Álvaro Enrigue: Sudden Death

Piazza Navona i Rom, den fjerde oktober 1599: Den italienske maler Caravaggio og den spanske digter Francisco de Quevedo duellerer mod hinanden i en indædt renæssancetenniskamp spillet med en sjælden tennisbold fremstillet af håret fra Anne Boleyns afhuggede hoved…

De to fordrukne kunstnere, slagsbrødre og spradebasser har begge så brutale tømmermænd, at de ikke husker noget om, hvad det egentlig var for en kontrovers, der første til, at den ene udfordrede den anden til duel natten før. Erindringen om nattens udskejelser kommer kun gradvist til dem i løbet af kampen og romanen.

Blandt publikum finder vi blandt andet Sankt Mattæus og et par prostituerede, der går under navnene Martha og Maria Magdalene – modellerne til nogle af Caravaggios berømte malerier.

Caravaggio portrætteret af Ottavio Leoni (1621)

I baggrunden og mellem tennispartierne raser modreformationen i Europa, og den pavelige inkvisition lader blodet flyde, ligesom conquistadoren Hernán Cortés lod det gøre i Den Nye Verden tidligere i århundredet, da han besluttede sig for at annektere Mexico som Det Nye Spanien og ved samme lejlighed skynde sig at myrde så mange aztekere, han kunne overkomme, og det var en del.

Maleren Caravaggio sekunderes af sin ven og elsker, blot kaldet “professoren” eller “matematikeren”, i hvem vi genkender Gallio Gallilei – som der er et vist historisk belæg for, at Caravaggio plejede venskabelig omgang med, mens deres seksuelle forhold vist hører til Álvaro Enrigues mange frie tilføjelser.

Francisco de Quevedo (portrætteret af Diego Vélazquez)

På sin side sekunderes digteren Quevedo af sin ven, Pedro Téllez Girón, greve af Osuna, som Enrigue tilsyneladende først og fremmest har placeret i denne rolle i romanen, fordi han (i den virkelige historie) var gift med conquistadoren Hernán Cortés’ barnebarn. Det giver Enrigue det tynde halmstrå af en forbindelse, han har brug for, til parallelt med den fiktive tenniskamp og andre virkelige og opdigtede historier også at udrulle historien om Cortés’ erobringer, i øvrigt fortalt i mere eller mindre omvendt kronologisk rækkefølge.

Hernán Cortés er kendt og berygtet som en af historiens helt store skurke, i Mexico uden tvivl den største. På den ene side med god grund, på den anden side – som Enrigues tørt sarkastisk bemærker – en smule uretfærdigt i betragtning af, hvor mange andre kandidater, der burde være til titlen. I det mindste var Cortés mere underholdende end så mange andre af historiens massemordere:

“My balls are God and King, and I play with them when I like,” lader Enrigue for eksempel Cortés sige – i datteren Juanas eneste erindring om sin berømte far. Cortés’ enke supplerer datterens erindring: “The ball on the right is the Holy Father and the one on the left is the Holy Roman Emperor Charles V.” Og således får Hernán Cortés’ nosser en rolle som reference til de store politiske magtkampe i Europa i det 16. århundrede. Her fremhævet blot som eksempel på de mange skæve associationer og rent semiotiske paralleller, som udgør en god del af det ustabile bindemiddel i Álvaro Enrigues besynderlige sammensurium af en bog.

Centralt i bogen står også portrættet af Michelangelo Merisi da Caravaggio (1571-1610). Caravaggio fremhæves gerne som den italienske maler, der for alvor brød med den sene renæssances affekterede manierisme til fordel for barokkens mere realistiske stil og dens dyrkelse af kontrasterne mellem lys og mørke (som det f.eks. ses i et af Caravvagios mesterværker, Sankt Mattæus kaldelse, som bare er ét af de mange af Caravaggios berømte malerier, hvis tilblivelse vi får historien om). Caravaggio dyrkede også kontrasterne på – efter tidens målestok – skandaløs vis ved som modeller for bibelske motiver at anvende almindelige mennesker, ludere og lommetyve, som han samlede op på de beverdinger og horehuse, han frekventerede i stor stil.

Caravaggio, Sankt Mattæus’ kaldelse (1599-1600)

Enrigue fortæller i en række korte kapitler detaljeret – i perioder grænsende til tørt – om Caravaggios liv og karriere baseret på dokumenterede biografiske og historiske fakta. Bogen er tydeligvis grundigt researchet, og det gælder både kapitlerne om Caravaggio og de mange andre historiske personer, der optræder undervejs i bogen.

Kontrasterne er ikke kun på spil i Caravaggios malerier. Álvaro Enrigues Sudden Death er også en roman (eller hvad man nu skal kalde denne besynderlige bog) om kampene mellem lys og mørke på historiens helt store scene: Den gryende videnskab, kunsten, reformationen og den spirende humanisme mod de korrupte paver, den katolske modreformation, inkvisitionen og folkemordet på aztekerne under den spanske kolonisering af Mexico.

Men man skal ikke lade sig forlede til at læse Sudden Death som en historisk roman, hvis man derved forstår en roman, der forpligter sig på de historiske kilder. Enrigue er herligt respektløs i sin omgang med historien, og som læser ved man aldrig helt, hvornår man er på den ene eller den anden side af grænsen mellem kildebaserede fakta og den rene og skære fiktive røverhistorie. I dét stykke kan han minde lidt om Roberto Bolaño.

Har Caravaggio og Quevedo for eksempel nogensinde spillet tennis mod hinanden? Næppe. Formentlig har de aldrig mødt hinanden, og formentlig var ihvertfald Quevedo slet ikke i Rom den 4. oktober 1599, hvor Enrigue lader de fordrukne giganter tørne sammen på tennisbanerne nær Piazza Navona. Men den slags detaljer tager Álvaro Enrigue ikke så tungt, og hvem kan i øvrigt med sikkerhed sige, at det ikke er sket? Som Enrigue skriver et sted:

There´s no evidence that Francisco de Quevedo was in the city on that particular day, but nor is there evidence that he was anywhere else.

Jeg kommer til at tænke på Ebbe Kløvedal Reich (helt uden sammenligning i øvrigt), der i en af sine dramatiserede krøniker fra danmarkshistorien et sted har skrevet noget i retning af, at hvis der nu ikke foreligger nogen kilder, der kan sige os, hvad der virkeligt skete, så skulle man da være en slemt dårlig fortæller, hvis man fortæller en dårlig historie i stedet for en god. Og det kan jo have noget for sig.

Der er vist heller ingen historiske kilder, der taler for, at Anne Boleyns bøddel efter dekapitationen skulle have fået fremstillet fire eksklusive tennisbolde vævet af håret fra det afhuggede hoved af Henrik VIII’s nu forhenværende kone. Tennisbolde, som i Enrigues fremstilling går fra hånd til hånd som gaver fra den ene europæiske magthaver og kulturperson til den næste, indtil en af dem ender hos Caravaggio. Til gengæld har man faktisk i forbindelse med en restaurering af taget på Westminster Hall i 1920 fundet tennisbolde, som er blevet dateret til Henrik VIII’s tid, og som blandt andet er fremstillet af menneskehår. Så hvorfor ikke…?

Enrigue henter titlen på sin bog fra tennisverdenen, hvor Sudden Death betegner det sidste afgørende point i en match, der ellers står lige. Og der er ikke så lidt at lære om tennisspillets historie i Enrigues bog, hvilket jeg til min egen overraskelse fandt helt interessant. Ihvertfald var det ny viden for mig, at tennis i sin renæssanceform (den franske betegnelse Jeu de Paume bruges den dag i dag, hvor varianten af spillet overlever på enkelte baner i England) blev spillet som en slags mellemting mellem det, vi kender som moderne tennis, og squash: Der blev spillet hen over et slapt hængende net med brug af bander i form af trævægge omkring banen og tagudhæng over tilskuerpladserne, som bolden skulle ramme som det første i serven (jf. illustration).

Det er nu ikke lige spændende hele tiden undervejs i Enrigues bog. Nogle af de historiske fremstillinger er lige lovlig tyngede af navne og detaljer, og sammenhængen er det så som så med. Mere end én gang spørger man som læser sig selv, hvor pokker det hele skal føre hen? Samlet set bæres bogen ikke desto mindre igennem af Enrigues store vid og begavede, fandenivoldske humor.

Synes du, at dette er en rodet anmeldelse? Det er det nok, men jeg lover, at den er mere klart struktureret end bogen. Historien – eller rettere: historierne, for der rigtig mange, og de er kun umådeligt løst sammenknyttede – er fortalt i mange korte kapitler, som springer frem og tilbage i tid, sted og tema.

Bogen er derudover tungt ladet med personnavne på kunstnere, malere og forfattere, paver og kardinaler, adelsmænd og plebejere, kolonisatorer og indianerkonger og mange andre. Det myldrer med mere eller mindre implicitte referencer til de komplicerede politiske magtspil i Rom, kampe mellem kejser og pave, reformation og modreformation, inkvisition og humanisme.

Det er udfordrende læsning, hvis man ikke har temmelig godt styr på sin renæssancehistorie. Hvis jeg selv skulle have sagt det, inden jeg påbegyndte Sudden Death, så troede jeg i al beskedenhed, at jeg havde et nogenlunde hæderligt kendskab til den italienske kunstrenæssance og til de magt- og religionspolitiske kampe i Europa i perioden. Dén selvforståelse har jeg så pakket sammen igen. Ihvertfald kom jeg godt på arbejde med at læse op på personer og begivenheder, og jeg har vel brugt dobbelt så lang tid undervejes med opslagsværker og Google som på at læse selve bogen.

Nu kan man så godt vælge at læse Sudden Death uden at skulle slå alt og alle op undervejs. Man kan sagtens bare læse derudaf og lade sig underholde af Enrigues vid og fantasi. For mig var det nu ikke desto mindre en del af fornøjelsen at prøve præcist at identificere de (mange) steder, hvor Enrigue forlader de historiske kilder og begynder sine egne fabulerende røverhistorier, som han fylder historiens huller ud med. Som en sidegevinst har jeg så fået udvidet mit renæssancekendskab.

Det gør selvfølgelig læseoplevelsen noget abrupt, når man hele tiden skal slå noget op, men det har Enrigue i forvejen selv sørget for ved som nævnt at fortælle historien i meget korte kapitler, der springer frem og tilbage mellem personer, tider og steder.

Og hvad er så meningen med det hele? Godt spørgsmål. Jeg kan ikke svare på det. Jeg trøster mig i en vis forstand ved, at det kan forfatteren tilsyneladende ikke selv. Det grænser til fornærmelse af den hårdt arbejdende læser, når Enrigue på side 204 ud af 262 pludselig – midt i en helt anden sammenhæng – melder sig på banen med en forfatterkommentar:

As I write, I don’t know what this book is about. It’s not exactly about a tennis match. Nor is it about the slow and mysterious integration of America into what we call ‘the Western world’ […]. Maybe it’s just a book about how to write this book; maybe that’s what all books are about. A book with a lot of back-and-forth, like a game of tennis.
[…]
I don’t know what this book is about. I know that as I wrote it I was angry because the bad guys always win. Maybe all books are written because in every game the bad guys have the advantage and that is too much to bear.

Tja. For den forvirrede læser kan der således være en vis trøst at hente i, at forfatteren selv tilsyneladende også har mistet tråden. Det er på den anden side heller ikke et kvalitetstegn i sig selv, og man får den mistanke, at Enrigues erklæring om, at han ikke ved, hvad bogen handler om, ikke kun er koketteri, men en regulær indrømmelse.

Enrigue eksperimenterer som en litterær alkymist med nye formler i forsøget på at fremstille guld. Han blander ikke alene forskellige ingredienser i form af de mange forskellige handlingstråde, men også forskellige litterære genrer:

Der er helt korte “kapitler” på bare en halv side i form af citater fra originale (?) kilder fra det 16. og 17. århundrede, der på den ene eller anden måde omtaler ketcherspil. Der er detaljerede, essayistiske fremstillinger af faktiske historiske begivenhedsforløb – det ene øjeblik fortalt næsten tørt med referencer til akademiske historiske afhandlinger, det næste iblandet den rene og skære fiktion. En enkelt scene er skrevet som et filmmanuskript med replikker og regibemærkninger. Og et par kapitler bevæger sig over i den rene metafiktion, idet vi får præsenteret uddrag af Enrigues angivelige mailkorrespondence med sin forlagsredaktør om den bog, han er ved at skrive, og som vi læser nu.

Ligesom historiens alkymister lykkes det dog heller ikke Enrigue at spinde rent guld med denne bog. Det er rodet og forvirrende, nogle gange endda lidt småkedeligt, og i sidste ende er der for min smag lidt for lidt sammenhængende mening i galskaben til, at karakteren kan ryge helt til tops. Men den er også sjov og lystigt fabulerende med satirisk bid og i lange stræk en fornøjelse at læse.

Så selv om det ikke er en helt rent spillet kamp, så tør jeg i sidste ende alligevel godt udråbe parti, sæt og match til Álavaro Enrigue for denne herlige, på én gang detaljeret researchede og samtidig aldeles respektløse og frie omgang med den moderne verdens historiske rødder i renæssancen.

Bogen udkom første gang på spansk i 2013. Jeg har læst romanen i den engelske oversættelse, som udkom her i februar 2016. Den er (endnu) ikke udgivet på dansk.

Opdatering pr. 9/6/2017: Bogen er netop i dag udkommet som “Sæt og match” på Gyldendal oversat til dansk af Peter Adolphsen (han lyder som den rigtige oversætter til dette gale og finurlige værk – jeg kunne næsten fristes til at genlæse den i hans fortolkning).

K's vurdering: