Miljenko Jergović: Sarajevo Marlboro

Meget, meget stærkt. En knugende sørgmodig, fortvivlende, skræmmende, men ind i mellem også vittig og i det hele taget fremragende novellesamling om liv og mennesker under krigen i Bosnien og ødelæggelsen af Sarajevo.

Jeg var ganske berørt af bosniske Miljenko Jergović (f.1966) debut fra 1994, Marlboro Sarajevo og har svært ved at slippe den. Det er sjældent, at jeg genlæser noget inden for kort tid, men Sarajevo Marlboro har jeg haft fat i flere gange efter at have vendt den sidste side for at genlæse nogle af historierne.

Jergović skriver i et enkelt og umiddelbart ligetil sprog, og de korte historier er hurtigt læst. Men der står mere mellem linjerne end på dem, og historierne åbner sig op i eftertanken. Jeg kan anbefale at tage novellerne ind nogle få af gangen for at give dem tid til at sætte sig.

Bogen består af 29 korte noveller, de fleste på ikke andet end 6-7 sider. Den er udgivet første gang i 1994, mens krigen i Bosnien mellem serbere, kroater og bosniske muslimer stadig rasede. Men det stærke ved Jergović’s historier er, at de ikke handler så meget om krig som om mennesker og liv.

Jergović mestrer kunsten på ganske få sider at få sine personer til at fremstå som hele, virkelige, levende mennesker. Vi får kun et glimt af dem, et hurtigt snapshot, men er ikke i tvivl om, at der bag hver af disse skæbner gemmer sig et fuldt og nuanceret liv med en historie, en fortid og en fremtid. om end vi som læsere må frygte for deres fremtid og fortvivler over deres nutid.

For krigen dundrer i baggrunden (og nogle gange også i forgrunden) og sørgmodigheden løber som en stille strøm under overfladen i hver og én af historierne.

De fleste af de 29 korte historier er fine i sig selv, men selvfølgelig er nogle bedre end andre, som det må være i en samling af så mange. Det er imidlertid som et samlet hele, at de bliver til et stærkt værk.

Det er bevægende og uendelig sørgmodigt, men ikke uden håb – eller humor, for den sags skyld. For kernen i historierne er ikke krigen og undergangen, men mennesker og liv.

Sadness is a place, where fiction becomes more important than reality.

I alle historierne er der nogen, der dør, og nogen, der mister. Jergović kredser om dette tab eller frygten for det – men hele tiden kun på randen af det: Det største tab og den største rædsel kan der ikke skrives om eller tænkes på. I de fleste af teksterne er der således en dislokation på spil i forhold til det egentlige: teksten bevæger sig som i cirkler omkring dette uudtalte, som et tomrum i historierne, læseren selv må fylde ud. Historiernes hovedpersoner selv kan derimod ikke bevæge sig derind i hverken tanke eller handling.

Som i historien “Cactus” om den unge mand, der hader potteplanter, men til sin overraskelse får en lille kaktus af sin kæreste i nytårsgave. Plejen af kaktussen bliver ikke desto mindre hans vigtigste holdepunkt: Den trives, så længe han lader den stå sikkert på samme sted i den åbne vindueskarm, hvor den trodser krigens bombardementer, men visner og dør i det øjeblik, han giver op og flytter den med ned i kælderens beskyttelse.

Eller i “Beard”, hvor en bosnisk-muslimsk kvinde i fangenskab trækkes ind for at identificere sin mands lig, myrdet af familiens nære ven, der som serbisk nationalist nu er slået om i fjende og fangevogter: Kvinden er ude af stand til at forholde sig direkte til mandens død, og kan ikke tænke på andet end fangevogterens skæg (idet skægget samtidig fungerer som metonym for de serbiske chetnikker og krigen som sådan): “How on earth does he wash that beard – does he shampoo it or does he just wash his face in the morning like everybody else?”

Miljenko Jergović

Alle teksterne kan læses symbolsk på flere niveauer, men det, der gør dem så stærke og vedkommende, er, at de også alle sammen er små troværdige, indlevede portrætter af mennesker i en konkret virkelighed.

Nogle af teksterne er af satirisk karakter, som f.eks. den nærmest kafkaske “The Diagnosis”, hvor myndighederne ikke kan finde ud af, hvad de skal stille op med en flygtning, der har set sin familie blive skåret i stykker med en motorsav – og som løsning ender med at indlægge ham på et psykiatrisk hospital, hvor lægerne til systemets store lettelse kan diagnostisere ham som sindssyg på det grundlag, at han ikke anerkender systemets absurditet som fornuftig.

Eller “The Gardener”, hvor en mand i starten ser sin kone blive dræbt af en granat. I efterfølgende samtaler med sin kræftsyge ven opgiver han at finde svar på tilværelsens spørgsmål hos filosoffer som f.eks. Sokrates (med hans krukkede selviscenesættelse af egen død), Camus (med hans tåbelige “selvmordet som det eneste alvorlige filosofiske problem”) eller Wittgenstein (om hvem de to venner er mest optaget af af afklare, om det ikke var noget med, at han vist egentlig hellere ville have været gartner end filosof – eller var det luftfartsingeniør?). I stedet køber manden plantefrø og dyrker salat og gulerødder på et lille stykke jord mellem byens ruiner.

En tydelig implicit reference til den græske filosof Epikur, som blandt andet lærte, at mennesket ikke har grund til at frygte døden (for som Epikur skriver et sted: “Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede”). I stedet bør mennesket nyde sit liv i stille kontemplation og passe sin have. Det var dette diktum, som Voltarie langt senere satirisk gjorde til sin romanfigur Candides konklusion, da han havde opgivet troen på, at vi lever i den bedste af alle verdener: “Man skal dyrke sin have.”

I Jergović’s Sarajevo er døden imidlertid konstant og meget konkret til stede hele tiden i hvert eneste menneskes liv. Og dyrkningen af haven bliver i “The Gardener” til mere end satire og verdensbortvendt filosofi og slår om i et glimt af menneskelig medfølelse, når manden på markedet sælger sin salat til den første, den bedste gamle kone for to cigaretter. Da en anden potentiel kunde undrende og vredt siger, at han ville have givet to kartoner cigaretter, svarer manden blot:”Hun havde ikke to kartoner cigaretter.”

Som dansk læser, der primært kender Bosnien fra nyhedsdækningen af krigen og konflikten i årene op til, er det befriende og øjenåbnende at få lov til gennem disse små historier at få et glimt af hverdagen under krigen set gennem livet for almindelige mennesker som du og jeg. Og derigennem få en adgang til at komme bag om det karikerede billede, nyhedsmedierne ofte havde en tendens til at tegne af det sammenbrudte Jugoslavien som et land fyldt med gale mennesker, der bare ville slå hinanden ihjel.

Men Jergović advarer os mod at tro, at der for den udenforstående er nogen let adgang til at overkomme fordomme og den kulturelle oversættelsesbarriere:

I historien “The Gravedigger” bliver fortælleren, graveren, interviewet af en amerikansk journalist, som tydeligvis søger baggrund til en artikel om krigen og folk i Sarajevo. “Except he can’t write the peace because he already knows what it’s going to say”, tænker fortælleren. Fortælleren finder en pakke cigaretter i blank indpakning frem og forklarer, at i Bosnien er der ikke råd til at trykke logo på pakken, så man bruger genbrugspapir. Han vender vrangen ud på pakken, og det viser sig i dette tilfælde at være papir fra cigaretmærket Sarajevo Marlboro (den lokale variant af Marlboro, tilpasset de lokale smagspræferencer). For sig selv ærger fortælleren sig over at have vist den frem, for han ved, hvad amerikaneren nu tænker:

“Look at these mad people! They turn cigarette wrappers inside out, then tear them apart to see what cigarettes they’ve bought. If you want my opinion, the people here are just like their packs of cigarettes: everything is back to front – what they say and what they think and what they do” (s.103).

Tingene er ikke, hvad de ser ud til, og virkeligheden er mere kompleks og nuanceret end den udenforstående evner (eller ønsker) at forstå, synes budskabet at være. Det er måske rigtigt, men Jergović giver ikke desto mindre os udenforstående en følelsesmæssig adgang til en mere nuanceret indlevelse i mennesker i Sarajevo under krigen: Sarajevo Marlboro, det alment menneskelige i bosnisk variant.

Jergović lader bogen tone ud med en halvfilosofisk tekst, “The Library”, hvor læseren inviteres med ind i teksten for at kigge ud over det brændende Sarajevo, hvor de største flammer skyder op fra huse, der tidligere husede private biblioteker. Det desillusionerede budskab er, at “not only in this city, but also in the world at large, a book’s natural aggregation is fire, smoke and dust” (s.193).

For når det kommer til stykket er der i denne verden kun én grundlæggende regel, og den har at gøre med de to kufferter, du allerede har stående pakket i gangen: “All your possessions and all your memories have to fit into them. Everything else is already lost” (s. 194).

Betragtningen af de brændende biblioteker i Sarajevo giver Jergovic anledning til bogens måske mest eksplicit politiske kommentar til det internationale samfunds passivitet i de første år af den eskalerende konflikt i eks-Jugoslavien:

There’s no point in not letting a fire swallow up things that human indifference has already destroyed. The beauty of Paris or London is only an alibi for the criminals who have allowed Warsaw, Dresden, Vukovar and Sarajevo to disappear (s.194)

Bogens sidste ord:

Gently stroke your books, dear stranger, and remember they are dust (s.195).

En sørgmodigt tankevækkende finale på en vigtig bog, jeg kan give min bedste anbefaling.

Hverken Sarajevo Marlboro eller andre af Jergović’s senere udgivelser er mig bekendt oversat til dansk. Det burde der ærlig talt sanrt være nogen, der fik gjort noget ved.

Tak til den lille fine non-profit boghandel på Nørrebro, Ark Books, for at anbefale denne bog, som jeg næppe ellers selv havde fundet frem til.

K's vurdering: