Den italienske journalist og forfatter Roberto Saviano (f.1979) er bedst kendt for sin journalistiske reportageroman, Gomorra (2006), om den napolitanske mafia, camorraen – en udgivelse, der har medført, at han siden 2006 har levet under politibeskyttelse.

Saviano er selv opvokset i det fattige Syditalien, hvor camorraen hersker, og det er også her, hans to noveller i ‘samlingen’ (kan to være en samling?) The Ring & The Opposite of Death (opr. 2007, eng. 2013) foregår.

Begge noveller udspiller sig i en lille landsby i Syditalien, men på forskellige historiske tidspunkter.

I The Ring befinder vi os tidsmæssigt relativt kort efter Anden Verdenskrig. Som ung mand tager historiens fortælleren imod en “pige fra nord” på en slags date i sin hjemby. Gennem hendes udenforstående øjne skærpes fortællerens eget blik på sin egen landsby og de aspekter af livet i byen, som ingen udenforstående ifølge ham selv vil kunne forstå. Det handler om camorraen, hvis voldsbaserede magt og interne vendettaer gennemtrænger landsbyen og betinger livet for drengene og de unge mænd.

Den anden historie i bogen, The Opposite of Death, foregår på et tidspunkt i 2000’erne under den internationale koalitions “mission” (der som bekendt er en af vor tids eufemismer for krig) i Afghanistan. Historiens fortæller portrætterer den unge pige Maria og hendes sorg over at have mistet sin forlovede til en vejsidebombe i Afghanistan. En fin, alternativ fortælling om krig og kærlighed.

Roberto Saviano (f. 1979)

Tiden, rammerne og de to fortællingers struktur er forskellige, men grundtemaet er det samme: I The Ring bliver landsbyens drenge og unge mænd indrulleret som frontlinjesoldater – eller bliver ofre – i camorraens interne, permanente krig i landet. I The Opposite of Death indrulleres de som frontlinjesoldater i en fjern og uforståelig krig i et andet land. I begge tilfælde er fattigdom og manglen på alternativer det, der tvinger dem. I begge tilfælde risikerer de livet, og deres familier lever med angsten.

Roberto Saviano skriver fint (her i Abigail Ashers oversættelse til engelsk) med en vis intensitet og nærvær, og historierne er interessant struktureret. Han udviser dog desværre en lidt irriterende og unødvendig forkærlighed for at stanse sine pointer ud i pap mod slutningen af hver historie. I den sidste falder han endda over i det decideret salvelsesfulde, hvilket sjældent klæder nogen historie og heller ikke denne.

Novellerne er hurtigt læst, og de er begge læsværdige – omend ikke helt stærke nok til at bære en selvstændig udgivelse.

K's vurdering: