelse, kun en anledning for en ny elite til at udnytte situationen, gribe magten og installere et nyt diktatur.

Det er nærliggende at læse Modstandens melankoli som en parabel over nazismens ankomst til Ungarn i 1930’erne (og den kom som bekendt ikke kun udefra via Tysklands annektering af Ungarn, for landet havde også selv en stærk fascistisk bevægelse), som senere afløses af kommunismens diktatur.

Men Krasznahorkais mørke dystopi har et mere alment anliggende, og kan således med større ret læses bredt som et indlæg i historien om diktaturets (og måske enhver politisk magts?) rødder i den terror, der ligger indlejret i kernen af massernes psykologi.

László Krasznahorkai

Jeg har haft svært ved at blive enig med mig selv om, hvad jeg skal mene om denne bog. I lange passager læste jeg nærmest med armere over hovedet af bare begejstring over Krasznahorkais kringlede, men alligevel præcise sætninger, over hans skarpe, sortsynede, sarkastiske vid og hans forstemmende, men alligevel fascinerende stemningsbilleder fra den lille frost- og mørkeknugede ungarnske provinsby.

Det er heller ikke nogen tilfældighed, at jeg refererede til Dostojevskij ovenfor. Krasznahorkai skriver i en stil, som leder tankerne hen på de gamle russiske mestre, ligesom både hans kritisk-sarkastiske som mere menneskeligt-filosofiske temaer har forlæg hos ikke bare en Dostojevskij, men også en Gogol (som han da også sammenlignes med, kan man læses på bogens sideklapper).

Men alligevel blev det mig en kende for tungt i passager. Især den gamle hr. Eszters småfilosoferende jeremiader er meget lange, og tyngden af de filosofiske pointer synes ikke at stå helt mål med tyngden af de lange sætningskonstruktioner og de mange sider. Derfor kommer karakteren ikke helt i top. Men der er ikke tvivl om, at Krasznahorkai er en forfatter, jeg gerne vil læse mere af.

Forlaget Sisyfos har som nævnt timet udgivelsen af Modstandens melankoli næsten helt perfekt. Men måske har de alligevel haft lidt for travlt med at få bogen ud, siden de et par måneder før kunne konstatere, at Krasznahorkai var blevet shortlistet til The Man Booker International Prize i 2015. Ihvertfald kunne bogen i den danske udgave godt have klaret en sidste korrekturlæsning, inden den gik i trykken. Med lange, snirklede og snørklede sætningskonstruktioner som Krasznahorkais kan det faktisk være temmelig generende for læsningen, hvis der står et komma et forkert sted, hvilket desværre er tilfældet lidt for mange gange. Et par deciderede flovsere har tilmed fået lov til at gå igennem korrekturlæsningen, som når soldaternes “ilmarch” staves “ildmarch.”

Men det er trods alt meget små skønhedsfejl, som ikke skal få lov at skygge for lovprisningen af den store tjeneste, som forlaget og oversætter Peter Eszterhás har gjort danske læsere ved at gøre dette mesterværk tilgængeligt på dansk.

K's vurdering: