Marcel Proust: Guermantes verden 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 5-6)

“Livet er for kort, og Proust er for lang”, skrev Anatole France i 1913. Er K også ved at gå kold?

Anatole France fældede sin berømte dom over Proust allerede efter udgivelsen af kun første del af På sporet af den tabte tid, Swanns verden. Så langt i værket var jeg bestemt ikke enig, som læsere af disse noter vil vide. Og jeg var stadig begejstret efter anden del, I skyggen af unge piger i blomst (bind 3-4 i den nye danske oversættelse).

Men jeg må bringe den tilståelse, at der var tider under læsningen af mammutværkets tredje del, Guermantes’ verden (bind 5-6), hvor Anatole Frances diktum bevægede sig længere og længere frem i pandelappen.

For pokker da, hvor går det bare langsomt for Proust, hvor er han omstændelig, og hvor kan han dog bare ikke gøre sig færdig med sine temaer!

Som titlen antyder, bevæger romanens navnløse fortæller sig i denne del af værket nu ind i den adelige familie Guermantes’ verden. Slægten Guermantes har vi tidligere hørt om, idet fortælleren i sin barndom og ungdom har hengivet sig til drømmerier om den fjerne og uopnåelige adelige verden på Guermantes’ slot i Combray ikke langt fra hans eget barndomshjem.

I Guermantes’ verden er fortælleren nu flyttet til Paris med sin familie og kommer til at bo i samme ejendom som hertugen og hertuginden af Guermantes. Fortælleren forelsker sig i hertuginden – på afstand og uden at tale med hende – og det går det meste af første bind med. Forelskelsen, som egentlig snarere er en betagelse af hendes fornemme navn og ry, følger i vidt omfang samme form som hans tidligere forelskelse i ægteparret Swanns datter Gilberte i I skyggen af unge piger i blomst.

Samtidig hører vi om vennen Robert Saint-Loups genvordigheder med kokotten Rachel (som fortælleren genkender fra et bordel), som Saint-Loup er jammerligt forelsket i, mens hun tydeligvis kun er interesseret i hans penge og bedrager ham åbenlyst med andre. Igen en gentaget figur, som i høj grad ligner Swanns ulykkelige kærlighed til Odette i Swanns verden.

Det første kys
Den unge pige Albertine, som fortælleren forelskede sig i på stranden i Balbec i I skyggen af unge piger i blomst dukker også op igen og opsøger ham i Paris. Nu er det Albertines tur til at byde sig til, mens fortællerens stormfulde forelskelse i hende omvendt er begravet. Det forhindrer ham dog ikke i at give efter for et fysisk begær, og scenen for deres første “kys” er en af de passager, hvor man som læser er lige ved at miste besindelsen af utålmodighed med Proust:

Efter et langt forspil af indledende koketterier når vi endelig til det punkt, hvor fortælleren skal kysse Albertine (på kinden, forstås). Men sådan et kys er ikke en sag, der kan omgås let hos Proust: Over fem fulde sider nærmer fortællerens læber sig Albertines kind, mens han i tankerne intellektuelt udforsker de mange og delvist modstridende følelsesmæssige og sanselige komponenter i denne ene handling. “KOM NU! Kom i gang, menneske! Så få det dog OVERSTÅET!” er man som læser lige ved at råbe. Og så er det pludselig overstået, men man fik ikke indseende med akten, kun med optakten og den lidt flade følelse bagefter.

“Kys” satte jeg i anførselstegn ovenfor, for selv om der på papiret kun er tale om et kys på kinden, så er beskrivelsen af den sanselige intensitet og de forudgående og efterfølgende handlinger af en sådan karakter, at man som læser ikke føler sig i tvivl om, at der her er tale om et ærbart metonym for “The Full Monty”. Proust er her som igennem hele værket antydningernes mester.

Det adelige selskabsliv
De virkeligt hårde veksler på læserens tålmodighed trækker Proust imidlertid, når vi i første bind er med fortælleren på visit i Madame de Villeparisis’ salon, hvor den kedelige salonkonversation strækker sig over knap 150 sider. Og ak, bedst som man troede sig ovre det værste, slæbes vi i andet bind med til et 190 sider langt og om muligt endnu mere gudsjammerligt kedsommeligt middagsselskab hos hertugen og hertuginden af Guermantes.

Især selskabet hos Guermantes skulle for fortælleren ellers være kulminationen på en lang drøm om at blive lukket ind i eller bare få glimt af de adeliges fornemme og ophøjede verden. Men han bliver slemt skuffet. De adelige, som i hans forestillingsverden havde antaget karakter af nærmest overjordiske væsener, viser sig til hans store fortrydelse af være helt almindelige mennesker, og deres konversation er mere plat, sladdervorn og ligegyldig end den, han er stødt på blandt borgerskabets mindre fornemme ånder.

Han er faktisk så skuffet, at han sågar må ty til geografiske metaforer fra Danmark for at udtrykke den (og det er lige før, at man synes, at Helsingør ikke helt har fortjent det):

Hver eneste middagsgæst havde – ved at udstyre det gådefulde navn, som var det eneste ved vedkommende jeg havde kendt og drømt om på afstand, med et legeme og en forstand af samme type som hos alle andre jeg kendte, eller endnu lavere rangerende – givet mig samme indtyk af plat vulgaritet som indsejlingen i den danske havneby Helsingør må give enhver glødende beundrer af Hamlet (GM 2, s.319)

Fortælleren keder sig gudsjammerligt under den langstrakte middag. Og som læsere keder vi os med ham. Bevares, undervejs i middagen giver Proust masser af prøver på sit skarpe, sarkastiske vid, når han frydefuldt ondskabsfuldt udleverer de adeliges åndløse selvoptagethed. Men hvor er det dog bare alt for langt.

Jeg har tidligere skrevet, at ved læsningen af Proust gælder det om at bevare opmærksomheden og læse langsomt for at nyde det formfuldente sprog. Men jeg må tilstå, at efter de første 100 sider eller så inde i middagsselskabet hos hertugen og hertuginden af Guermantes begyndte jeg at forfalde til hurtiglæsning. Og jeg tror ikke, at jeg er gået glip af meget af den grund.

Faktisk støtter jeg mig i det stykke til Proust selv, der mod slutningen af middagsselskabet strækker en hånd ud til læseren, som om han erkender at være gået for langt, og nu vil betrygge læseren i ikke at være gået glip af noget, hvis opmærksomheden skulle være svigtet lidt undervejs, idet han lader fortælleren erindre følgende:

Jeg lyttede næsten ikke til disse historier […]; de gav ingen som helst næring til de drømmerier, jeg holdt af; og desuden, selv om de så havde været i besiddelse af det de var fuldstændig blottet for, skulle de have været af en virkelig stimulerende kvalitet for at få mit indre liv til at vågne i løbet af disse timer i selskabslivets verden, som jeg tilbragte på overfladen af mig selv, med velfriseret hår og stivet skjortebryst, det vil sige i en tilstand hvor jeg intet kunne mærke af det som for mig stod som selve glæden i livet (GM 2, s.312).

Og med sådan en salut, er det jo lige før, man tilgiver Proust den lange ørkenvandring, han har slæbt os ud på.

Søvnens landskaber
Ud over de lange dræbende selskabspassiarer byder Guermantes’ verden dog heldigvis også på en del af the good stuff, som i passager gør læsningen af Proust til en udsøgt nydelse. Et enkelt nedslag:

Proust indledte første bind af værket, Swanns verden, med en meditation over opvågningen. I Guermantes verden vender han tilbage til søvnen, men nu med en udforskning af indslumringen og selve søvnen, som indeholder en hel psykologisk teori om søvnens faser og deres virkning. Prousts teoretiske refleksioner kan nok ikke holde ikke til et eftersyn hos den moderne søvnforskning – men hans metaforer for søvnens faser som et rumligt landskab, den sovende bevæger sig rundt i, er til gengæld væsentlig mere poetiske.

Endelig genbesøger han opvågningen, som efter en nat i drømmenes landskaber giver anledning til en identitetsfilosofisk undren:

Man kalder det en blytung søvn; i nogle få øjeblikke efter at en sådan søvn er ophørt, virker det som om man selv er blevet en simpel lille blyfigur af en mand. Man er ikke længere nogen. Når man så leder efter sine egne tanker, sin egen personlighed, på samme måde som man leder efter en genstand der er blevet væk, hvordan kan det så være at man ender med at finde sit eget jeg og ikke et helt andet? Når man giver sig til at tænke, hvorfor er det så ikke en anden personlighed end den forrige, der inkarneres i os? Det er ikke til at se hvad der dikterer dette valg, og hvorfor det, blandt millioner af mennesker, man kunne være, netop er den man var i går, man lægger hånden på […]. Døden har virkelig været der, som når hjertet er holdt op med at slå, og det kun er tungens rytmiske sammentrækninger, der kalder os tilbage til livet” (bind 1, s.116-117).

Samlet set var det en hård omgang at komme gennem de i alt 857 sider i denne tredje del af På sporet, og jeg har også måttet lægge den fra mig et par gange undervejs og give mig selv lov til at læse noget andet. Men jeg hænger på endnu. Skal bare lige have en pause mere….

K's vurdering: