Ganske vellykket både skarp og vittig kinesisk politisk-erotisk satire over maoismen og misforholdet mellem den kinesiske propagandamaskines besyngelse af Folket og Socialismen på den ene side og realiteterne i Maos ekstremt hierarkiske, de facto klassedelte og hyklerisk bornerte Kina på den anden.
Yan Liankes (f. 1958) roman Folkets tjener udspiller sig handlingsmæssigt i 1967 under Kulturrevolutionen i Kina. Hovedpersonen Wu Dawang er en ambitiøs og relativt ung mønstersoldat, der har fået det ærefulde hverv at blive personlig fuldtidsoppasser for en højtstående divisionskommandant og dennes unge og smukke, men seksuelt forsømte og frustrerede kone.
Titlen refererer til et af formand Maos mest berømte slogans, “Tjen Folket!” som romanens handling grundlæggende er én lang, bidende satire over. >> Læs videre