J. J. Abrams & Doug Dorst: S.

Elsker du også den gode, gammeldags, stoflige bog, som man både kan mærke og lugte? Så skynd dig ned til din lokale bogpusher med virkelige mennesker bag disken og køb dette forrygende pragtværk af en bog. Gør det med det samme! Det er ikke sikkert, at du orker at læse den, og du går i så fald nok heller ikke glip af så meget. Men du MÅ eje den!

Jeg indrømmer med det samme, at denne anmeldelse er noget forudindtaget på den måde, at jeg allerede, da jeg stod med bogen mellem hænderne i min boghandler, havde besluttet mig for at være vild med denne bog, og at den ikke kunne få mindre end fem stjerner. Alene på grund af den lækre og originale udførelse, som er helt uden for kategori.

S. er en bog i en bog… i en bog. Eller rettere sagt: Den er mindre en bog i traditionel forstand, end den er en idé eller et projekt ført igennem som en bog. Dette er så også dens svaghed, men det kommer jeg tilbage til.

Bogen er resultatet af et kreativt samarbejde mellem tv- og filmmanden J.J.Abrams og forfatteren Doug Dorst. J.J.Abrams, som er en af Hollywoods wonderboys i disse år, har udtænkt konceptet og fået Doug Dorst til at skrive ordene. Abrams kender vi ellers primært som tv- og filmproducer, manuskriptforfatter og instruktør. Blandt andet står han bag tv-serierne Alias og Lost (som jeg dog ikke har set nogen af) og film som Mission Impossible III og Cloverfield og meget andet.

Bogen er på alle måder utraditionel – det gælder også lanceringen: S. udkom i USA i oktober 2013, men blev i løbet af sommeren 2013 forlanceret med en temmelig spooky trailer på youtube, som straks affødte spekulationer blandt Adams-fans om, hvorvidt der var tale om en kommende tv-serie, film eller en bog.

S. er båret af den eventyrlystne læsers ultimative drenge- eller pigedrøm om en dag at finde en skjult bog, som er fyldt med hemmeligheder og gåder, måske et skattekort, måske en port til en parallel eventyrverden. Bogen er ét stort puslespil, som man som læser i vidt omfang er henvist til selv at lægge, og hvor hver brik er en gåde, hvis løsning kun viser frem mod nye gåder.

Hvad er der i kassen?

Bogen kommer i en papæske, som rummer de eneste henvisninger til Abrams & Dorst, forlag og titel. Æsken er forseglet med en banderole, og når man har sprættet den op, kommer man ind til det, der skal forestille at være en biblioteksbog udgivet i 1949: “Book of Theseus” af en vis V. M. Straka. Bibliotekskonceptet er flot gennemført med et katalogiseringsmærke på ryggen og datostempler fra udlån på indersiden af bagklappen. Siderne i bogen fremstår gulnede af tiden – med fedtfingre og andre mærker fra mange læsere.

Imellem siderne er der løst indstukket omtrent en snes forskellige artefakter: postkort fra Brasilien, gamle sorthvide fotos, breve på kaffeplettet linjeret papir, et kort tegnet i hånden på en serviet (som føles som en virkelig serviet!), avisudklip, arkivalier på tysk og svensk, et mystik kodehjul og meget mere. Og bedst af alt: De brede marginer er på stort set hver eneste af de 456 sider i Book of Theseus  fyldt med håndskrevne noter – i to forskellige håndskrifter og med blyant og seks forskellige farver kuglepen.

Man kan også finde en trailer på YouTube her fokuseret på selve bogen, som giver et bedre indtryk af, hvad der er i “pakken”, end jeg kan formidle med ord.

Et opslag fra S., dvs. V.M.Strakas “Book of Theseus” med de to læsere Jen og Erics håndskrevne noter i marginen samt et af de mange løse indstik.

Som læser af S. løber man meget hurtigt (dvs.: på første side) ind i dette problem: Hvordan pokker skal jeg overhovedet læse den her bog? Det nemme svar er, at det er der ikke nogen entydig opskrift på: Det er ikke en bog, der skal læses fra ende til anden, men snarere en bog at gå på opdagelse i, en gåde der skal løses. Jo, tak, fint nok, men det løser jo ikke problemet. Jeg snød lidt og gik på nettet efter nogle tips til, hvordan man kan gå til den. Jeg har beskrevet min læsestrategi i boksen nederst i denne anmeldelse – men hvis du foretrækker at knække hele koden selv, så spring den del over.

“Handlingen”

Selve bogen V.M. Strakas “Ship of Theseus” er en mystisk, mørk og uheldssvanger fortælling om en en mand, kun kaldet S., der i bogens start finder sig selv ravende rundt i en ukendt by uden nogen som helst erindring om, hvem han er, eller hvor han kommer fra. Tidligt i bogen bliver han bortført til et gammelt sejlskib med en uhyggelig besætning, og inden længe er han dybt involveret i et kafkask, konspiratorisk univers befolket af skruppelløse våbenfabrikanter, krigsmagere, morderiske hemmelige agenter, et hemmeligt masseødelæggelsesvåben, en mystisk og ikke mindre morderisk modstandsbevægelse mv.

Uden at spolere for meget kan jeg godt røbe, at intet i “Ship of Theseus” bliver forklaret, alt bliver bare mere mystisk undervejs. Handlingen foregår i en verden, hvor alting flyder, også Tiden, og alting synes at være ustabile symboler på noget andet.

Den mest interessante handling foregår imidlertid i marginnoterne. Noterne skal forestille at være skrevet af to læsere, Jen og Eric, begge litteraturstuderende – hun på vej til at afslutte sin BA, han gået i stå med sin PhD. Eric har i årevis været besat af at løse gåden om, hvem den mystiske forfatter til bogen “Ship og Theseus” (og talrige andre bøger), V.M.Straka, egentlig var. Han har studeret bogen på universitetsbiblioteket og skrevet sine blyantsnoter i marginen. Jen finder bogen på biblioteket og skriver sine kommentarer til Erics oprindelige noter.

Derfra starter en dialog imellem de to, og udelukkende ved at kommunikere gennem noterne i bogen begiver de sig ud i det fælles forskningsprojekt at afsløre gåden om Straka og forholdet til hans (eller hendes?) ikke mindre mystiske oversætter. Og ja, minsandten, som den kvikke læser har gættet: den i starten kølige distance mellem de to udvikler sig til en særegen respekt og siden til passioneret kærlighed.

Grundideen med S er ikke fuldkommen original (jeg kan komme i tanker om A.S. Byatts Besættelse fra 1992, som ligner meget i formen, for så vidt den følger to litteraturforskere, der gradvist afdækker en gammel kærlighedshistorie mellem to (fiktive) victorianske digtere parallelt med, at de to selv udvikler et kærlighedsforhold).

Men den overdrevent flotte materielle udførelse har jeg aldrig set lignende: Siderne i bogen ser vitterligt gamle ud, noterne ligner rigtige håndskrevne noter, og de mange mærkelige indstik virker næsten alle også autentiske (omend den første begejstring over dem vender sig til en vis irritation under læsningen, fordi de hele tiden falder ud – jeg endte med at tage dem ud og nummerere dem med post-it’s for at holde styr på dem – ja, det er et projekt i sig selv at læse denne bog).

Holder det?

Men hvor meget jeg end på forhånd havde bestemt mig for at elske denne bog, så var det altså svært i længden. For bukserne kan ikke helt holde: Først og fremmest forekommer en af konceptets grundpræmisser helt utroværdig, nemlig at to litteraturstuderende skulle kunne blive så fascinerede, som det postuleres, af denne Strakas “Ship of Theseus”. Enkelte scener i bogen har en vis dyster fascinationskraft. Men det meste af historien er altså ret kedelig på trods af masser af drama i den ydre handling. Og den er ikke specielt godt skrevet. Det er således meget svært at være med, når Jen eller Eric i marginen til en scene f.eks. skriver om, hvordan de ikke kunne sove om natten, efter at have læst den.

Det betyder, at det hele kommer til at hvile på historien om læserne, Jen og Eric, som faktisk er to historier:

Der er dels historien om deres indbyrdes relation og deres personlige baggrunde. Den er faktisk helt fint fortalt via noterne, og de to typer er begge så nørdede, at det virker helt overbevisende, at de kan blive voldsomt forelskede, allerede inden de mødes, alene via deres bognoter (det bliver vi jo nødt til at have en vis forståelse for her på bognoteredaktionen….).

Dels er der historien om deres udforskning af mysteriet om V.M.Straka og hans oversætter F.X.Caldeira. Det er en frygtelig kringlet sag, som man skal holde tungen lige i munden for at følge. Og det var svært for denne læser, for det er altså heller ikke helt vildt spændende.

Undervejs var jeg irriteret over, at jeg fandt de to læsere komplet utroværdige som litteraturstuderende. F.eks. virker det helt mærkværdigt (i en grad, så det må være en bevidst undladelse), at ingen af dem kommenterer på de mange helt åbenlyse litterære referencer til Franz Kafkas værk og liv: Straka, der ifølge én teori skulle have været tjekke og begået selvmord i Prag; hovedpersonen S. (for Straka?) svarende til Kafkas hovedperson K.; romanens mareridtsagtige, konspiratoriske univers, som flyder over med implicitte referencer til især Kafkas Slottet og Processen, og meget mere.

Ved endt læsning konkluderede jeg, at sådanne undladelser er en del af Abrams & Dorst’s strategi, der skal lokke os som læsere til at følge med endnu længere ind i gådeløsningen og afdække flere betydningslag. På nær nogle få referencer til faktiske, historiske forfattere (mest nogle gamle gutter som Shakespeare, Sir Aston Cockayne og Christopher Marlowe og enkelte moderne som Hemingway), så foregår Jen og Erics dialog i et univers, der forekommer lige så fiktivt og indeholder lige så mange gåder og løse ender som Strakas roman og liv. Mange af elementerne i deres personlige historie virker kun halvt fortalte og synes konstrueret med henblik på nærmere undersøgelse.

For mig var problemet bare, at den historie gad jeg – efter de første tre (!) gennemlæsninger – simpelthen ikke bruge mere tid på at undersøge (jeg havde også i forvejen brugt tre-fire gange så lang tid på denne bog, som jeg normalt ville bruge på en bog af det omfang). For jeg tror ikke rigtig på, at Abrams & Dorst har noget egentlig interessant ventende for enden af regnbuen, som kunne gøre det anstrengelsen værd. Udover selvfølgelig udfordringen ved at knække koden i sig selv.

Man fristes til – helt uden for kontekst i øvrigt – at parafrasere Rune Klans dovne teenager: Jeg fatter simpelthen ikke, hvad den bog går ud på. Jeg ku’ selvfølgelig læse den (igen). Men det orker jeg ikke…

Hovedproblemet i S. er således netop dette: Det virker alt sammen meget konstrueret og fortænkt. Når det kommer til bundlinjen, så er der for min smag simpelthen bare alt for meget intellektuelt, postmodernistisk show off over hele projektet, og for lidt indhold.

Dommen

Så alt i alt: Bedømt ud fra traditionelle litterære kriterier, ligger S. nok ikke på mere end 2-3 stjerner hos mig. Men selve idéen får til gengæld topkarakter, og den overlegent lækre materielle udførelse sprænger skalaen flere gange. Samlet bliver det ikke til den topkarakter, jeg ellers havde bestemt mig for, men næsten. Og du skal stadigvæk løbe ud og købe den – alene for fornøjelsen ved at sprætte den op og gå på opdagelse i de mange indstik.

Mulig læsestrategi
OBS! SPOILER: Hvis du selv vil have den fulde udfordring med at finde rede i bogens systematik, så læs ikke videre. Men der er rigeligt med hovedbrud i bogen at tage af, så jeg anbefaler denne lille hjælp:

Der er som sagt mange måder at gå til denne bog på, og jeg skal ikke kunne sige, hvad der er den optimale. Men her er så nogenlunde den model, jeg valgte efter nogle indledende forvirrede forsøg over de første kapitler:

Farverne på Jen og Erics håndskrevne noter giver et hint om den rækkefølge, de er skrevet i: Eric skriver med blokbogstaver, Jen med skråskrift. Blyantskriften er Erics oprindelige noter til sig selv, nogle af dem skrevet flere år, før Jen får fat i bogen. Herefter skriver Jen noter med blå kuglepen og Eric svarer med sort. I anden gennemlæsning skriver Jen med orange og Eric med grønt. I tredje skriver Jen med rødt og Eric med lilla, og endelig skriver de i fjerde omgang begge med sort (ja, det er lidt svært at holde ude fra den første omgang sort….). Der er så lige den yderligere udfordring, at man kun som hovedregel, men ikke konsekvent, kan regne med, at noterne inden for de respektive farvekoder er skrevet tidsmæssigt fortløbende, efterhånden som man bladrer igennem bogen (en lilla note på f.eks. side 50 kan godt være en kommentar til en ellers “samtidig” rød på side 200….).

1. Jeg forsøgte først at læse det hele side for side, men jeg mistede hele tiden både den ene og den anden tråd. Så jeg valgte at læse  V.M. Strakas roman fra ende til anden, idet jeg ignorerede både oversætterens trykte fodnoter og de håndskrevne noter – i en forhåbning om i det mindste at få en sammenhæng i dén historie. Held og lykke med dét…..
2. Så startede jeg forfra og læste oversætterens noter, Erics blyantsnoter og Jen og Erics blå og sorte kuglepensnoter.
3. Derefter forfra igen, hvor jeg forsøgte kun at læse de orange og grønne noter – med intentionen om efterfølgende yderligere to gennemlæsninger af henholdsvis de røde/lilla og de sorte/sorte noter. På det tidspunkt var jeg godt nok ved at løbe lidt sur i det, så jeg endte med tage de orange/grønne, de røde/lilla og de sorte/sorte i et hug, og det var fint nok.
4. De mange løse indlæg læste jeg undervejs efterhånden, som der kom henvisninger til dem i Jen og Erics noter. Det er dog ikke det hele, der er eksplicitte henvisninger til i teksten…

Ja, det tager lang tid at arbejde med….. Og her er det så endda, at den dedikerede fan givetvis ville vælge at sige: “Nu starter det først!” og så begynde forfra med at læse det hele igen i lyset af helheden – og med sigte på at opspore flere tegn, gåder og anagrammer i teksten. Herunder ved hjælp af det mærkelige kodehjul, der ligger bagerst i bogen, som jeg aldrig rigtig forsøgte at finde ud af, hvad man skal bruge til.

Der er helt sikkert mange andre måder at læse den på – hvis du vil have tips til andre strategier, kan du f.eks. google ” how to read S JJ Abrams Doug Dorst” – så vælter det frem. Jeg gad ikke rigtig mere.

Jeg er ikke klar over, om der er en dansk oversættelse på vej – det kan gøres, men må være noget af en udfordring, ikke mindst grafisk.

K's vurdering: