Marco Malvaldi: The Art of Killing Well

En gastronomisk, italiensk krimikomedie i bedste Hercule Poirot-stil placeret i et toscansk baronat i 1895.

Den her er en lille bagatel, men den fungerer rigtig fint på egne lette præmisser. Vittig, velskrevet og underholdende og perfekt læsning på min flyrejse hjem fra Rom i dag.

Italienske Marco Malvaldis (f. 1974) The Art of Killing Well, som den hedder i den engelske oversættelse, vil appellere til elskere af den klassiske Agatha Christie-genre.

Et mord bliver begået på den syvende Barone di Roccapendentes slot på en varm junidag i 1895 i Toscana i det nyligt forenede Italien. Det er ikke butleren, der er morderen, for det er ham, der er blevet myrdet. Men snart bliver det klart, at morderen må skulle findes blandt slottets beboere, baronens familiemedlemmer eller tjenestefolk, eller en af de to gæster på slottet.

Hercule Poirot er ikke til stede, men der er en kvik politimand og ikke mindst en ikke mindre kvik og sympatisk hyggefætter af en aldrende gourmand, Sherlock Holmes-læser og kogebogsskribent (en lidet anerkendt genre i Italien i slutningen af det 19. århundrede) ved navn Pellegrino Artusi, hvis fine næse bidrager afgørende til optrevlingen af intrigen.

Pellegrino Artursi (1820-1911) og titelbladet til hans berømte kogebog.

Pellegrino Artursi (1820-1911) er faktisk en historisk person, som først og fremmest netop er kendt for sin kogebog, La Scienza in Cucina E L’arte Di Mangiar Bene (oprindeligt udgivet i 1895, men den bliver stadig optrykt og kan fås på italiensk og engelsk). Hans oplevelser på baronen af Roccapendentes slot og deres indflydelse på nogle af hans opskrifter må vi dog nok tilskrive Marco Malvaldi.

Malvaldi tilføjer krimiintrigen et lag af humoristisk satire over datidens italienske lavadel, her personificeret ved den gamle baron, hans uduelige, dovne sønner og karikaturer af et par gamle pebermøsøstre. Det er ret sjovt, det meste, selv om jeg godt kunne have været enkelte af de mest fjollede forfatterkommentarer foruden.

Især er den charmerende Signor Pellegrino Artusi en fin karakter i Maldalvis version. En 75-årig ungkarl og intellektuel levemand, der i sine unge dage har været noget af en skørtejæger, men med alderen og den svindende fysiske formåen har kanaliseret sine passioner over i litteraturen og især gastronomien. Hans fysiske fremtoning er frem for alt karakteriseret ved de imponerende, hvide bakkenbarter i tysk kejserstil, jf. billedet ovenfor. Bakkenbarter kan være en udfordring, når man skal spise og ikke mindst drikke kaffe af en lille espressokop i finere selskab. Artursi er dog rutineret udi disciplinen, som her under middagskonversationen hos baronen:

In the meantime, Artusi had brought the operation to a satisfactory conclusion, knocking bak the coffee while keeping his whiskers surprisingly clean, thanks to the so-called ‘anteater method’ (mouth like a trumpet, lips extented, a quick – and, as far as possible, silent – sucking movement, and so on) so dear to the owners of whiskers in the Western world.

Hundeelskere med berøringsangst overfor scener med mishandling af små dyr bør advares om, at der blandt slottets beboere også er en irriterende lille hund, som alle benytter enhver lejlighed til at give et velanbragt spark. Vi andre, mindre sarte, kan klukke over beskrivelsen af en scene som følgende, hvor den ulyksalige hund bliver erotisk fristet over evne af politiinspektørens sko, mens han i sin efterforskning udspørger hundens ejer, en af de gamle, plaprende baronessefrøkener på slottet:

It is a well-known fact that a dog that tries to make love to your ancle can be quite annoying and a hindrance to concentration, which was why, after a few half-hearted attempts to shake it off gracefully, the inspector had resolved to crush the troublesome animal between the leg and the foot of the olivewood table with a few well-aimed kicks, while the signorina happily continued her ravings.

Undervejs i romanen får Maldalvi i let, legende stil sneget en mængde humoristiske, men kun antydningsvise referencer ind til både nutidsforhold og til den klassiske litteratur, uden at det bliver påtrængende eller prætentiøst.

Måske er det bare mig, men jeg kunne for eksempel ikke undgå at associere til et vist herostratisk berømt Bill Clinton-citat, da baronen – konfronteret med antydninger af, at han skulle have gjort tjenestepigen gravid – svarer med et: “I will tell you this once and once only: I have never had carnal relations with that housemaid.”

Det hele er en lille smule fjollet, men i de bedste passager også ganske finurligt vittigt, fortalt i en stil inspireret af 1800-tallets litterære sprog med visse moderne tilføjelser, og krimiintrigen er fint foldet ud. På intet tidspunkt giver den korte roman sig ud for at være andet, end hvad den er. Og det er på egne præmisser, man bør bedømme en bog, derfor fire vel underholdte hyggestjerner fra mig.

Glæden ved god mad er i øvrigt til stede overalt i bogen, og i et appendiks får vi endda et udpluk af opskrifterne fra Pellegrino Artusis klassiske kogebog, La Scienza in Cucina e L’arte Di Mangiar Bene. Man får lyst til at lave nogle af retterne. Og som en særlig personlig bonus var det for mig også anledning til at gå på opdagelse i min egen reol og (gen)finde Artusis franske forbillede, Brillat-Savarins gastronomisk-filosofiske klassiker Smagens fysiologi eller Meditationer over transcendent gastronomi (opr. 1825), som der refereres til i romanen. Den kunne jeg godt finde på at genbesøge ved snarlig lejlighed.

Marco Maldalvis roman er i øvrigt også oversat til dansk (faktisk før den kom på engelsk), har jeg efterfølgende fundet ud af, som En muggen affære (Arvids, 2013).

K's vurdering: