Lone Hørslev: Dyrets år. En roman om Marie Grubbe

Det er slet ikke nogen dårlig bog, Lone Hørslev har skrevet om Marie Grubbe. Den rummer sanselighed, kødelighed og erotik. Den giver et levende historisk tidsbillede. Den er for så vidt også udmærket kompositorisk opbygget. Den er bare lidt småkedelig.

Den rørte mig ihvertfald ikke rigtigt. Måske fordi jeg ikke for alvor kunne indleve mig i hovedpersonen Marie Grubbe. Hun virkede lidt træls og lidt for naiv, men frem for alt bare uinteressant. Som læser fandt jeg aldrig nogen interesse for hende, selv om det er hendes indre tanker, der fylder det meste af romanen. Faktisk var der mere liv i nogle af de marginale bipersoner (kokkepigen Drude f.eks.).

Og nej, det er ikke fordi, jeg ikke har forstået pointen om, at Marie Grubbe var offer for en tid, en ideologi og et patriarkalsk system, der var angst for og med alle midler (herunder tortur og hekseafbrændinger) forsøgte at undertrykke kvindelig magt, selvstændighed, spontanitet og seksuel lyst, og at man i et vist perspektiv kan tolke hendes overgiven sig til sin sanselighed som en form for ubevidst oprør mod dette regime. Den pointe slås meget og eftertrykkeligt på plads. Ikke at det er nogen dårlig pointe. Det gør bare heller ikke i sig selv en god roman at slå den pointe meget og eftertrykkeligt på plads.

Og det gør ikke Marie Grubbe til en specielt interessant person, at hun har en erotisk lyst, som hun uden tanke giver sig selv i vold. Måske er problemet med romanen netop, at Marie Grubbe som hovedperson er lidt for skematisk designet med henblik på at tjene en sådan historisk og ideologisk pointe.

Den historiske sammenhæng: Marie Grubbe (1643-1718) blev som syttenårig gift med adelsmanden Ulrik Frederik Gyldenløve, uægte søn af Frederik den 3. og fra 1664 dansk statholder i Norge. De historiske kilder tilsiger, at deres ægteskab ikke gik så godt, ihvertfald blev de skilt i 1670. Marie rejste derefter ud i Europa, muligvis sammen med sin elsker. Hun kom alene tilbage, blev gift med en godsejer og skilt igen efter otte år i forbindelse med utroskab med en yngre staldkarl. Den sidste blev hun muligvis gift med, ihvertfald drev de sammen et gæstgiveri på Falster i nogle år. Ifølge de historiske kilder modtog Marie Grubbe fattighjælp i sine sidste år.

Med andre ord kan Marie Grubbes historie – fra storhed til fald – nok give anledning til en smule dramatisering, hvilket den også har gjort. Lone Hørslev er således langt fra den første, den har bundet an med at give Marie Grubbe et litterært liv.

Mange af os har for eksempel i gymnasiet stiftet bekendtskab med J. P. Jacobsens ekspressionistiske og psykologiske portræt af hende. Jeg husker mest noget med en meget sanselig rose. Måske er det netop den, Hørslev spiller op til på bogens omslag, hvor hun selv poserer i en lyserød kjole, der godt kunne ligne et billede af gamle J.P.’s rose. Ihvertfald spiller Hørslev aktivt og åbent på referencen til J. P. Jacobsen i romanen, som rummer flere indlejrede citater derfra.

Lone Hørslevs roman fokuserer handlingsmæssigt dog på en ganske kort periode i Maries liv fra lidt før julen 1666 (“Dyrets år”, jf. Johannesåbenbaringen om 666 som Dyrets Tal) til nogle dage ind i nytåret 1667 med tilbageblik til Maries barndomsår og enkelt kig ud i fremtiden. Stedet er statholderens residens i den voksende by, Chistiania.

Dette er ifølge romanen perioden, hvor Marie for alvor vækkes seksuelt (eller falder, som tidens patriarkalske moral ville sige). I romanen oplever den på det tidspunkt 23-årige kvinde således en erotisk opblomstring, som hun udlever med forskellige mænd.

I romanen får vi også et par sidehistorier om en klog kone (der stemples og ‘forhøres’ som heks) et par køkkenpiger og en -dreng med flere. De tjener dels til at udfolde det historiske tidsbillede og dels til at tilføre bare en lille smule drama til den ellers ret beset uinteressante historie om Marie Grubbes seksuelle eskapader.

Hørslevs roman er som nævnt ikke decideret dårlig. Tværtimod har den gennemgående modtaget gode anmelderroser, har jeg konstateret, hvilket også var min anledning til overhovedet at læse den. Måske er jeg bare ikke målgruppen.

K's vurdering: