Alexander Carnera: Under Saturns sol

Alexander Carnera (f.1968) er PhD i noget med litteratur, filosofi og jura, og udover forfattergerningen arbejder han bl.a. som ekstern lektor ved CBS, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. En del af problemet med Under Saturns sol er muligvis, at Carnera bringer for mange af sine forskningsmæssige interesser over i sin fiktion. Og det virker ikke.

Ihvertfald kan Carneras tre-i-én-roman ikke leve op til sin egne, meget høje ambitioner og kommer dermed mest til at fremstå prætentiøs, grænsende til studentikos – og kedelig.

Under Saturns sol (og nej, den har ikke noget at gøre med W.G. Sebalds Saturns ringe, som jeg læste i sidste uge) falder i tre meget distinkte dele: De saturniske byer, De saturniske portrætter og De saturniske breve. Og ja, det er nogenlunde ligeså prætentiøst, som det lyder.

De saturniske byer
Første del af bogen, De saturniske byer, er en serie små beskrivelser af 24 byer fra fantasiens rige. Beskrivelserne er lagt i munden på den græske filosof Heraklit (det var ham med den samme flod, man ikke kan gå ned i to gange, og for hvem alting flyder) i en samtale med Gud ham selv.

De fleste af byerne er udstyret med latinskklingende navne som Melancholia, Imitatio og Imperfecto, men der er også navne afledt af moderne, engelsk-amerikanske begreber som Spam og Brand. Alle byerne er tydeligvis tænkt som parabler over aspekter af de menneskelige samfund og deres indbyggere, og for manges vedkommende kan man næsten gætte sig til deres karakteristika ud fra navnet.

For trofaste læsere af K’s bognoter lyder denne formel muligvis sært bekendt, for var det ikke lige præcis dén, Italo Calvino brugte i sin fremragende De usynlige byer fra 1972? Jo, det var det. Med den forskel, at Carnera har udskiftet Marco Polo og Kublai Khan i rollerne som den opdagelsesrejsende og verdensherskeren med henholdsvis Heraklit og Gud. Og med den forskel, at Carnera ikke er nogen Calvino.

Man kunne fristes til at kalde Carneras forsøg for et plagiat. Omvendt er de implicitte referencer til Calvinos tekst så tydelige (ihvertfald for den, der kender til De usynlige byer, for Calvino nævnes ikke direkte i Carneras bog), at det må være Carneras intention, at læseren skal fange parallellen og således selvtilfreds kunne vederkvæges over at være lige så kvik og belæst som Alexander Carnera. For så vidt bør man retfærdigvis snarere kalde bogen for en pastiche over Calvinos forlæg.

Det afføder så spørgsmålet: Hvorfor? For Carnera lægger ikke meget (godt) til Calvino, og han besidder slet ikke dennes poetiske visioner og evne for at bygge magiske fantasibyer. Carneras byer og deres beboere er derimod flade og fortænkte.

Ikke at Carnera skriver dårligt – teksten flyder tværtimod ganske fint. Men den er uden spændstighed, uden den mystik og farlighed, vi finder hos en Calvino, og som skal til for at løfte projektet til noget interessant.

Nogle af Carneras byer og portrætter synes at aspirere til at være universelle beskrivelser af den menneskelige dårskab. Andre synes mærkeligt tids- og stedbundet til danske eller ihvertfald europæiske forhold i velfærdsstatens sene dage (selv om der ikke er nogen tids- eller stedangivelser på nær Dania, som er en åbenlys reference til Danmark).

Det sidste er en del af problemet: Som læser får man med jævne mellemrum det indtryk, at Carnera egentlig er i gang med at skrive en debatbog forklædt som filosofisk fiktion. Mange af Carneras byer er bygget op om en polemiserende pointe, som i nogle tilfælde er fin, i andre nærmest banal eller ihvertfald fortalt mange gange før. Vi kommer f.eks. omkring en kritik af det moderne velfærdssamfunds beskæftigelsessystem og en polemisering over det kommercielle samfunds optagethed af overflade og tagen sig ud (“branding”).

Det er ikke fordi, der er slet ikke er nogen gode eller veludførte ideer ind i mellem. Der er bare for langt imellem dem, de fleste er set før, og det er samlet set en alt for blandet pose bolsjer. Der mangler en samlende ramme eller en gennemgående tråd, der kan binde de mange små tekststykker lidt bedre sammen – ikke nødvendigvis en indholdsmæssig, tematisk tråd, snarere en strammere æstetisk linje eller i det mindste en konsistens i abstraktionsniveauer.

En anden del af problemet er, at det meste virker fortænkt: Carneras byer virker ikke som noget, der er vokset ud af en kunstnerisk vision, men som noget der er bygget på bestilling for at illustrere en serie abstrakte pointer. I den sammenhæng er den ovennævnte udskiftning i rollebesætningen i rammehistorien i forhold til Calvinos forlæg måske meget sigende:

Hos Calvino fungerer Marco Polo og Kublai Khan ganske vist primært som ikoner, ikke i deres egenskab af historiske personer, men deres navne refererer dog i det mindste til en faktisk historisk rejsende og en faktisk historisk hersker.

Hos Carnera bliver det med Gud og Heraklit i rollerne lige en tand mere abstrakt. Gud er selvfølgelig den ultimative og totale abstraktion – et tomt tegn, hvori alt og intet kan indlæses. Og med Heraklit-figuren har Carnera valgt en af de førsokratiske filosoffer, vi kun har et meget begrænset kendskab til via nogle få løsrevne fragmenter og indirekte via bl.a. Platons fortolkninger. Yderligere var Heraklit i antikken også omtalt som “den dunkle” dvs. svært forståelige, om hvem man ifølge den senantikke filosof Diogenes Laertes sagde, at han bevidst gjorde sin filosofi svær at forstå, så kun de “virkeligt kaldede” skulle beskæftige sig med den.

Man kan godt få den mistanke, at Carnera ser sig selv som en sådan dunkel Heraklit, eller – da det trods alt er for prætentiøst – i det mindste gerne vil låne lidt af glansen, når han skriver til de “virkeligt kaldede”. Det støttes også af udgangen på bogens sidste tekst, Brev til Jorge Luis Borges , hvor Carnera på netop borgesk vis introducerer sit eget navn som et konstrukt, en fiktiv forfatter opfundet af en personkreds i den bog, han selv skriver. Om denne Alexander Carnera hedder det, at han er “forfatter til en række ufuldendte værker med flere undervejs, de fleste af dem kun anerkendt af en kultisk læserskare”. Jeg kender ikke til denne angivelige Carnera-kult, og jeg kommer næppe heller til at blive optaget i den.

Men det pudsige er, at Carneras tekster i virkeligheden ikke er særligt svære at forstå, og deri ligger en del af deres problem: Billedsproget er for éndimensionelt, det bliver banalt, uagtet ambitionerne om det modsatte. Bevares, Carnera ynder ganske vist at indbygge en mængde fiffige referencer til filosofihistorien, litteraturen og gode venner fra miljøet – og måske genkender man som læser referencen, måske gør man ikke, men det meste har altså karakter af lettere studentikose udenomsværker, mens hovedbudskabet som sagt i de fleste tekster serveres lidt for tydeligt til, at man gider lege med som læser.

Det er med hele Carneras bog lidt som i den saturniske by Brand, som Carnera ellers har konstrueret som en kritik af det kommercielle samfunds optagethed af at brande sig i offentligheden:

I Brand hilser man ikke. Man viser brystet eller knoerne frem. Enhver kan straks se hvor man hører til, hvem man er og hvad man har præsteret. Og dog er byens produktion på nul. […] Udenfor springer en kat op på en mur. Rækker man ud efter den mærker man den ikke. Den er kun et tegn.

De saturniske portrætter
Meget af det ovenstående kan også sige om bogens anden del, De saturniske portrætter. Her er vi heldigvis sluppet af med den ligegyldige og kedsommelige rammehistorie i form af samtalen mellem Heraklit og Gud. Men ellers er konceptet det samme bortset fra, at Carnera nu bevæger sig fra portrætter af byer til portrætter af personer, i alt 35 af slagsen.

Nogle af portrætterne fokuserer på menneskelige typer, som også kan fortolkes som aspekter af de fleste menneskers karakter, som f.eks. Identitetssnylteren, Hjælpetyrannen eller Bekendelsesrytteren. Andre er små skæve historier om fantasifigurer, som f.eks. Hundedræberen (det var ét af de helt sjove portrætter: Hundedræberen har opøvet en teknik, hvorved han kan bringe en hund til at kvæle sig selv i sin hundesnor, mens den går tur med sin ejer).

Atter andre er næsten realistiske portrætter af mennesker i mere eller mindre konkrete historiske situationer. Som f.eks. den isoleret set fine historie om Snigskytten, der kysser sin kone farvel hver morgen, inden han går på arbejde som snigskytte for at myrde et menneske, han har fået udpeget “på kontoret”. Efter veludført arbejde drikker han altid en kop te på cafeen, inden han tager hjem til konen og sønnen:

Omkring ildstedet fortæller han sin søn om hvad han så gennem sigtekornet, om fuglen der fløj henover ham lige før han trykkede på aftrækkeren, om den aktive nervebane i firbenets hale, og at han har fundet et bedre sted lidt længere mod venstre.

Og så er der enkelte portrætter, der refererer implicit til virkelige – eller næsten virkelige – personer som i Den selvmyrdede (Werkmeister Beckwerk), der åbenlyst referer til og måske søger at gå i dialog med den danske forfatter, oversætter og performancekunstner Claus Beck-Nielsen alias Das Beckwerk og meget andet. Det virker fjollet og malplaceret i bogens sammenhæng.

Men i det hele taget er “de saturniske portrætter” ligesom byerne en lidt underlig, rodet pærevælling af forskellige tekster. Og igen virker for mange af dem (for)tænkte, ikke levende.

Og hov. Er der ikke igen noget meget bekendt ved konceptet i form af en serie portrætter af mærkelige fantasityper, der hver især inkarnerer mere eller mindre universelle menneskelige karaktertræk? Der kan muligvis findes flere forlæg i litteraturhistorien, men jeg kom uvilkårligt til at tænke på Elias Canettis ondsindet vittige portrætter af 50 menneskelige karaktertræk i Ørenvidnet fra 1967. Jeg skal ikke kunne sige, om Carnera er direkte inspireret herfra, men jeg kan ihvertfald sige, at hvis genren appellerer til dig, så læs Canetti og drop Carnera.

De saturniske breve
Endelig udgøres tredje del af bogen, De saturniske breve, af seksten fiktive breve fra en eller flere fiktive, navnløse brevskrivere til seksten forskellige – til gengæld virkelige – kunstnere, herunder Viginia Wolff, Paul Bowles, Theo Van Gogh, Charles Baudelaire, Jørgen Leth og Lars von Trier. Et brev til Jorge Luis Borges får lov at afslutte bogen og dermed også markere, at Borges er en af Carneras store litterære inspiratorer. Måske har Borges endda skrevet en samling af fiktive breve til andre kunstnere og udgør dermed det direkte forbillede for denne tredje del af Carneras bog? Jeg ved det ikke, jeg mangler referencen, og har ikke selv læst meget Borges endnu (men jeg er i gang – kommer snart her på K’s bognoter!).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så skrålæste jeg den sidste tredjedel (men jeg kiggede dog på alle sider), for på det tidspunkt var jeg begyndt at kede mig virkelig meget og ville bare gerne have det overstået. Så hvis der i den sidste tredjedel skulle gemme sig en nøgle til forståelse og påskønnelse af hele bogen, så giv mig gerne et praj, I derude, der måtte have læst Under Saturns sol grundigere end mig. Men jeg bliver svær at overbevise.

K's vurdering: