Novellesamling. Alle noveller i denne samling kredser om samme tema: irske familiefædre i 40’erne i stilfærdig midtlivskrise. Lidt trist og dystert, men ikke uden humor. Doyle har en fin tone, men mange af historierne er for uafsluttede for min smag – han er lidt for glad for brugen af “open endings”, hvor læseren selv skal tænke videre, men lidt for tit virker det som om, at det mest er fordi, han ikke rigtig selv ved, hvordan han skal komme ud af historien. Eller måske er det bare fordi, jeg aldrig rigtig bliver en fan af novellegenren – historien når lige at komme i gang og personerne at træde i karakter, og så er det slut…

• Lignende indlæg

Judith Hermann: Lettipark

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married