Naja Marie Aidts romandebut fra 2012 er en ikke helt ueffen, men heller ikke entydigt vellykket, psykologisk thriller om en mand i dyb, grundlæggende personlig krise.

I centrum for romanen står den formentlig ca. 40-årige mand, Thomas, og hans psykologiske kamp for at få styr på sin jeg-identitet, sin kønidentitet, sit parforhold og sine familieforhold i øvrigt.

Bogen starter, hvor Thomas’ og hans søsters far er død i fængslet. Thomas har et ubearbejdet, traumatisk forhold til faren, som han har slået hånden af og ikke set i årevis. Den eneste ting. søskendeparret erhverver sig fra den afdøde fars lejlighed, er en gammel brødrister. Skjult i brødristeren finder Thomas en stor mængde penge – formentlig udbyttet fra farens sidste kup, som måske var det, der sendte ham i fængsel for sidste gang. Hermed introduceres også et thrillertema, for nogen er tilsyneladende ude efter pengene, og snart føler Thomas sig fysisk truet på forretning og familie.

En anden central person er den hemmelighedsfulde Luc eller Luke, som angiveligt har haft et tæt forhold til Thomas’  far – et forhold, hvis natur romanen via Thomas kredser om at afdække. Luc/Luke fremstår skiftevis som en engel og en djævel, og fungerer primært som et billede på Thomas’ splittede og ustabile personlighed.

Romanen udspiller sig i et ikke-navngivet land og en ikke-navngivet by – det kunne være en større by i Europa eller USA. Det er ihvertfald ikke i Danmark, da der fx løber en flod gennem byen, og landskaberne er befolket af bjerge og ørne. Tilsvarende har stort set alle personerne internationale, europæiske navne som Thomas O’Mally Lindström, Patricia, Jacques, Rose, Jenny, Peter, Annie osv.

Ideen er vel, at portrættet af en mand og hans relationer til verden og menneskene omkring ham skal fremstå universelle og ikke bundne til et bestemt sted. Jeg synes nu mest, at det virker kunstigt og får personportrætterne til at fremstå mindre troværdigt. For alle mennesker lever og ånder jo i en konkret sammenhæng. Især virker de internationale navne og de ikke-danske omgivelser påtagede og kunstige, fordi der er noget meget “dansk” over dialogen og personernes omgang med hinanden (eller også er det bare noget, jeg bilder mig ind).

Fortælleteknisk er hele romanen fortalt i tredjeperson, udelukkende fra Thomas’ perspektiv. Som læser er man således henvist til at gætte sig til de andre personers billeder af sig selv og hinanden alene via Thomas’ erfaringer og fortolkninger. Og det bliver romanen igennem i stigende grad tydeligt, at Thomas ikke nødvendigvis er et sandhedsvidne. Og hvem er egentlig også det?

Et eksempel er portrættet af Thomas’ bedste ven og forretningspartner Malloy, som i starten fremstår som lidt af en spradebasse og horebuk uden evne til at knytte sig dybere og mere varigt til et andet menneske. Men pludselig viser han sig at være blevet kæreste med en anden af romanens centrale personer – til både Thomas’ og læserens overraskelse. Men er det Malloy, der pludselig har ændret sig markant, eller er det Thomas, der hele tiden har projiceret nogle fejlagtige egenskaber over på ham? Det giver romanen ikke noget svar på, fordi Aidt ret konsekvent fastholder, at vi kun får Thomas’ perspektiv (på nær nogle ganske få passager, hvor fortælleren løfter sig op og kigger på Thomas udefra – og de fungerer i øvrigt ikke særlig godt).

Tilsvarende gælder billedet af den afdøde far: var han et entydigt dumt svin og en forhærdet kriminel, eller havde han også en anden poetisk og omsorgsfuld side?

Dette psykologiske perspektiv er en af romanens største styrker, fordi det tilfører den på overfladen ret ligefremme historie et ekstra fortolkningslag og dermed løfter romanen op til at være noget andet og mere end bare endnu en historie om en mand i identitets- og parforholdskrise med ubearbejdede fadertraumer. Og Aidt fører ideen igennem til det sidste, næsten overdrevent dramatiske klimaks, som ud fra en traditionel dramaturgisk synsvinkel efterlader læseren utilfredsstillet (fordi vi ikke får svar på vores spørgsmål til intrigen), men dermed yderligere understreger den psykologiske pointe: at billederne af os selv og andre, som vi som mennesker handler ud fra, altid kun er vores egne og kan være svært forvrængede.

Romanen er godt fortalt i et enkelt og sikkert sprog, som for det meste ikke gør unødigt opmærksom på sig selv. Den læses umiddelbart let og er i lange passager faktisk ganske underholdende og medrivende som fortælling betragtet. Kun en familiescene med en elitær, poetisk citatquiz i sidste halvdel af bogen er for lang og unødvendig i sit forsøg på at tilføre nye fortolkningslag gennem citater fra den døde fars angivelige yndlingsdigtere.

Trods bogens mange kvaliteter er jeg dog ikke entydigt begejstret.  Det psykologiske plot er lidt for fortænkt, personerne er lidt for karikerede og romanen har lidt for meget afsmag af at være styret af en underliggende kønspolitisk dagsorden, som gerne vil tematisere metroseksualitet, og hvor vold affødes af mænds svage jeg-identiteter, og kvinder fastholder sig selv i forhold forankret i seksuel afhængighed og borgerlige familieidealer. Og den slags. Ikke irrelevante temaer, men politiske aspirationer er sjældent nogen god drivkraft for god romanlitteratur – og heller ikke i dette tilfælde.

Titel: Sten Saks Papir
Forfatter: Naja Marie Aidt
Udgiver: Gyldendal
Udgivelsesdato: 30-08-2012
Sider: 382
K's vurdering: